Dommer Evelyn Harrows blik slap ikke Daniel. Det hvilede på ham med en vægt, der mindede om en hammer, som endnu ikke var faldet, men som allerede havde udmålt sit nedslagspunkt.

Claire så det. Miriam så det. Og vigtigst af alt: Dommer Harrow så det.

”Fru Cole,” sagde dommeren med en stemme, der skar igennem spændingen. ”Har De yderligere bemærkninger vedrørende hr. Mercers begæring om midlertidig halvtreds-halvtreds fordeling af børnene?”

”Ja, Deres Nåde,” sagde Miriam med en stemmeføring så rolig, at den virkede decideret faretruende. ”Vi finder hr. Mercers pludselige og udtalte ønske om ligelig forældremyndighed bemærkelsesværdigt. I de første otte uger efter børnenes fødsel afviste hr. Mercer gentagne gange at have samvær, med henvisning til at han, citat: ’ikke havde kompetencerne til at håndtere medicinsk skrøbelige spædbørn’, citat slut. Han foreslog selv skriftligt den tyvende september, at Claire overtog det fulde ansvar indtil børnenes etårsdag, mod at han betalte et symbolsk beløb.”

Miriam tog et nyt dokument frem fra sin mappe.

”Men den femte oktober ændrede alt sig. Hr. Mercer hyrede advokat Pike og indgav en begæring om halvtreds procent fysisk forældremyndighed, samt et krav om, at børnebidraget skulle fastsættes til nul dollars med henvisning til lige deling af tiden. Vi spurgte os selv: Hvad skete der i ugen op til den femte oktober?”

Daniel løftede pludselig hovedet. Hans øjne flakkede nervøst mod Miriam, derefter mod sin advokat, og til sidst – et kort, rædselsslagent glimt – mod Lauren på tilhørerrækkerne.

”Deres Nåde,” afbrød Pike, nu mærkbart mere hektisk. ”Dette er irrelevant for forældreegnetheden. Min klients overvejelser modnedes blot. Han indså sit ansvar som far.”

”Det er yderst relevant,” fortsatte Miriam uforstyrret, hendes stemme hævet en enkelt tone for at overdøve Pike. ”For den fjerde oktober modtog hr. Mercer et officielt brev fra advokatfirmaet Sterling & Sterling i Boston. Brevet vedrørte eksekveringen af Richard Mercer Seniors testamente. Richard Mercer var min klients svigerfar, som afgik ved døden i foråret.”

I samme sekund Miriam nævnte testamentet, gav det et ryk i Lauren Vale.

Hun lænede sig frem i bænken. Hendes læber skiltes, og hendes øjne skød lyn mod Daniels ryg. Daniel sad musestille, med skuldrene trukket helt op til ørerne, som en mand, der venter på en eksplosion.

Dommer Harrow rynkede brynene. ”Et testamente? Forklar sammenhængen, fru Cole.”

”Richard Mercer Senior efterlod en familiefond med en anslået værdi af fire komma to millioner dollars,” forklarede Miriam og lagde brevet foran retssekretæren, som straks bragte det op til dommerpulten. ”Fonden var oprettet med en meget specifik klausul. Richard Mercer var en mand af den gamle skole, som foragtede skilsmisser og opløste familier. I statutternes paragraf syv fremgår det, at fondens årlige afkast – som udgør cirka tohundredeoghalvtreds tusind dollars udbetalt kvartalsvis – kun kan tilfalde Daniel Mercer under én ufravigelig betingelse.”

Miriam holdt en kunstpause.

Hele lokalet holdt vejret. Selv den lille pige i barnevognen, Sophie, var faldet til ro, som om selv spædbørnene fornemmede det afgørende øjeblik.

”Betingelsen er,” sagde Miriam, ”at eventuelle børnebørn skal have fast bopæl hos hr. Mercer i mindst halvtreds procent af tiden. Hvis moderen har den primære forældremyndighed, eller hvis samværet er mindre end halvtreds-halvtreds, deponeres midlerne i en lukket uddannelsesopsparing for børnene, som først frigives, når de fylder femogtyve år – og Daniel Mercer modtager ikke en eneste cent.”

”Indsigelse!” råbte Pike og slog hånden i bordet. ”Dette er personlige familieforhold, som intet har med denne høring at gøre!”

”Det har alt med denne høring at gøre!” replicerede Miriam skarpt og vendte sig mod dommeren. ”Hr. Mercer ønsker ikke at passe sine syge børn. Han har aldrig skiftet en ble uden at klage, han ved ikke, hvad de vejer, han ved ikke, hvilken medicin de får. Han kræver halvtreds procents samvær for at udløse en kvart million dollars om året fra sin afdøde fars fond – penge, som han har brug for til at finansiere sin nye luksustilværelse og dække den gæld, han allerede har stiftet.”

”Det er løgn!” hviskede Daniel hæst. Hans ansigt var askeagtigt blegt. ”Det er en grov fordrejning af min fars ønsker. Min far ville have, at børnene skulle have en far!”

”Og Deres far ville have, at De skulle bo sammen med dem,” sagde Miriam koldt. ”Hvilket bringer os til det næste punkt. For at opfylde fondens krav skal hr. Mercer bevise over for kuratorerne inden den femtende november, at han har den fysiske råderet over børnene i en fast ugentlig turnus. Hvis denne retskendelse i dag tildeler moderen den fulde midlertidige bopælsret, mister hr. Mercer udbetalingen for indeværende år og sandsynligvis for altid.”

Dommer Harrow kiggede grundigt på testamentets ordlyd. Hendes øjne blev smallere for hvert sekund, der gik. Hun kiggede op, og hendes stemme var frysende kold.

”Hr. Pike. Var De bekendt med denne klausul, da De indgav begæringen om ligedeling og fritagelse for børnebidrag?”

Pike åbnede munden, men lukkede den igen. Han lignede en mand, der overvejede at træde tilbage fra advokatstanden på stedet. ”Deres Nåde… min klient har naturligvis drøftet sin overordnede økonomiske situation med mig, men grundlaget for vores begæring har altid været hans faderlige tilknytning…”