DEL 1 — KJOLEN, SOM ALEXANDRE ALDRIG SKULLE HAVE SET IGEN
Sedlen faldt ned i den lille sorte papirkurv med en næsten latterlig lyd.
Mireille Laurent slog blikket ned.
Så så hun på manden foran sig.
Alexandre Beaumont smilede.
Ulastelig sort smoking.
Hvid skjorte.
蝶蝴蝶结 (Sløjfe / butterfly).
Ublu dyrt ur.
Ved hans arm betragtede Camille de Rochefort scenen i en champagnefarvet kjole dækket af pailletter.
Bag dem, under krystallysekronerne, stod salonens midtpunkt.
En ekstraordinær kjole.
Elfenbenshvid.
Mørkerød.
Gammelt guld.
Et håndbroderet livstykke.
Lange ærmer.
Et fyldigt skørt dekoreret med indviklede blomstermønstre.
Alexandre stak tegnebogen tilbage i lommen.
— Tag det… og gå væk fra kjolen.
Mireille bevægede sig ikke.
Hun holdt stadig sin frynsemobbe.
— Behold Deres penge, herre.
Camille løftede let på øjenbrynene.
Alexandre lo dæmpet.
— Ved De overhovedet, hvad den er værd?
Mireille så ikke længere på ham.
Hendes øjne havde rettet sig mod kjolen.
På den venstre side af livstykket.
Inde i en ranke broderet med rød tråd var et lille guldsting omvendt.
Næsten usynligt.
Men Mireille kendte det.
Hendes ansigt forandrede sig.
— Jeg ved frem for alt, hvem den blev syet til.
Alexandres smil svandt ind.
— Til hvem?
Mireille løftede blikket.
— Til Deres mor… og jeg var sammen med hende den nat, hun forsvandt.
Alexandre stod ubevægelig.
Camille holdt op med at smile.
— Hvad sagde De lige?
Mireille så sig omkring.
Flere ekspedienter havde hørt det.
— Ikke her.
Alexandre gav tegn til salonens direktør.
Ti minutter senere var de i et lille privat kontor.
Kjolen forblev synlig bag glasdøren.
Alexandre satte sig ikke ned.
— Begynd forfra.
Mireille stillede sin kost op ad væggen.
— Deres mor hed Isabelle Beaumont.
— Jeg ved, hvad min mor hed.
— Hun rejste ikke frivilligt.
Denne sætning ramte ham hårdere end den første.
I fireogtyve år havde Alexandre levet med den samme historie.
Hans mor havde forladt Frankrig.
Hun havde forladt sin mand.
Sin søn.
Sit liv.
Henri Beaumont, hans far, havde gentaget denne version for ham snesevis af gange.
Som fjortenårig havde Alexandre troet på det.
Som tyveårig var han holdt op med at vente.
Som trediveårig havde han lært at hade en fraværende kvinde.
— De lyver.
Mireille nikkede roligt med hovedet.
— Jeg regnede med, at De ville sige det.
— Hvem var De for hende?
Mireille så på sine hænder.
— Hendes påklæderske.
Alexandre rynkede panden.
— Hendes påklæderske?
— Og før det, lærling i det modehus, som skabte denne kjole.
Hun pegede mod ruden.
— Det omvendte sting dér.
Det var mig, der lavede det.
Camille trådte nærmere.
— Hvorfor?
Mireille trak vejret dybt ind.
— Fordi Isabelle havde bedt mig om det.
Alexandre vendte sig mod hende.
— Hvorfor skulle min mor have bedt om at ændre sin egen kjole?
— For at skjule noget.
Stilheden blev tung.
Mireille fortsatte.
Fireogtyve år tidligere havde Isabelle opdaget, at hendes mand, Henri Beaumont, brugte adskillige familieselskaber til at underslæbe penge.
Men det var ikke kun økonomisk.
Henri udbetalte også store summer til mellemmænd, som havde til opgave at lægge pres på visse forretningsforbindelser.
Isabelle havde kopieret flere dokumenter.
Hun ville overdrage disse beviser til en dommer efter Beaumont-fondens årlige gallafest.
— Hun var bange for, at Deres far ville gennemsøge hendes værelse, sagde Mireille. Så hun bad mig sy en hemmelig lomme i kjolen.
Alexandre blev bleg.
— Var dokumenterne i denne kjole?
— En del af dem.
Han vendte sig om mod den udstillede kjole.
— Hvor?
Mireille rystede på hovedet.
— Lommen er der ikke længere.
— Hvordan ved De det?
— Fordi nogen har sprættet den op.
Alexandre gik hen til ruden.
Han stirrede på kjolen.
— Og den nat?
Mireille lukkede øjnene.
— Isabelle steg ind i en sort bil efter gallafesten.
— Med hvem?
Mireille tøvede.
Så svarede hun:
— Med Deres far.
DEL 2 — DEN NAT ISABELLE FORSVANDT
Alexandre forblev tavs i lang tid.
— Min far fortalte mig, at hun tog af sted alene.
— Det er ikke sandt.
Mireille fortalte alt.
Gallafesten havde fundet sted i et palæ i det ottende arrondissement.
Omkring midnat havde Isabelle bedt Mireille om at hjælpe hende med diskret at forlade salen.
Hun var nervøs.
Hun havde en mappe i sin taske.
Og kjolen indeholdt en lille kuvert syet ind i foret.
— Hun sagde en sætning til mig, som jeg aldrig har glemt.
Mireille så på Alexandre.
— «Hvis der sker mig noget, skal Alexandre vide, at jeg aldrig forlod ham.»
Alexandre vendte blikket bort.
Camille lagde en hånd på hans arm.
Han skubbede den blidt væk.
— Hvad så bagefter?
— Deres far dukkede op.
Henri havde forlangt at tale alene med Isabelle.
De havde talt sammen bag hotellet.
Mireille havde hørt hævede stemmer.
Så havde Henri tilkaldt en bil.
