„Præcis,“ sagde Marcus med et svagt, tørt grin. „Celeste leder ikke efter diamanter eller kontanter. Hun leder efter det ændrede testamente. Evelyn fortalte mig for tre uger siden, da vi drak te på terrassen, at hun havde revideret sine papirer. Adrian ville få sin fond, men Vale Meridian-aktierne – den kontrollerende post på 42%, der styrer hele formuen – skulle overføres til en fond under Evelyns egen kontrol, og i tilfælde af hendes død skulle de tilfalde familiens historiske stiftelse, indtil Adrian runder fyrre. Celeste er kun gift med ham i sit hoved, og ægteskabet ville først beskytte henne efter vielsen på lørdag. Men hvis Evelyn dør før lørdag, og det nye testamente ikke er registreret endnu… hvem arver så alt som enke og eneste nære slægtning? Adrian, som er fuldstændig under hennes tommelfinger. Og hvem kontrollerer Adrian? Celeste.“
Brikkerne faldt på plads i Naomis hoved med et højt, mentalt klik. Det handlede ikke bare om et jalousidrama eller et pludseligt raserianfald. Det var et koldt, kalkuleret mord, timet til perfektion 48 timer før brylluppet, så svigerdatteren kunne nå at sikre sig alt, før testamentet trådte i kraft.
„Hvor er det originale testamente, Marcus?“ spurgte Naomi med iskold ro.
„I det pengeskab bag det falske vægpanel i Evelyns arbejdsværelse. Men der er mere. Celeste har mødtes med en mand ved navn Julian Vance tre gange i denne måned. Vance er chefjurist for Meridian Capital, men han er også i lommen på en konkurrent, der forsøger at købe Vale op indefra. Hvis Celeste overtager aktierne, vil de splitte selskabet ad på en uge. Du er nødt til at finde den blå notesbog, Evelyn gemte i skrivebordet. Den indeholder beviserne på Vances og Celestes aftale.“
„Jeg tager tilbage til godset nu,“ sagde Naomi og rejste sig beslutsomt fra sofaen.
„Pas på dig selv, Naomi,“ sagde Marcus, og for første gang lød der en ægte bekymring igennem hans hæse stemme. „De professionelle holder øje. Hvis Celeste har folk i kulissen, er du ikke sikker derude.“
„De kender ikke østfløjen lige så godt som jeg,“ svarede Naomi og afbrød forbindelsen.
Klokken var næsten halv ni om aftenen, da den skifergrå Suburban rullede ind gennem de smedejernsplacerede porte til Vale-ejendommen i Greenwich. Tågen var begyndt at lette fra Long Island Sound, men efterlod en tung, klam dis, der hang som spindelvæv mellem de gamle egetræer langs indkørslen.
Hovedhuset lå mørkt hen, kun oplyst af et par udendørs lamper ved marmortrapperne. Leo, den gamle portner, stod uden for sit lille hus ved porten og kiggede ud med et bekymret udtryk i ansigtet, da Naomi kørte forbi. Hun dytede let for at signalere, at alt var under kontrol, selvom intet var længere væk fra sandheden.
Naomi parkerede Suburbanen bag garagen, langt væk fra hovedindgangen, hvor Adrian normalt plejede at efterlade sin bil. Hun slukkede for motoren, lyttede efter lyde i natten og steg ud. Kulden bed i hendes kinder, men hun mærkede den næsten ikke. Adrenalinet pumpede gennem hendes årer med en ren, skarp energi, som hun ikke havde følt, siden hun for mange år siden arbejdede som sikkerhedskonsulent i London, før Evelyn ansatte hende til at styre husholdningen i USA.
Hun gik langs stenen mod den skjulte servicedør til østfløjen. Haven her var vildere, præget af tætte rhododendronbuske og høje bregner, der rakte ud efter fliserne.
Med rolige, næsten mekaniske bevægelser stak Naomi den tunge messinghovednøgle i nøglehullet. Den drejede rundt med et tungt, metallisk klik, hvorefter den gamle dør gled op med et sagte suk af undertrykt luft.
Indenfor var der mørkt og koldt. Lugten af poleret mahogni, gammelt papir og lavendel mødte hende – den klassiske duft af Vale-huset, der nu føltes mere som et mausoleum end et hjem. Hun tændte ikke for lyset. Hun kendte hver en tomme af huset; hun kunne gå her i blinde. Hun bevægede sig lydløst over de tykke persiske tæpper, indtil hun nåede bunden af den store marmortrappe, der førte op til anden sal og Evelyns private gemakker.
Pludselig frøs hun i sin bevægelse.
En svag, svag lyd kom fra oven. Et diskret knirk af et trægulv. En fodstilling, der var for let til at være en af de tunge sikkerhedsvagter, og for bevidst til at være en tilfældig vindpust.
Nogen var allerede i huset.
Naomi gled ind i skyggen af den store marmorsøjle ved foden af trappen og holdt vejret. Hun lagde sin tunge lærredstaske forsigtigt fra sig på gulvet, så den ikke raslede, og lod hånden glide ned langs kanten af sin uldfrakke. Der var intet våben her, bortset fra den tunge metalspænde på hendes taske og hendes egne bare hænder – de hænder, der tidligere på dagen havde brækket Celestes håndled.






