“Grundpladsen er afspærret, hr. Vale. Portene er lukkede. Leo er ved portnerhuset, og fru Henderson har afskediget dagvagten.” Naomi gik direkte hen til fodenden af Evelyns seng og ignorerede Celeste fuldstændigt. Hun kiggede på overlægen, en træt udseende mand i fyrrerne, hvis hvide kittel bar indskriften “Dr. K. Patel.”
“Doktor,” sagde Naomi tydeligt, “hun har brug for et komplet toksikologisk panel. Bredspektret. Specifikt rettet mod centralnervesystemdepressiva, antikolinergika og syntetiske beroligende midler.”
Dr. Patel kiggede op fra sin mappe. “Hvem er du?”
“Det er mig, der fandt hende,” sagde Naomi. “Og det er mig, der har ført hendes daglige lægejournal de sidste fem år.”
„Hun blev kvalt i vand, doktor!“ afbrød Celeste skarpt, næsten panisk. Hun trådte mellem Naomi og lægen. „Min svigermor har lidt af spiserørsspasmer siden sin lungebetændelse i maj. Hendes læge, Dr. Malcolm Voss, ordinerede en streng behandling. Naomi … hun er vores husholderske. Hun har ingen medicinsk uddannelse. Hun gik i panik, da hun kom ind i værelset, misforstod situationen og overfaldt mig fysisk.“
Celeste løftede sit bandagerede håndled og rystede let. “Hun slog mig med en bakke. Hun er irrationel. Adrian, tak. Din mor har brug for fred og ro. Hun har ikke brug for, at denne kvinde forvandler en uheldig medicinsk hændelse til et afhør.”
Adrian så på dem begge. Forvirringen i hans øjne var uudholdelig. Han elskede Celeste; i otte måneder havde han været betaget af hendes charme, hendes baggrund, hendes naturlige elegance ved velgørenhedsfester. Datter af en gammel bankfamilie fra Boston, hun var raffineret, blid, den ideelle partner for det offentlige imperium, han var ved at bygge op. Og Naomi… Naomi var den beskedne skikkelse, der havde strøget hans skjorter, da han var 27, der havde lavet kyllingesuppe til ham, efter han havde brækket kravebenet på ski, der havde holdt Evelyns hånd under hendes to anfald af lungebetændelse.
“Naomi,” sagde Adrian truende. “Tag dig tilbage. Hvis Celeste siger, at hun blev kvalt…”
“Se på hendes hals, hr. Vale,” sagde Naomi uden at tage øjnene fra Adrian. “Se på din mors hals.”
Adrian blinkede. Han gik hen til sengen.
Under det skarpe lys fra halogenlamperne, over kanten af den blå hospitalskittel, begyndte svage røde petekkier at vise sig på Evelyns hals. Disse små bristede blodkar, forårsaget af stærkt tryk på brystet, var blevet synlige.
Dr. Patel bevægede sit stetoskop, hans øjne kneb sig sammen og lænede sig frem. Han sænkede kraven på Evelyns frakke. “Disse lyde er nye,” mumlede han. “Det er ikke en spiserørskrampe.”
Celeste gispede overrasket. “Hun kæmpede! Hun klamrede sig til halsen og kunne ikke trække vejret. Jeg holdt hendes hænder for at forhindre hende i at rive hendes hud i stykker!”
“Hendes negle er klippet hurtigt,” sagde Naomi faktuelt. “De har været sådan, siden hendes gigt blev værre i august. Hun ville ikke kunne plukke en fersken, så forestil dig at sprænge kapillærerne i hendes hals!”
Naomi gik rundt om sengen og lænede sig mod Adrian. Hun hviskede ikke; hun talte med den skræmmende klarhed af absolut sandhed. “Din mor blev ikke kvalt, Adrian. Nogen holdt en pude over hendes næse og mund, indtil hendes hjerte næsten stoppede. Og hvis du lader Dr. Voss dække over det her, før amtslaboratoriet har gennemført en fuld stofskifteundersøgelse, begraver du din mor, før du er gift.”
“Det er nok!” skreg Celeste. Tårer strømmede endelig ned ad hendes fejlfrie kinder og udtværede hendes foundation. “Adrian, hun anklager mig! Hun står bogstaveligt talt foran lægerne og anklager mig for at forsøge at dræbe din mor! Få hende udvist! Hvis du ikke ringer til sikkerhedsvagterne med det samme, gør jeg det!”
Adrian kneb kæben sammen. Hans næver knyttede sig. Han så på Naomi, et glimt af urgammel angst løb gennem hans øjne. Han nægtede at tro på det. At tro på Naomi ville være at acceptere, at den kvinde, han skulle gifte sig med om 48 timer – hende, der bar hans bedstemors familiediamant – var et monster.
“Naomi,” mumlede Adrian, hans autoritære stemme brød sammen. “Forsvind fra den bås.”
“Adrian—”
“Forsvind!” gøede han, højere denne gang, og tiltrak sig opmærksomheden fra to portører i gangen. “Gå hjem. Jeg vil ikke have, at I laver ballade, mens de stabiliserer hende.”
Naomi stirrede på ham i tre gode sekunder. Hun så frygt, fornægtelse, det desperate psykologiske forsvar fra en mand, hvis verden var ved at smuldre omkring ham. Hun protesterede ikke. Hun vidste, at det at provokere ham nu kun ville skubbe ham yderligere i Celestes kløer.
“Jeg er udenfor i venteværelset,” sagde Naomi sagte. Så kiggede hun Dr. Patel lige i øjnene. “Doktor, uanset hvad du gør, må du under ingen omstændigheder give hendes blodprøver til en privat kurér. Forsvarskæden er afgørende. Hvis disse hætteglas forlader dette anlæg uden statslaboratoriets segl, er det en klasse B-forbrydelse i henhold til Connecticuts ældrebeskyttelseslove.”






