Ingen protesterede. Ingen turde. Gæsterne nikkede tavst med bøjet nakke, vel vidende at de netop havde overværet en tektonisk forskydning i byens magtbalance.

Vanessa stod lamslået. Hendes ansigt var forvredet i et hysterisk raseri. “Min far vil høre om dette, Luca! Tror du, du bare kan ydmyge mig foran hele byen uden konsekvenser? Han vil trække hver en øre ud af dine havneanlæg!”

Luca tog to rolige skridt hen mod hende. Han bøjede sig let frem, så kun hun, Benjamin og jeg kunne høre hans næste ord. Hans øjne var koldere end is.

“Lad din far prøve, Vanessa. Fortæl ham nøjagtigt, hvad du gjorde i dag. Fortæl ham, hvordan du forsøgte at fjerne min søn fra hans retmæssige hjem bag min ryg. Hvis han tager ét eneste skridt imod mine forretninger for at dække over dit forræderi, vil jeg ikke blot knuse hans investeringer—jeg vil sikre mig, at Bellini-navnet bliver slettet fra enhver kontrakt i denne stat. Gå op og pak dine ting, før jeg lader mine mænd smide dig ud på gaden i det tøj, du står i.”

Vanessa gøs. Hun kiggede desperat rundt på de andre gæster, men mødte kun bortvendte blikke. Selv hendes nærmeste bekendte kiggede ned i deres tallerkener. Hun indså, at hun havde tabt alt. Med et kvalt skrig samlede hun op i sin røde silkekjole, vendte sig om og stormede ud af spisestuen, mens hendes høje hæle hamrede mod marmorgulvet i forhallen, indtil lyden forsvandt op ad den store trappe.

Stilheden vendte tilbage til spisestuen, men den var anderledes nu. Den tunge trussel var lettet, erstattet af en mærkbar ærefrygt.

Luca vendte sig mod Benjamin. Al hårdhed forsvandt fra hans ansigtstræk som dug for solen. Han bøjede sig ned over sin søn, lagde en varm hånd på drengens skulder og smilede svagt.

“Kom, Ben,” sagde han blidt. “Lad os gå op i biblioteket. Du behøver ikke sidde her mere.”

Drengen kiggede på sin tallerken, hvor den varme kylling og de nye kartofler lå urørt. “Men far… maden?”

Luca rystede på hovedet med et kærligt glimt i øjet. “Claire tager en frisk portion med op til os. Vi to skal have en rigtig middag sammen foran pejsen. Og bagefter finder vi din mors billede frem igen. Hvad siger du til det?”

Et spinkelt, men ægte smil brød igennem Benjamins tårer. Han nikkede ivrigt. “Ja tak, far.”

Luca rakte hånden ud, og Benjamin greb den uden tøven. Faderen løftede ubesværet drengen op på armen, lod ham hvile trygt mod sit bryst, og vendte sig mod mig.

“Claire, tag en pause på ti minutter. Få vejret. Gå derefter ned i køkkenet og bed kokken om at tilberede to friske bøffer, grillede asparges og Benjamins yndlingsdessert—den med chokolademoussen. Byd dig selv på hvad som helst, du har lyst til. Bring det op på mit kontor, når det er klar.”

“Ja, hr. Moretti,” svarede jeg med en stemme, der stadig rystede en smule af overvældelse. “Med det samme.”

Luca nikkede, vendte ryggen til selskabet og bar sin søn ud af den store spisestue. Da dobbeltdørene lukkede sig bag dem, slap jeg endelig det åndeløse greb om serveringsvognen. Jeg stod et øjeblik alene i den dæmpede summen fra gæsterne, der langsomt begyndte at hviske sammen om det drama, de netop havde overværet.

Jeg kiggede ned på mine hænder, hvor den tykke stak pengesedler lå solidt placeret. Det var nok til at betale min mors husleje for et helt år, hendes medicin og mere til. Men det var ikke pengene, der fik en varm tåre til at trille ned ad min kind. Det var bevidstheden om, at den lille dreng med de bange øjne og det slidte lyserøde bånd i lommen endelig var i sikkerhed, beskyttet af en far, hvis kærlighed intet menneske på denne jord kunne bryde.

Jeg rettede mit forklæde, løftede hovedet og gik mod køkkendøren med faste skridt. Der var et måltid, der skulle laves, og for første gang i mine to år i Moretti-palæet vidste jeg, at jeg ikke længere blot tjente en magtfuld mafiafamilie; jeg var blevet den person, der skulle hjælpe med at hele et knust hjem.