Claire bøjede sig ned over vognen. Hun tog en nusseklud op og lagde den forsigtigt ved Noahs kind, mens hun vuggede vognen med en rolig, rytmisk frem-og-tilbage-bevægelse med den ene fod. Børnene faldt gradvist til ro igen under hendes velkendte berøring.

Dommer Harrow lagde sine briller på skriveunderlaget. Hun gned sig over næseryggen, tog en dyb indånding og så ned på Daniel Mercer.

Daniel vovede ikke at løfte blikket. Hans advokat, Warren Pike, sad tilbagelænet med et udtryk, der tydeligt signalerede, at han i sit stille sind var i gang med at formulere sin opsigelse af klientforholdet.

”Hr. Mercer,” sagde dommer Harrow. Hendes stemme var ikke længere hævet, men ladet med en autoritet, der fik luften til at dirre. ”I mine fireogtyve år på denne dommerbænk har jeg sjældent overværet en mere kynisk, usmagelig og manipulerende opførsel fra en forælder. De har ikke blot svigtet Deres forpligtelser over for Deres nyfødte børn i en medicinsk kritisk fase; De har forsøgt at bruge dette retslokale som et instrument til at begå det, der grænser til økonomisk bedrageri over for en familiefond, på bekostning af to spædbørns trivsel og sikkerhed.”

Daniel rørte sig ikke. En enkelt tåre løb ned ad hans kind, men Claire vidste, at det ikke var en tåre af anger. Det var en tåre af selvmedlidenhed. Han græd over sit eget nederlag, over den tabte fond, over den tabte kæreste og den tabte lejlighed.

Dommeren samlede sine papirer sammen med præcise, vinkelrette bevægelser.

”Retten afsiger hermed følgende midlertidige kendelse,” sagde hun og så direkte på retssekretæren.

”Fru Claire Mercer tildeles den fulde, midlertidige forældremyndighed og den eksklusive bopælsret over børnene Sophie og Noah Mercer. Hr. Mercers begæring om halvtreds-halvtreds samvær afvises i sin helhed.”

Claire udstødte en lang, skælvende udånding. Miriam lagde en varm, fast hånd på hendes underarm.

”Hvad angår samvær,” fortsatte dommer Harrow, ”tildeles hr. Mercer midlertidigt overvåget samvær i to timer hver anden lørdag på et autoriseret familiecenter, under forudsætning af, at han forudgående gennemfører et godkendt spædbørnsplejekursus. Samværet må under ingen omstændigheder finde sted i hans private hjem eller i nærvær af tredjepart.”

Hun vendte blikket mod Daniel.

”Vedrørende det økonomiske: Hr. Mercers anmodning om tvangssalg af det ægteskabelige hjem afvises. Fru Mercer og børnene tildeles eksklusiv brugsret over ejendommen på Elmwood Terrace. Hr. Mercer pålægges at genåbne og fuldt ud finansiere forsyningsudgifterne til ejendommen med øjeblikkelig virkning. Derudover fastsættes det midlertidige børnebidrag og ægtefællebidrag til fire tusind to hundrede dollars om måneden, med tilbagevirkende kraft fra børnenes fødselsdato. Beløbet skal trækkes direkte ved kilden via hr. Mercers arbejdsgiver.”

Pike sank sammen i stolen. Daniel gav et svagt gisp fra sig. ”Fire tusind to hundrede… Deres Nåde, det kan jeg ikke betale uden fonden…”

”Så foreslår jeg, at De sælger Deres bil, hr. Mercer,” sagde dommer Harrow uden et gran af medfølelse. ”Eller finder Dem et ekstra arbejde. De skylder desuden fru Mercer tilbagebetaling af de fireogtyve tusind dollars, De uretmæssigt hævede fra den fælles konto, samt dækning af samtlige hendes advokatomkostninger i forbindelse med denne høring. Fristen for indbetaling er fjorten dage. Hvis beløbet ikke er indfriet, udsteder jeg en arrestordre for manglende efterlevelse af retskendelse.”

Dommeren tog hammeren.

”Denne ret overdrager desuden en udskrift af dagens retsbog til kuratorerne for Richard Mercer Seniors fond til orientering. Retsmødet er hævet.”

Hammeren faldt med et tørt, endegyldigt klak.

Dommer Harrow rejste sig og forlod lokalet gennem bagdøren med faste skridt.

Retssekretæren begyndte at pakke sine mapper sammen. Tilhørerne, der havde overværet dramaet, rejste sig langsomt og hviskede ophidset indbyrdes, mens de kastede stjålne blikke mod Daniel.

Daniel blev siddende. Han kiggede ikke på Claire. Han kiggede ikke på sine børn. Han sad blot og stirrede tomt ud i luften, mens hans advokat pakkede sine sager sammen uden at sige et eneste trøstende ord til sin klient. Pike lukkede sin dokumentmappe med et hårdt klik, nikkede stift mod Miriam Cole og forlod retssalen uden at vente på Daniel.

Miriam vendte sig mod Claire. Et sjældent, varmt smil bredte sig over hendes træk.

”Så, Claire,” sagde hun stille. ”Det var det.”

Claire kunne mærke en rysten i sine knæ, da hun rejste sig. Men det var ikke frygt. Det var den enorme, bedøvende lettelse, der indtræffer, når man har båret en uoverkommelig byrde op ad et bjerg og endelig får lov til at sætte den fra sig.

”Tak, Miriam,” hviskede Claire. Hendes stemme bar præg af tårer, men hendes øjne var klare. ”Jeg ved ikke… jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.”

”Du skal ikke sige noget,” sagde Miriam og klappede hende blidt på skulderen. ”Du skal gå hjem og passe dine børn. Og lade mig tage mig af resten. Han rører jer ikke igen.”

Claire greb håndtaget på barnevognen.

Hun gik mod udgangen. Da hun passerede bordet, hvor Daniel sad, standsede hun i et splitsekund.