“Marcus og Celeste kendte hinanden længe før, hun ’tilfældigt’ stødte ind i dig på den kunstudstilling i København,” fortsatte Elena, mens hendes bryst hævede og sænkede sig hurtigt. “Det var Marcus, der hyrede hende. Ikke kun for at holde øje med dig og sikre, at jeg ikke havde efterladt noget i huset, men for at overtage kontrollen med dine aktier gennem et ægteskab. Da jeg konfronterede Marcus den aften for fjorten måneder siden, indså jeg for sent, at han var hovedmanden. Han prøvede at køre mig af vejen ved skovvejen nær birkesøen.”
Adrians hænder knyttede sig, så knoerne blev hvide. Han tænkte på sin bror, der havde stået ved poolen for mindre end tre timer siden, klappet ham på skulderen og ønsket ham held og lykke med frieriet. Marcus havde været der. Han havde stået mindre end tyve meter fra det skjulte rum under poolen, hvor Elena sad spærret inde.
“Hvorfor slog de dig ikke bare ihjel?” spurgte Adrian, selvom tanken fik hans stemme til at knække.
“Fordi jeg nåede at kryptere originaldokumenterne, bankoverførslerne og lydoptagelsen af min samtale med Marcus,” svarede Elena og kiggede ned på den sovende Mila. “De fandt min bærbare computer i bilen, men den var tom. I fjorten måneder har de flyttet mig fra et nedlagt dambrug i Jylland til en lydisoleret kælder nord for byen. De sultede mig, truede med at skade Mila, men jeg vidste, at i det sekund jeg gav dem koden og placeringen, var både jeg, du og Mila døde. Så længe jeg var den eneste, der vidste, hvor beviserne var, var de nødt til at holde mig i live.”
“Hvorfor bragte de dig til vores hus i morges?”
“Politiet kom for tæt på kælderen i Nordsjælland efter et tip om mistænkelig aktivitet,” sagde Elena. “Celeste panikkede. Hun kendte koderne til det gamle vedligeholdelsessystem under din pool, fordi det var Marcus’ entreprenørfirma, der renoverede terrassen sidste sommer – lige efter jeg forsvandt. De byggede rummet om til en midlertidig celle. De tænkte, at det sidste sted, nogen ville lede efter mig på selve dagen for din forlovelsesfest, var lige under fødderne på hundrede gæster. I nat skulle jeg have været sejlet ud af landet på et fragtskib.”
Adrian bøjede sig frem og lagde sin pande mod hendes hånd. Skyldfølelsen var som en fysisk vægt, der truede med at knuse hans brystkasse. I over et år havde han boet i det hus, sovet i sin seng, spist middag med Celeste på terrassen, mens hans bror havde holdt Elena fanget i mørket.
“Hvor er beviserne, Elena?” spurgte han og løftede hovedet. “Politiet afhører Celeste lige nu, men hun nægter at udtale sig. Hvis Marcus finder ud af, at hun er anholdt – og det ved han allerede fra de andre gæster – vil han begynde at slette alle spor og forberede sin flugt.”
Elena så ned på deres datter. Et svagt, næsten usynligt smil viste sig i hendes mundvig.
“De gennemsøgte min lejlighed, min bankboks, mine forældres sommerhus,” hviskede Elena. “De tænkte aldrig på, at jeg gav det til den eneste person, der aldrig gav slip på sine ting.”
Adrian fulgte hendes blik mod Mila.
“Spilledåsen,” udbrød han stille.
Den gamle, udskårne træspilledåse formet som en karrusel, som havde stået på Milas natbord, siden hun var tre år gammel. Den, der spillede den selvsamme melodi, som Elena plejede at synge med det forkerte ord.
“Under det røde fløjlsfor i bunden,” sagde Elena. “Der ligger et mikro-SD-kort og en lille fysisk sikkerhedsnøgle. Uden den fysiske nøgle kan ingen åbne filerne. Og koden til selve filen… er det forkerte ord i sangen.”
Fælden i mørket
Klokken var 02:15, da Adrian kørte sin bil gennem de smedejernslåger, der omgav hans ejendom. Politiet havde forladt stedet en time tidligere efter at have sikret tekniske spor i rummet under poolen, og huset lå nu hen i et spøgelsesagtigt mørke. Kun de hvide og gule afspærringsbånd omkring poolområdet blafrede i nattevinden og mindede om aftenens begivenheder.
Adrian havde efterladt fire betjente uden for Elenas hospitalsstue med strenge ordrer fra kommissær Lindqvist om, at ikke engang hospitalsdirektøren måtte komme ind uden forudgående godkendelse. Lindqvist selv var på vej fra politigården for at møde Adrian ved huset, men Adrian var kørt i forvejen. Han kunne ikke vente.
Han låste sig ind ad hoveddøren. I entréen stod der stadig halvtømte champagneglas på konsolbordet. En kvindes glemte silketørklæde lå på gulvet. Huset virkede enormt, koldt og fremmed.
Adrian gik med hurtige, lydløse skridt op ad den brede egetræstrappe til første sal. Han drejede til venstre ned ad gangen mod Milas værelse. Døren stod på klem.
Han trådte ind i det dæmpede lys fra gadelygterne udenfor. På det lille hvide natbord ved siden af sengen stod træspilledåsen.






