Adrian gik derhen, tog den op og vendte den om. Med sin bilnøgle vristede han forsigtigt den lille bundplade løs og trak det røde fløjlsstof til side. Der, tapet fast til træværket med sort isoleringstape, sad et lille metalstik og et mikro-SD-kort.
Han trak vejret dybt og stak begge dele i sin inderlomme.
I samme øjeblik knirkede et gulvbræt ude på gangen.
Det var ikke lyden af træ, der gav sig i nattens kulde. Det var lyden af en tung sko, der flyttede vægten.
Adrian slukkede øjeblikkeligt lyset på sin telefon og trådte ind i skyggen bag det store klædeskab ved døren. Hans hjerte hamrede mod ribbenene.
Døren til børneværelset gled langsomt helt op.
En skikkelse i en mørk frakke trådte ind. Lyset fra gangen faldt skråt ind over mandens ansigt og afslørede de skarpe kindben, det velplejede gråsprængte hår og de kolde øjne, der lignede Adrians egne, men manglede enhver form for varme.
Marcus.
I sin højre hånd holdt han en lille, tung genstand af sort metal. En pistol med lyddæmper.
Marcus gik direkte hen til natbordet. Da han så den adskilte spilledåse ligge med bunden i vejret, og det tomme stykke tape, stivnede han.
“Jeg vidste, hun var for klog til at gemme det i en bank,” lød Marcus’ stemme ud i det tomme værelse. Han vendte sig halvt om mod skyggerne. “Kom frem, Adrian. Jeg så din bil nede i indkørslen, lige efter jeg havde koblet alarmerne fra.”
Adrian trådte langsomt frem fra skabet, men holdt sig på afstand, tæt ved døren ud til den øvre gallerigang.
“Du var min bror,” sagde Adrian. Hans stemme rystede ikke af frygt, men af et raseri så dybt, at det brændte i halsen. “Jeg stod ved siden af dig til din fars begravelse. Jeg gjorde dig til gudfar for Mila. Og du lod hende tro, at hendes mor var død, mens du holdt Elena fanget som et dyr under vores egne fødder!”
Marcus sukkede tungt, næsten som om Adrian var et urimeligt barn, der ikke forstod verdens gang.
“Far efterlod firmaet i ruiner, Adrian, selvom han udadtil spillede den store patriark,” sagde Marcus roligt og hævede pistolen en smule, så mundingen pegede direkte mod Adrians bryst. “Mens du sad på dit tegnekontor og vandt priser for smukke facader og bæredygtigt glas, var det mig, der sad med kreditorerne. Hvis jeg ikke havde flyttet de penge og brugt de østeuropæiske fonde, var Vestergaard & Sønner gået konkurs for tre år siden. Alt, hvad du ejer – det her hus, Milas privatskole, din livsstil – eksisterer kun, fordi jeg gjorde mine hænder beskidte.”
“Du stjal to hundrede millioner til dine egne konti!” råbte Adrian. “Og du kidnappede Elena!”
“Elena kunne ikke lade det ligge!” snerrede Marcus, og masken af ro krakelerede for første gang. “Jeg tilbød hende tyve millioner for at tie stille og forsvinde med Mila til udlandet. Men hun var for stædig. Og Celeste… Celeste skulle blot sørge for, at du skrev under på fuldmagterne efter brylluppet, så vi kunne lukke de sidste huller i regnskabet, før revisionen til efteråret. Men nu har den forbandede unge ødelagt det hele.”
Ved omtalen af Mila som ‘den forbandede unge’ forsvandt al forsigtighed i Adrian.
“Giv mig kortet og nøglen, Adrian,” sagde Marcus og tog et skridt frem. “Elena har alligevel kun talt i vildelse på hospitalet. Uden de fysiske filer er det blot en psykisk ustabil kvindes ord mod mit. Celeste tager skraldet for kidnapningen – jeg har allerede sørget for, at alle spor fra det falske sikkerhedsfirma peger direkte tilbage på hendes private konti. Giv mig beviserne, så kan vi to redde familien.”
“Du er ikke min familie,” sagde Adrian.
Med en pludselig bevægelse greb Adrian fat i den tunge træstol ved Milas skrivebord og slyngede den direkte mod Marcus.
Et dæmpet pfft lød, da Marcus trykkede på aftrækkeren. Kuglen flænsede gennem stolesædet og slog splinter ud af dørkarmen bag Adrian, men stolen ramte Marcus’ arm og slog ham ud af balance.
Adrian kastede sig ikke over ham; han vidste, at en kugle på klos hold ville afslutte det hele. I stedet spurtede han ud på gangen og ned ad trappen mod stueetagen. Hvis han kunne nå ud i haven, hvor han kendte hver en krog, og hvor politiet måtte være blot minutter væk, havde han en chance.
Bag sig hørte han Marcus’ tunge, hurtige trin på trappen. Endnu et dæmpet skud lød, og en stor glasvase i entréen eksploderede i tusindvis af glitrende skår over marmorgulvet.
Adrian rev terrassedøren op og løb ud i den kølige nat. Regnen var taget til, og fliserne omkring poolen var glatte. Afspærringsbåndene viklede sig om hans ben, da han sprang over dem og søgte dækning bag den lave mur ved udekøkkenet.
Lyset i haven var slukket, kun det svage turkisblå undervandslys i poolen kastede urolige, bølgende skygger op på husets hvide mure.






