Daniel løftede langsomt hovedet. Hans øjne var rødsprængte, hans hår uglet efter at have haft hænderne begravet i det. Han lignede en mand, der var vågnet op fra en drøm og havde opdaget, at han lå i en ruin.

”Claire…” hviskede han. Der var en bøn i hans stemme – en patetisk rest af det gamle håb om, at hun ville redde ham, som hun altid havde gjort, når hans planer slog fejl.

Claire så på ham.

I ti uger havde hun frygtet dette øjeblik. Hun havde frygtet hans overlegenhed, hans charme, hans magt over hendes følelser. Men da hun så på ham nu, mærkede hun intet had. Intet raseri. Kun en dyb, befriende ligegyldighed. Han var ikke en trussel længere. Han var blot en fremmed mand i et dyrt jakkesæt, som havde spillet højt spil og tabt alt.

”Glem ikke spædbørnsplejekurset, Daniel,” sagde hun lavmælt. ”De lærer dig sikkert, hvordan man skifter en ble.”

Hun ventede ikke på hans svar. Hun skubbede vognen fremad.

Denne gang jammede hjulet ikke i døråbningen. Det rullede ubesværet over dørtrinet og ud i den brede, lyse forhal.

Udenfor retsbygningen ramte den kølige novemberluft hendes ansigt. Luften var ren og skarp, og den smagte af tidligt efterår og begyndelsen på noget nyt. Løvet på træerne langs retsbygningens store stentrappe glødede i dybe nuancer af guld og kobber – den samme farve som Claires eget hår.

Hun standsede på toppen af trappen og rettede tæppet over tvillingerne.

Noah sov trygt med den ene hånd knyttet mod brystet. Sophie åbnede sine store, mørkeblå øjne og kiggede op på himlen, hvor et par hvide skyer drev forbi i den friske brise. Hun gav en lille, tilfreds lyd fra sig.

Claire rettede ryggen. Hendes mavemuskler smertede stadig en smule, og hun vidste, at der ventede mange søvnløse nætter forude, mange flasker, der skulle skoldes, og mange regninger, der skulle betales, før Daniels bidrag begyndte at rulle ind. Men det betød ikke noget.

Hun havde sine børn. Huset var deres. Og for første gang i ti uger var der ingen, der kunne tage det fra dem.

Hun tog et fast greb om styret på den dobbelte barnevogn og begyndte langsomt, sikkert og med rank ryg at gå ned ad trappen, ud mod gaden og hjem til deres nye liv.