Hans højre hånd famlede gennem det stigende vand på gulvet, indtil hans fingre lukkede sig om en tung, rusten rørtang, der lå ved foden af pumpen.
Med det sidste af sin styrke svingede Adrian rørtangen opad og ramte Marcus direkte på siden af skulderen og kravebenet.
Et højt knæk hørtes gennem larmen fra det fossende vand. Marcus hylede af smerte og slap grebet om Adrians hals, mens han faldt om på siden i vandet og holdt sig til sin knuste skulder.
Adrian rullede væk, hostede voldsomt og hev efter vejret, mens han kravlede hen og fik fat i pistolen under madrassen. Han rejste sig vaklende, gennemblødt og blødende fra en flænge ved øjet, og rettede våbnet mod sin bror, der lå sammenkrøbet i det ankeldybe vand.
Lige i det øjeblik lød råb udefra terrassen. Kriminalkommissær Lindqvist og tre betjente med trukne våben og skarpe lommelygter kom til syne i døråbningen for enden af korridoren.
Lyskeglerne skar gennem dampen og lyste ned på Marcus.
Adrian sænkede langsomt pistolen, lagde den op på en tør metalkasse og tog sig til brystet, hvor sikkerhedsnøglen og det lille kort stadig lå sikkert i hans inderlomme.
“Han er jeres,” hviskede Adrian hæst til Lindqvist.
Det rigtige ord
Seks uger senere var efteråret for alvor kommet til landet, men solen skinnede klart gennem de gule og røde blade på træerne uden for den lille kystvilla nord for byen, som Adrian havde lejet.
Det store hus med poolen var sat til salg. Ingen af dem ønskede nogensinde at sætte deres fødder der igen.
Indenfor duftede der af nybagte boller og varm kakao. Retssagen mod Marcus, Celeste og deres tre medskyldige i bestyrelsen rullede for fuld kraft i medierne, og med de ukrypterede filer fra Milas spilledåse havde anklagemyndigheden opbygget en sag så vandtæt, at ingen af dem ville se friheden i mange år. Familiefirmaet var blevet sat under administration, men Elenas vidneudsagn og dokumenter havde reddet de almindelige medarbejderes arbejdspladser og renset hendes og Adrians navne fuldstændigt.
Adrian stod i køkkenet og kiggede ud i stuen.
Elena sad i den store lænestol ved vinduet med et blødt uldtæppe om benene. Hun havde stadig ar om håndleddene, og hun hoppede stadig lidt i stolen, hvis en dør smækkede for hårdt, men farven var vendt tilbage i hendes kinder, og hendes korte, nyklippede hår indrammede hendes ansigt smukt.
På gulvtæppet foran hende sad Mila. På bordet mellem dem stod den gamle træspilledåse, som politiet havde leveret tilbage dagen forinden, nu repareret og limet sammen igen af Adrian.
Mila drejede nøglen på siden af karrusellen og slap den. De spinkle, klare toner fra den gamle vuggevise fyldte den solbeskinnede stue.
Elena bøjede sig frem, tog sin datters hænder i sine og begyndte at synge lavt med på melodien. Hendes stemme var ikke længere en svag, knust hvisken gennem en kold ventilationsrist; den var varm, klar og levende.
Da hun nåede til den tredje linje – det sted, hvor hun altid plejede at bytte ordet stjerner ud med mælkebøtter – stoppede hun et halvt sekund, kiggede op på Adrian i døråbningen og smilede gennem de glitrende tårer i sine øjne.
Så sang hun det forkerte ord.
Og for første gang i over et år fyldte Milas høje, ubekymrede latter hele huset, mens Adrian gik hen og lagde armene omkring dem begge.






