“De tømte dit firma indefra,” sagde jeg langsomt. “Og da kassen var tom, skulle min mands familiefond være deres sidste store gevinst, før de forsvandt.”
Mark begravede ansigtet i sine hænder. Hans skuldre rystede i lydløs gråd. “Jeg var så blind, mor. Hun pressede mig hver eneste dag. Hun sagde, at jeg var en fiasko, at jeg ville miste alt, hvad far havde hjulpet mig med at bygge op, hvis ikke jeg fik dig til at skrive under. Hun drev mig helt derud, hvor jeg… hvor jeg lagde hånd på min egen mor. Og mens jeg gik i panik over konkurser og kreditorer, sad hun og planlagde sin flugt med vores penge.”
Jeg så på min søn. En del af mig havde ondt af ham. En anden del – den del, der stadig kunne mærke kulden fra stengulvet og glasskårene i min hud – forblev iskold og klar i hovedet.
“Hvorfor ringer hendes advokat så nu?” spurgte jeg.
Mark tørrede sine øjne og så op. “Fordi Nadia nægter alt. Hun har vendt bøtten. Hendes advokat hævder, at det var mig, der pressede hende til at forfalske din underskrift, og at det var mig, der tømte firmaet. Og hun har ét trumfkort, som hun bruger mod mig.”
“Glasdøren,” sagde jeg stille.
Mark nikkede tungt. “Da naboen ringede efter ambulancen den dag, kom politiet også. Du valgte ikke at rejse tiltale mod mig, da du lå på hospitalet, fordi du ville have ro. Men Nadia tog billeder af det knuste glas og blodet på terrassen. Nu truer hun og Thomas med at gå til politiet og vidne om, at du og jeg var i ledtog om økonomisk svindel, og at jeg forsøgte at slå dig ihjel, da vi blev uenige. De kræver, at jeg skriver under på en skilsmisseaftale, hvor jeg påtager mig hele gælden fra konkursboet og frafalder enhver anmeldelse mod hende. Ellers sender de mig i fængsel.”
Jeg rejste mig fra bordet og gik hen til vinduet. Nede i parken legede to børn i de visne blade.
Nadia troede, at hun havde vundet. Hun troede, at fordi jeg var en ældre kvinde, der var blevet skubbet gennem en dør og derefter havde gemt mig i en lille lejlighed, så var jeg knækket. Hun troede, at en mors frygt for at se sin eneste søn i fængsel ville få os begge til at tie stille og betale prisen.
Hun kendte tydeligvis ikke den kvinde, som Henrik havde delt sit liv med i fyrre år.
Jeg vendte mig om mod Mark.
“Skrev du under på noget hos hendes advokat?” spurgte jeg.
“Nej,” svarede Mark. “De har givet mig frist til på torsdag. Vi skal mødes på advokatens kontor klokken ti.”
“Godt,” sagde jeg og gik hen til min telefon. “Giv mig din telefon, Mark. Og rør ikke ved din kaffe, den er blevet kold. Jeg laver en ny kande, for vi får brug for en lang aften.”
Jeg ringede til Simon. Han tog den efter to ring, selvom det var søndag eftermiddag.
“Alice?” lød hans rolige, dybe stemme. “Er alt i orden?”
“Simon,” sagde jeg klart. “Kan du huske den mappe med beviser mod Nadia, som vi valgte at lægge i dit pengeskab i stedet for at overdrage til politiet, fordi jeg bare ville have fred?”
“Ja, selvfølgelig. Den ligger her endnu.”
“Støv den af,” sagde jeg. “Freden er forbi.”
Næste morgen klokken ni sad Mark og jeg på Simons kontor. Simon var i slutningen af tresserne, med sølvgråt hår og øjne, der havde set det værste i menneskers natur gennem fyrre år som erhvervsadvokat.
På det store mahognibord foran os lå alt det materiale, Simon havde samlet i dagene efter mit fald, suppleret med de nye dokumenter fra Marks konkursbo.
“Lad os se på brættet,” sagde Simon og tog sine briller på. “Nadia og denne Thomas tror, at de har overhånden, fordi Mark begik en fysisk voldshandling mod dig, Alice. I en retsag om økonomisk kriminalitet vil Nadias forsvarer bruge det til at tegne et billede af Mark som en desperat, voldelig mand, der tvang sin stakkels kone til at forfalske dokumenter.”
Mark bøjede hovedet i skam. “Og det værste er, at den del om mit temperament den dag er sand.”
“Ja,” sagde jeg skarpt og så direkte på ham. “Det er den. Og du kommer ikke til at løbe fra dit ansvar i det her, Mark. Men du skal kun bøde for de synder, du faktisk har begået – ikke for hendes.”
Simon nikkede anerkendende mod mig og trak en notesblok frem. “For at knuse deres afpresning skal vi bevise to ting uden for enhver tvivl: For det første, at bedrageriet mod virksomheden og forfalskningen af Alices underskrift blev planlagt og udført af Nadia og Thomas uden Marks viden. For det andet skal vi fange dem i selve afpresningsforsøget.”






