Flere af gæsterne gisppede lavmælt. Don Salvatore, en ældre herre med sølvgråt hår, der sad tre pladser fra Luca og havde kendt Moretti-familien i generationer, lagde langsomt sin serviet på bordet og rømmede sig dæmpet. Ingen turde dog sige et ord for at forsvare kvinden.
Vanessa rødmede voldsomt, en blanding af ydmygelse og panik. “Du kan ikke mene det! Vores bryllup er om fire dage! Min far har investeret millioner i havneudvidelsen med dit syndikat! Du kan ikke smide mig væk for en stuepiges sladder og en forkælet drengs vrøvl!”
Luca vendte sig halvt mod døren, hvor to af hans mest betroede sikkerhedsfolk, Marco og Matteo, stod diskret i skyggerne under buerne. De havde observeret scenen uden at fortrække en mine, parat til at handle på det mindste vink.
“Marco,” sagde Luca roligt.
“Ja, boss?” svarede den høje mand i den mørke uldfrakke straks og trådte frem.
“Gå op på frøken Bellinis værelse. Pak hendes kufferter. Alt hvad hun har bragt ind i dette hus over de seneste tre måneder, skal ligge ude på indkørslen inden for tyve minutter.”
“Luca, nej!” skreg Vanessa, og hendes stemme knækkede over i ren rædsel. Hun tog et skridt fremad, rakte ud mod ham over bordet, men væltede i farten sit krystalglas med rødvin. Den dybrøde væske spredte sig hastigt over den kridhvide dug, som en frisk blodpøl mellem dem. “Du kan ikke gøre det her mod mig! Jeg er din forlovede!”
“Det var du,” svarede Luca uden at blinke. Han stak hånden i lommen, trak en slank lædertegnebog frem, åbnede den med rolige bevægelser og tog en tyk stak pengesedler ud. Han lagde dem ikke på bordet, men beholdt dem i hånden, mens han kiggede på hende med en foragt, der var tungere end bly. “Du fjernede min kones billede. Du fik mit barn til at tro, at jeg ønskede at glemme hans mor. Du nægtede ham mad under mit eget tag for at knække hans vilje. Du har overtrådt den eneste grænse, der aldrig kan tilgives i denne familie.”
Med en uendelig langsom bevægelse greb Luca fat i sin egen jakkelomme og trak sit blik over mod mig.
“Claire,” sagde han.
Jeg gyste og rettede mig instinktivt op. “Ja, hr. Moretti?”
“Sæt fadet fra dig og kom herhen.”
Mine ben føltes som bly, men jeg adlød. Jeg placerede det tunge sølvfad på vognen og tog de få skridt hen til bordenden, hvor Benjamin sad. Drengen kiggede op på mig med store, fugtige øjne, stadig holdende fast i det lille lyserøde bånd, der havde tilhørt hans mor.
Luca så på mig med en alvor, der fik mig til at holde vejret. “Du var bange for at miste dit arbejde, fordi du vidste, at din mor havde brug for huslejen på fredag?”
Jeg mærkede en tåre glide ned ad min kind og skyndte mig at tørre den væk med håndryggen. “Ja, hr. Moretti. Min mor har svær gigt… hun har arbejdet hårdt hele sit liv, og jeg er den eneste, hun har. Hvis jeg blev fyret uden en anbefaling…”
“Du bliver ikke fyret,” sagde Luca fast. Han rakte hånden ud og gav mig den stak sedler, han lige havde taget frem. Jeg stirrede vantro på det. Der var tusindvis af dollars. Mere end jeg tjente på et helt år. “Dette er ikke din løn. Dette er en kompensation for den trussel, du blev udsat for under mit tag. Din mors husleje er sikret. Og fra i aften er du ikke længere stuepige.”
Vanessa udstødte en kvalt lyd af harme. “Giver du penge til tjenestefolket foran vores gæster? Luca, du er ved at miste forstanden!”
Luca ignorerede hende fuldstændigt. Hans øjne forblev rettet mod mig. “Fra i aften, Claire, er du Benjamins personlige guvernante og ledsager. Din løn bliver tredoblet, og du refererer udelukkende til mig. Ingen i dette hus—hverken familie, gæster eller kommende bekendtskaber—har autoritet over dig eller min søn. Forstår du det?”
Jeg kunne knap trække vejret. En bølge af lettelse skyllede igennem mig, så stærk, at jeg måtte støtte mig let til kanten af bordet. “Ja, hr. Moretti. Tusind tak. Jeg… jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige.”
“Du behøver ikke sige noget,” sagde Luca blidt. “Du passede på ham, da ingen andre gjorde det. Det er alt, hvad jeg behøver at vide.”
Han vendte sig derefter mod selskabet. De fireogtyve gæster sad stadig musestille. Mænd med magt, kvinder i diamanter, allierede og forretningspartnere fra byens mest indflydelsesrige kredse.
“Mine damer og herrer,” sagde Luca med en stemme, der ubesværet fyldte hele rummet. “Jeg må beklage forstyrrelsen på det, der skulle have været en festlig aften. Forlovelsen mellem huset Moretti og familien Bellini er hermed ophævet med øjeblikkelig virkning. Vores forretningsaftaler med Bellini-koncernen vil blive afviklet i overensstemmelse med kontrakternes standardbetingelser inden for fyrreogtyve timer. I er velkomne til at nyde resten af maden og vinen, men jeg må bede jer om at forlade ejendommen inden midnat.”
