“Adrian!” lød Marcus’ stemme gennem regnen. Han stod i døråbningen med pistolen hævet, mens han spejdede ud i halvmørket. “Der er et fly klar til mig i Roskilde Lufthavn om en time. Hvis du giver mig nøglen nu, lader jeg dig leve. Hvis jeg selv skal hente den i din lomme, kommer Mila til at vokse op uden en far!”
Adrian kiggede rundt. Hans øjne faldt på den åbne metaldør ind til vedligeholdelsesrummet under poolplatformen – det rum, hvor Elena havde ligget blot få timer forinden. Døren stod stadig på vid gab efter politiets undersøgelser, og nede fra den smalle korridor lød den konstante brummen fra de tunge vandpumper.
Adrian samlede en tung metalbakke op fra et af festbordene og kastede den med al sin kraft over mod den modsatte ende af terrassen, tæt på hækken.
Bakken ramte fliserne med et øredøvende brag.
Marcus drejede øjeblikkeligt rundt og affyrede to hurtige skud mod hækken, mens han bevægede sig i den retning.
I samme sekund rejste Adrian sig lavt og lydløst, løb de få meter over det våde trædæk og gled ind gennem metaldøren til rummet under poolen.
Men hans våde sko gled på det glatte metaltrin ved indgangen. Hans skulder ramte dørkarmen med et dumpt, metallisk drøn.
Udenfor stoppede Marcus’ fodtrin brat.
Adrian trak sig længere ind i den smalle korridor, forbi det lille rum med den beskidte madras, hvor Elenas tæppe stadig lå på gulvet, og længere ind i selve maskinrummet under den dybe ende af poolen. Her løb tykke PVC-rør langs loftet, og store elektriske kontrolpaneler summede svagt i det gullige lys fra en enkelt nødpære. Lugten af klor, fugtig beton og gammel frygt hang tykt i luften.
Skyggen i døråbningen blokerede lyset udefra.
Marcus trådte ned ad de tre trin til korridoren. Hans åndedræt var tungt, og regnvandet dryppede fra hans frakke og fra spidsen af lyddæmperen.
“Et passende sted at afslutte det,” sagde Marcus, mens hans sko klaskede mod det våde betongulv. “Hun lå her og sang for sin datter, ikke? Det var næsten rørende, da Celeste fortalte mig over telefonen, hvordan I stod og bankede på væggen.”
Adrian stod presset op mod hovedpanelet til poolens opvarmnings- og pumpesystem. Der var ingen bagudgang. Kun rå betonvægge og tykke rør.
Hans hånd gled langsomt om bag hans ryg og fik fat i det store, røde nødstop- og udluftningshåndtag til højtryksfilteret – en gammel installation, som sikkerhedschefen havde advaret ham om for måneder siden, fordi pakningerne var rustne og stod under massivt tryk.
“Kom nu frem i lyset, lillebror,” sagde Marcus og passerede Elenas celle. Han trådte ind i selve det smalle maskinrum og løftede pistolen i øjenhøjde, mindre end tre meter fra Adrian. “Smid kortet på gulvet.”
Adrian tog langsomt mikro-SD-kortet op af lommen med venstre hånd og holdt det frem mellem to fingre.
Marcus’ øjne låste sig fast på det lille stykke plastik. Al hans opmærksomhed samlede sig i det ene punkt. Han tog et skridt nærmere og rakte den frie hånd frem, lige under det store hovedrør, hvor trykmåleren stod i det røde felt.
“Og sikkerhedsnøglen,” sagde Marcus.
“Den er lige her,” sagde Adrian.
Med al sin vægt rykkede Adrian det rustne håndtag bag sin ryg helt i bund.
Et øredøvende hvæs lød, efterfulgt af et metallisk smæld, da den gamle pakning over Marcus’ hoved sprængtes under det pludselige trykskift. En kaskade af skoldhedt, klorholdigt vand og damp fra opvarmningsenheden stod ud i en voldsom stråle direkte ned i hovedet og ansigtet på Marcus.
Marcus skreg, da det varme vand blændede ham, og han fyrede i blinde. Kuglen slog gnister mod et metalrør til venstre for Adrian og rikochoetterede ind i betonvæggen.
Adrian tøvede ikke et sekund. Han kastede sig frem gennem dampen, greb fat om Marcus’ håndled med begge hænder og bankede hans arm hårdt ind i kanten af det tunge stålfilter.
Pistolen faldt med et klonk ned på det oversvømmede betongulv og gled ind under madrassen i rummet ved siden af.
Marcus var større og tungere, og på trods af smerten i ansigtet langede han ud med sin venstre næve og ramte Adrian hårdt på kindbenet. Adrian røg bagover ind i rørvæggen, så luften blev presset ud af hans lunger. Vandet på gulvet steg hurtigt omkring deres ankler.
Marcus kastede sig over ham, greb fat om Adrians strube med begge hænder og pressede ham ned mod det kolde, beskidte vand på gulvet.
“Du skulle bare have holdt dig til dine tegninger!” brølede Marcus med blodsprængte øjne, mens han lagde al sin vægt i grebet.
Adrian gispede efter vejret. Sortheden begyndte at flimre i udkanten af hans synsfelt. Han tænkte på Mila på hospitalet. Han tænkte på Elena, der havde overlevet fjorten måneder i dette helvede blot på viljestyrke og kærlighed til deres barn. Han nægtede at dø hernede i mørket.






