Torsdag morgen klokken 09.55 trådte vi ind i receptionen hos advokatfirmaet Lind & Partnere, et af byens dyreste kontorer med udsigt over havnen.

Jeg havde taget min bedste mørkeblå frakke på. Mit hår var sat op, så arret ved min tinding var fuldt synligt for enhver, der kiggede på mig. Jeg støttede mig ikke til nogen.Mark gik til venstre for mig, og Simon gik til højre med sin lædermappe under armen.

Da døren til mødelokalet gik op, sad Nadia der allerede sammen med sin advokat, en skarpklædt mand i fyrrerne ved navn Jesper Lind, samt en høj, solbrun mand i et skræddersyet jakkesæt. Det måtte være Thomas, den “finansielle rådgiver”.

Nadia var klædt i sort silke. Hun så velplejet ud, næsten triumferende, indtil hendes øjne faldt på mig.

Smilet frøs på hendes læber. Hun havde kun forventet en knækket Mark. Hun havde ikke forventet kvinden fra den anden side af glasdøren.

“Hvad laver hun her?” spurgte Nadia skarpt og kiggede på sin advokat. “Dette er en forhandling om bodeling og gældsafvikling mellem Mark og mig.”

“Min klient har bedt sin mor og mig om at bistå ham,” sagde Simon roligt, mens han trak en stol ud til mig. “Da en væsentlig del af jeres uoverensstemmelse involverer påstande om hændelser i Alices tidligere hjem samt dokumenter vedrørende hendes familiefond, er hun en central part.”

Jeg satte mig ned og så direkte på Nadia. Hun undgik mit blik og rettede i stedet på sine manchetknapper.

Advokat Lind rømmede sig og skubbede et dokument på ti sider hen over det blanke glasbord.

“Lad os gøre det kort, så vi sparer alles tid,” sagde Lind med en glat stemme. “Min klient, Nadia, er dybt traumatiseret over Marks ustabile og voldelige adfærd – som desværre gik ud over hans egen mor. Derudover har min klient opdaget alvorlige uregelmæssigheder i Marks virksomhed. For at undgå en opslidende politisag, hvor Nadia og hr. Thomas her vil være nødsaget til at fremlægge billedbeviser af volden samt vidne om Marks forsøg på dokumentfalsk, tilbyder vi dette forlig.”

Jeg kiggede på Thomas. Han lænede sig tilbage i stolen med et lille, overlegent smil.

“Og hvad går det forlig ud på?” spurgte jeg med en stemme, der var så mild, at det næsten lød som en høflig samtale over et kaffebord.

Nadia fandt modet igen, da hun hørte min rolige tone. Hun lænede sig frem over bordet.

“Det er meget simpelt, Alice,” sagde hun, og hendes stemme dryppede af falsk medfølelse. “Mark påtager sig det fulde juridiske og økonomiske ansvar for gælden i konkursboet – inklusive de fire millioner kroner, der er disponeret over i firmaets sidste leveår. Derudover frafalder han ethvert krav på vores fælles opsparing og skriver under på, at hverken jeg eller Thomas som ekstern konsulent har handlet uden hans udtrykkelige ordre. Til gengæld… sletter jeg billederne fra den dag ved glasdøren og afholder mig fra at anmelde ham for drabsforsøg på dig.”

Der var helt stille i lokalet.

“Det er jo et meget generøst tilbud,” sagde jeg stille. “Især fra en kvinde, der plejede at være så bekymret for mit helbred, at hun personligt kom med min medicin og min te hver eneste aften.”

Nadia kneb øjnene lidt sammen, usikker på hvor jeg ville hen. “Jeg gjorde kun min pligt som en god svigerdatter, indtil Mark gik fra forstanden.”

“Naturligvis,” sagde jeg og åbnede min taske. “Men før Mark skriver under på, at han har beordret overførslerne til Thomas’ konsulentfirma, har jeg blot et enkelt spørgsmål til jer begge. For min egen sjælefreds skyld.”

“Vi er her ikke for at svare på spørgsmål,” sagde Thomas utålmodigt og kiggede på sit dyre ur. “Det er et ja eller et nej. Lige nu.”

“Lad hende spørge, Thomas,” sagde advokat Lind, der tydeligvis mente, at de sad med alle kortene på hånden. “Hvis det får underskriften på papiret, har vi to minutter.”

Jeg kiggede fra Thomas til Nadia.

“I forligsteksten her på side fire,” sagde jeg og pegede med en finger på dokumentet, “har I specificeret de præcise fakturanumre og overførsler til Thomas’ selskab i udlandet, som Mark skal tage ansvaret for, så ingen kan gøre krav mod jer senere. Det er i alt sytten overførsler. Er det korrekt forstået, at I begge bekræfter, at Thomas’ firma har modtaget disse penge, men at det skete som et legitimt konsulenthonorar bestilt af Mark?”

“Ja, præcis,” sagde Thomas hurtigt. “Arbejdet er udført, pengene er modtaget på min konto, og sagen er lukket med Marks underskrift.”

“Og Nadia,” sagde jeg og så på hende. “Du bekræfter her foran din advokat, at det var dig, der tastede overførslerne ind på hjemmekontoret med Marks digitale signatur, fordi Mark tvang dig til det?”

Nadia løftede hagen. “Ja. Jeg var bange for ham. Jeg gjorde bare, hvad han gav mig besked på, når han stod lige bag mig.”