“Du er bindegal,” græd Maya. Lyden af noget, der skramlede – sandsynligvis da Evelyn trådte nærmere. “Hold dig væk fra mig!”
“Lægerne vil tro på mig,” sagde Evelyn iskoldt. “Jeg har allerede talt med doktor Harrison. Jeg fortalte ham om dine mareridt, dine raserianfald, hvordan du truede med at skade dig selv og fosteret. Han var meget bekymret. Meget forstående. Når Kaleb finder dig herude på fredag – dehydreret, forvirret, med en kniv ved din side og håndleddene bundet med gaffatape for dit eget bedste – hvem tror du så, han lytter til? Sin mor, der fandt dig i tide og ringede efter hjælp… eller den hysteriske pige, der næsten slog hans arving ihjel?”
Lyden af en kamp brød ud på optagelsen. Maya skreg, en dump lyd af en krop, der ramte betongulvet, efterfulgt af Evelyns hvæsende åndedrag:
“Lig stille! Lig stille, forbandede tøs! Du skal bare sove nu. En dag mere. Bare én dag mere uden vand, så er du for svag til at kæmpe imod, når ambulancen kommer.”
Lyden af døren, der smækkede i. Det metalliske klik af hængelåsen.
Og så Mayas stemme alene i mørket, grædende, bedende til en Gud, hun ikke troede på, mens hun hviskede: “Hold ud, lille skat. Far kommer hjem. Far må komme hjem.”
Santos stoppede optagelsen.
Stilheden i kaffestuen var kvælende. Jeg sad med åben mund, neglene boret så dybt ind i håndfladerne, at jeg kunne mærke det varme blod pible frem.
Min far.
Min fars hjerteanfald.
Min mors “bekymrede” samtaler med vores familielæge, Harrison.
Det hele havde været et spind, et net spundet med millimeters præcision gennem årtier.
“Hun… hun slog min far ihjel,” hviskede jeg. Ordene føltes som fremmedlegemer i min mund. “Det sagde hun lige. Hørte du det? Hun sagde, han aldrig nåede ud af garagen i live.”
Santos lukkede computeren med en eftertænksom mine. “Juridisk set er det en tilståelse af overlagt vold, frihedsberøvelse under særligt skærpende omstændigheder og drabsforsøg på Maya og jeres ufødte barn. Hvad angår din far… det åbner en helt ny efterforskning. Vi har allerede sendt en anmodning om at få genåbnet sagen om David Vances dødsfald og få hans journaler udleveret.”
“Hun skal aldrig ud,” sagde jeg. Stemmen tilhørte ikke mig selv længere; den var hul, mørk, drevet af et raseri, der ikke længere var is, men en brændende magma. “Santos, hun må aldrig, aldrig komme ud.”
“Det kommer hun heller ikke til, hvis den optagelse holder i retten,” sagde Santos. “Men der er et problem, Kaleb.”
Jeg kiggede op på hende. “Hvilket problem?”
Santos lænede sig frem over bordet. “Evelyn vidste ikke, at optageren var der. Det var Maya, der tændte den, før Evelyn overmandede hende tirsdag formiddag. Maya må have set hende komme over græsplænen, lugtet lunten og gemt optageren bag kasserne. Men din mors advokat, Sterling… han er snu. Hvis han finder ud af, at der findes en optagelse, vil han påstå, at den er manipuleret, eller at den er optaget ulovligt på privat grund uden samtykke. Vi skal bruge originalfilen sikret af vores retsmedicinske teknikere, og vi skal have Mayas formelle vidneforklaring, før Sterling får nys om, hvad vi har.”
Hun holdt en pause og kiggede direkte ind i mine øjne.
“Og så er der en ting til.”
“Hvad?”
“Doktor Harrison,” sagde Santos lavmælt. “Din mors mangeårige ven og læge. Da vi kørte Evelyn ind, bad hun om to opkald. Det ene var til Sterling. Det andet var til Harrison. Og gæt hvem der lige er ankommet til hospitalet for at tilse Maya som ‘familiens betroede læge’?”
Jeg ventede ikke på, at Santos afsluttede sin sætning. Jeg rev døren til kaffestuen op og sprintede mod elevatoren. Trappen var hurtigere. Jeg tog trinene tre ad gangen, hjertet hamrende mod mine ribben som en forhammer.
Pinehurst Sanatorium.Doktor Harrison.Lægerne vil tro på mig.
Ordene ekkoede i mit kranium for hvert skridt. Evelyn sad måske bag tremmer, men hendes rækkevidde var ikke brudt. Harrison havde været vores læge, siden jeg var en lille dreng. Han havde udskrevet min fars dødsattest. Han havde udskrevet min mors beroligende piller. Han havde siddet ved vores spisebord juleaften. Han var en del af hendes verden.
Da jeg nåede fjerde sal, lugtede luften igen af sprit og sterilt udstyr. Jeg rundede hjørnet til Mayas stue og standsede brat.
Uden for stue 412 stod en mand i tresserne, iført en ulastelig tweedjakke over en lyseblå skjorte. Sølvhåret var frisueret tilbage, og han holdt en lædermappe under armen. Han stod og talte dæmpet med den vagthavende sygeplejerske.
Doktor Arthur Harrison.
“Jeg forstår udmærket protokollen, søster,” sagde han med en silkeblød, autoritær stemme. “Men jeg har været familiens praktiserende læge i over tredive år. Fru Vance bad mig specifikt om at tilse sin svigerdatter. Pigen har en dokumenteret historie med hallucinatoriske episoder under ekstrem stress. Ethvert udsagn, hun giver til politiet lige nu, kan være dybt kompromitteret af hendes tilstand.”
