Det første jeg hørte, da jeg trådte ind i min baghave, var min kone, der råbte mit navn bag et hængelåst skur.

Et lille spark mærkedes under min hånd på hendes mave. Vores søn, der bevægede sig, rastløs og stærk.

Jeg bøjede mig ned og kyssede hendes mave gennem det bløde bomuldsstof.

“Vi slipper fri,” hviskede jeg. “Alle tre.”

Udenfor sank solen langsomt ned over horisonten og malede himlen i nuancer af guld, rav og lilla. Det var fredag eftermiddag. Der var ingen låse, der raslede. Ingen hemmeligheder i mørket. Kun stilheden i et nyt hjem, hvor vi endelig, for første gang i vores liv, kunne trække vejret helt ned i lungerne.