“Hvordan gør vi det?” spurgte Mark. “Alle overførslerne til Thomas’ konsulentfirma blev godkendt med min digitale signatur.”

Jeg rynkede panden. “Hvordan fik hun fat i din digitale signatur?”

Mark så hjælpeløst på os. “Jeg arbejdede fjorten timer i døgnet på værkstedet og ude hos kunderne. Nadia stod for det administrative derhjemme. Min kode lå i skuffen på hjemmekontoret. Jeg stolede på hende.”

“Så skal vi kigge på hvornår og hvorfra de overførsler blev lavet,” sagde jeg. “Henrik lærte mig engang, at penge altid efterlader fodspor, men det gør mennesker også. Mark, da de store beløb blev overført, hvor var du så?”

Simon lyste op i et sjældent smil. “Alice har ret. Hver eneste bankoverførsel logger en IP-adresse og et præcist tidsstempel. Hvis vi kan bevise, at Mark befandt sig på en byggeplads halvtreds kilometer væk, mens hans digitale signatur blev brugt fra IP-adressen i jeres hjem – samtidig med at Nadias telefon befandt sig på samme adresse – så falder hendes forklaring fra hinanden.”

De næste to dage arbejdede vi som en velsmurt maskine.

Simon brugte sine kontakter til at få en retskendelse gennem kuratoren i konkursboet, så vi fik adgang til logfilerne fra banken. Mark sad ved mit spisebord fra morgen til aften og gennemgik sine gamle kalendere, GPS-data fra sin firmabil og kvitteringer fra byggemarkeder.

Og jeg? Jeg gennemgik mit eget våbenarsenal.

Da jeg boede i Marks og Nadias hus, havde Nadia troet, at jeg var en svagelig gammel kone, der ikke forstod moderne teknologi. Hun vidste ikke, at jeg i de sidste ti år af min mands liv havde hjulpet ham med at administrere vores ejendomsportefølje.

Mens jeg sad ved skrivebordet med mine læsebriller på, fandt jeg en detalje i papirerne om det falske værgemål, som jeg ikke havde lagt mærke til, da jeg lå på hospitalet med hjernerystelse.

Til en begæring om værgemål kræves der en lægeerklæring, der bekræfter, at personen er dement eller ude af stand til at tage vare på sig selv. I udkastet lå der en foreløbig udtalelse fra en privatpraktiserende læge ved navn Dr. Vestergaard.

Jeg havde aldrig i mit liv mødt en Dr. Vestergaard.

“Simon,” sagde jeg i telefonen tirsdag aften. “Undersøg hvem denne læge er, og tjek mine medicinindkøb fra den periode, hvor jeg boede hos dem.”

Onsdag eftermiddag kom Simon op i min lejlighed. Hans ansigt var alvorligt, næsten mørkt.

“Du havde ret i at få det tjekket, Alice,” sagde han og lagde en udskrift foran mig. “Dr. Vestergaard er onkel til Thomas – Nadias elsker og sammensvorne. Men der er noget, der er langt mere uhyggeligt.”

Han pegede på en liste fra apotekets register.

“Den recept på blodtryksmedicin, som Nadia hentede til dig hver måned… for tre måneder siden blev der også udskrevet en recept i dit navn på et stærkt beroligende præparat. Et middel, der hos ældre mennesker giver voldsom svimmelhed, hukommelsestab og forvirring, hvis det gives i for høje doser. Det blev udskrevet af Dr. Vestergaard og hentet på apoteket af Nadia.”

Jeg stirrede på papiret. Jeg tænkte på kopperne med varm kamillete, som Nadia altid insisterede på at brygge til mig hver aften. Jeg tænkte på de morgener i deres hus, hvor jeg var vågnet og havde følt mig så tung i hovedet, at jeg næsten ikke kunne huske, hvilken ugedag det var. Jeg havde troet, det var sorgen over Henrik, der gjorde mig gammel før tid.

“Jeg holdt op med at drikke hendes te to uger før skænderiet,” hviskede jeg. “Fordi den var begyndt at smage bittert. Det var derfor, mit hoved pludselig blev klart nok til, at jeg begyndte at undre mig og kiggede på Marks kontor.”

Mark, som havde stået i døråbningen ind til køkkenet, sank ned på en stol. Han var ligbleg. “Hun forgiftede dig,” sagde han med rystende stemme. “Hun forsøgte at gøre dig dement i virkeligheden, så lægeerklæringen ville holde i retten.”

Jeg lagde min hånd fladt på bordet for at stoppe rystelsen i mine egne fingre. Vreden indeni mig var ikke længere varm; den var som flydende kvælstof.

“Torsdag morgen klokken ti,” sagde jeg og så på Simon. “Mark tager ikke alene til det møde hos Nadias advokat. Jeg tager med.”

“Alice, er du sikker på, at det er klogt?” spurgte Simon bekymret. “Vi kan bare overgive alt det her til politiet nu.”

“Nej,” sagde jeg bestemt. “Hvis vi bare går til politiet nu, får Nadia tid til at stikke af med de fire millioner, hun har gemt i udlandet, eller finde på nye løgne sammen med sin advokat. Hun tror, hun skal til et møde for at knuse Mark. Jeg vil have, at hun sidder i det lokale og føler sig helt sikker på sin sejr. Jeg vil have, at hun selv underskriver sin tilståelse i sin iver efter at få ram på os.”