“Hold dig væk fra hende,” hvæsede jeg, mens jeg gik mod ham.
Harrison vendte sig om. Hans ansigt skiftede fra professionel bekymring til en overbærende, faderlig mine, der fik det til at vende sig i min mave.
“Kaleb, min dreng,” sagde han og rakte en hånd ud mod min skulder. “Gudskelov, du er her. Sikke et mareridt. Din stakkels mor ringede til mig fra stationen, fuldstændig opløst i tårer. Hun er knust over denne… denne forfærdelige situation.”
Jeg slog hans hånd væk med en kraft, der fik hans mappe til at glide og ramme gulvet. Papirer spredte sig over det skinnende linoleum.
“Rør mig ikke,” sagde jeg. Stemmen var så lav og intens, at sygeplejersken instinktivt bakkede mod skranken. “Og rør aldrig min kone igen.”
Harrison rettede sig op og samlede sin værdighed. “Kaleb, jeg forstår, at du er i chok. Men du må tænke rationelt. Din mor forsøgte at beskytte dig. Maya har været ustabil i månedsvis. Hun har fortalt Evelyn ting… vrangforestillinger om forfølgelse. Din mor forsøgte blot at skærme hende, indtil vi kunne få hende indlagt på et diskret, privat sted, hvor dit rygte og familiens ære ikke ville lide skade.”
“Mit rygte?” Jeg lo, en rå, hæs lyd. “Min kone lå på et betongulv i halvfjerds timer i fyrre graders varme! Hun drak sit eget spyt for at overleve! Er det sådan, du beskytter folk, Harrison? Er det også sådan, du beskyttede min far?”
Harrisons ansigtsfarve forsvandt som dug for solen. Hans kinder, der før havde en sund, rødlig glød, blev askeblege. Hans læber sitrede svagt.
“Hvad… hvad fabler du om?”
“Vi har optagelsen,” sagde jeg og trådte helt tæt på ham, så tæt at jeg kunne lugte hans dyre efterbarberingsvand blandet med den pludselige, syrlige sved fra en mand, der ser afgrunden åbne sig for sine fødder. “Vi har det hele. Evelyns stemme. Hendes plan med dig. Hendes tilståelse om min far. Hvad gav du ham, Harrison? Hvad skrev du på den dødsattest, da han ville forlade hende?”
“Det er… det er vanvid,” stammede han og bakkede et skridt. “David havde et svagt hjerte. Jeg attesterede det.”
“Detektiv Santos!” råbte jeg hen ad gangen uden at fjerne blikket fra lægen.
Santos kom gående med rolige, målrettede skridt. To uniformerede betjente fulgte lige i hælene på hende. Harrison så mod udgangen, men han var fanget.
“Doktor Harrison,” sagde Santos og trak en lamineret kendelse op af lommen. “Jeg skal bede dig overlade dine personlige ejendele og følge med os til afhøring. Vi har en dommerkendelse til beslaglæggelse af alle journaler vedrørende David Vance, Maya Vance og Evelyn Vance fra din praksis.”
“De har ingen ret til dette!” råbte Harrison, men stemmen manglede al kraft; den var tynd og skinger som et barns. “Jeg er læge! Jeg har tavshedspligt!”
“Ikke når det gælder sammensværgelse til overlagt frihedsberøvelse og meddelagtighed i drabsforsøg,” svarede Santos koldt. “Læg hænderne på væggen, tak.”
Da betjentene førte den rystende læge væk, kiggede jeg ind gennem ruden til stue 412.
Maya lå i sengen. Hun var vågen. Hendes store, mørke øjne mødte mine gennem glasset. Hun havde set det hele. Da jeg trådte ind på stuen, rakte hun begge arme ud, og jeg faldt sammen mod hendes bryst og lod tårerne, som jeg havde holdt tilbage siden min ankomst i baghaven, gennembløde hospitalsskjorten.
“Det er overstået,” hviskede jeg mod hendes hals. “Det er overstået, Maya. Jeg sværger, hun kommer aldrig tæt på os igen.”
Hun strøg mine skuldre med sine tynde fingre, men hendes stemme var ikke lettet.
“Det er ikke overstået, Kaleb,” hviskede hun. “Du kender ikke din mor, som jeg gør. Hun har ikke tænkt sig at tabe. Ikke til mig.”
De næste fyrretyve timer var en døs af politiafhøringer, advokater og medicinske undersøgelser. Maya kom langsomt til kræfter. Væskebalancen blev genoprettet, og de lette kramper i hendes mave aftog. Lægerne forsikrede os om, at barnet – en lille dreng, som en hurtig scanning havde afsløret – var uden for fare. Men de psykiske sår stak dybere end dehydreringen. Hver gang en metaldør smækkede på gangen, spændte Mayas krop som en fjeder, og hendes øjne flakkede mod hjørnerne af rummet, som ledte hun efter en vej ud.
Fredag formiddag, den dag jeg oprindeligt skulle have landet fra Chicago, ankom Santos igen. Hun lignede en, der ikke havde sovet i to døgn, men hendes blik var skarpt.
“Harrison har sunget som en kanariefugl,” sagde hun uden omsvøb, da hun lukkede døren bag sig.
Maya og jeg så på hende.
“Hvad sagde han?” spurgte jeg.
