En slank skikkelse i en mørk silkefrakke kom til syne på gelænderet ovenfor. Det var svært at se ansigtet i mørket, men profilen var umiskendelig: det lange, lyse hår sat op i en løs hestehale, den elegante kropsholdning. Det var ikke Celeste selv – nej, Celeste var på hospitalet hos Adrian. Det måtte være en anden. En kold svedpande ramte Naomi, da hun genkendte silhuetten. Det var Julian Vance. Eller rettere sagt: en af hans folk, en lejet indbrudstyv med adgang til at rydde sporene efter mordet.

Personen bar på en sort lædermappe og bevægede sig målrettet mod Evelyns arbejdsværelse på første sal.

Naomi tøvede ikke et sekund. Mens insekterne summer i hendes hoved af beregning og risikovurdering, udnyttede hun mørket til at glide op ad trappen, trin for trin, hurtigt og lydløst som en kat.

Manden med mappen nåede frem til dobbeltdørene til arbejdsværelset, drejede på håndtaget – som stod halvt åbent – og gled ind.

Naomi fulgte efter tæt i hælene på ham. Da han lukkede døren bag sig og tændte en lille lommelygte for at finde frem til pengeskabet bag maleriet, stod hun allerede blot to skridt fra ham i mørket.

Før han overhovedet nåede at vende sig om, greb Naomi fat i hans nakke med den ene hånd og slog hans hånd hårdt mod dørkarmen med den anden, så lommelygten fløj ud af hans greb og knuste mod det franske parketgulv.

„Hvem fanden—!“ hvæste manden, en stor, bredskuldret type i sort læderjakke, og forsøgte at vende sig om med en kniv i hånden.

Men Naomi gav ham ikke en chance. Hun brugte hans egen vægt imod ham, greb fat i hans frakkekrave og sendte sit knæ direkte op i mellemgulvet på ham med en kraft, der fik luften til at suse ud af hans lunger med et højt støn. Manden faldt forover på knæ, og lædermappen væltede ud af hans hænder, så dens indhold – stakke af dokumenter og juridiske attester – spredte sig over gulvet.

Naomi satte sin støvle fast på hans højre håndled og bøjede sig ned for at holde ham fast.

„Hvem sendte dig?“ spurgte hun med en stemme så kold og skarp som is. „Vance? Eller Celeste?“

Manden hostede, sveden piblede frem på hans pande, og han kiggede op på hende med et blik fuldt af vantro og smerte. En husholderske? Kvinden foran ham lignede ikke nogen husholderske, han havde mødt før. Hun lignede en dræber.

„Fuck dig…“ gispede han.

„Det forkerte svar,“ sagde Naomi og trykkede støvlen lidt hårdere ned mod hans håndled, så knoglerne knagede mod træet. „Sidste chance. Hvad ledte du efter?“

„Den… den blå notesbog,“ stønner han. „Og kopien af testamentet. Ms. Vance ville have dem væk, før politiet kom i morgen tidlig.“

Naomi mærkede en bølge af triumf skylle gennem sig. Det var præcis som Marcus havde sagt. Beviserne lå lige her foran dem.

I det samme øjeblik lød der lyden af bildøre udenfor på gruspladsen. Blændende forlygter fejede hen over vinduerne i arbejdsværelset og kastede lange, dansende skygger over mahognireolerne.

En bil var kørt op foran hovedindgangen. Og ud fra lyden af motoren var det ikke en standard politibil. Det var en sort Bentley – Adrian Vales bil.

Manden på gulvet udstødte et hæst grin gennem tænderne. „Det er for sent… de er her.“

Naomi overvejede sine muligheder på et brøkdel af et sekund. Hvis Adrian kom ind og fandt hende her med en nedslået mand og spredte dokumenter over det hele, ville Celeste og Julian Vance få det præcis, som de ville: De ville fremstille Naomi som den fanatiske, ustabile husholderske, der havde mistet forstanden og brudt ind i huset for at stjæle værdigenstande, mens familien var på hospitalet.

Hun slap mandens håndled, greb fat i den blå notesbog og de vigtigste juridiske dokumenter fra gulvet og proppede dem i sin lærredstaske sammen med puden og vandglassen.

„Bliv liggende,“ hviskede hun til manden med en stemme, der fik ham til at ryste. „Hvis du rejser dig, før jeg er ude af huset, skal jeg nok sørge for, at Marcus Thorne sender dig til et sted, hvor de ikke bruger advokater.“

Hun snuppede lommelygten fra gulvet, drejede om på hælen og løb ud gennem badeværelset i arbejdsværelset, som havde en gammel, skjult nødtrappe ned til køkkenet.

Da hoveddøren nedenunder gik op, og Adrian Vales trætte, vrede stemme gjaldede gennem hallen – „Naomi?! Er der nogen her?!“ – var hun allerede ude gennem servicedøren og svømmede i nattens mørke, skjult af de høje rhododendronbuske ved østfløjen.

Klokken var 02:15 om natten, da Naomi stod i det lille køkken i Marcus Thornes hus ude i North Salem.

Huset var fyldt med duften af stærk kaffe og gamle bøger. Marcus sad ved det ovale spisebord i det lille køkken med en læselampe tændt, mens han bladrede igennem siderne i den blå notesbog, som Naomi havde lagt på bordet foran ham. Hans rynkede ansigt var alvorligt, og de tykke øjenbryn var trukket sammen i en dyb fure.