Jeg kiggede over på Simon.
Simon smilede stille, rakte hånden ned i sin lædermappe og trykkede på en knap på sin telefon, som havde ligget fremme på bordet og optaget hele samtalen – fuldt lovligt, da vi selv deltog i mødet, og da der var tale om dokumentation af grov afpresning.
“Tak,” sagde Simon og lukkede sin notesbog. “Det var lige præcis den bekræftelse, statsadvokaten manglede for at koble Thomas direkte til modtagelsen af de stjålne midler og fjerne enhver tvivl om, hvem der sad ved tastaturet.”
Smilet forsvandt øjeblikkeligt fra Thomas’ ansigt. Advokat Lind rettede sig brat op i stolen. “Hvad foregår der her?”
Simon åbnede sin mappe og lagde tre tykke stakke papirer ud på glasbordet med et tungt smæld.
“Det, der foregår her, kollega Lind,” sagde Simon med en stemme, der fyldte hele rummet, “er, at din klient har løjet for dig, og at du netop har lagt kontor til et forsøg på grov afpresning efter straffelovens paragraf 281.”
Simon skubbede den første stak hen mod Lind.
“Her er logfilerne fra banken for samtlige sytten overførsler, sammenholdt med GPS-data fra Marks telefon, motorvejens betalingsanlæg og vidneudsagn fra hans kunder. Ved samtlige sytten lejligheder, hvor Nadia netop har indrømmet, at hun tastede overførslerne ind, mens Mark angiveligt ‘stod lige bag hende’ og tvang hende, befandt Mark sig mellem fyrre og firs kilometer væk på dokumenterede byggepladser. Til gengæld viser telefondata, at Thomas’ telefon var logget på wi-fi-netværket i Marks og Nadias hus under tolv af overførslerne.”
Nadia mistede al farve i ansigtet. “Det… det passer ikke! Han havde sagt det til mig på forhånd!”
“Virkelig?” sagde jeg og lænede mig frem. Nu var der ingen mildhed tilbage i min stemme. “Hvad så med den anden stak papirer, Nadia?”
Simon skubbede den næste mappe over bordet.
“Dette er udskrifter fra apotekets server, overvågningsbilleder fra apoteket i bymidten, samt en kopi af en recept udskrevet af Thomas’ onkel, Dr. Vestergaard,” sagde Simon koldt. “Uden at have undersøgt Alice har han udskrevet stærk antipsykotisk og sløvende medicin i hendes navn. Overvågningen viser Nadia hente medicinen tre gange. Og sjovt nok fandt vi i går den gamle tekande og Alices kopper, som Mark stadig havde stående i en flyttekasse fra jeres hus. De ligger lige nu hos Retsmedicinsk Institut til kemisk analyse for spor af præparatet.”
Advokat Lind stirrede på papirerne. Han bladrede hurtigt gennem apoteksudskrifterne og så derefter med ren rædsel på Nadia og Thomas.
“Hvad er det her, Nadia?!” hviskede Lind rasende. “Har du bedøvet en ældre kvinde for at få hende erklæret umyndig?!”
“Jeg… hun var gammel! Hun kunne ikke styre pengene!” stammede Nadia og så sig desperat omkring, som et dyr i en fælde. Hun pegede en rystende finger mod Mark. “Men han skubbede hende! Han skubbede hende gennem glasdøren! Jeg har billederne! Hvis I går til politiet med det der, så ryger Mark også i fængsel for grov vold!”
Hun så på mig med vilde øjne, sikker på at hendes sidste trumfkort stadig ville få mig til at trække mig. “Vil du virkelig sende din eneste søn i fængsel, Alice?! Vil du ødelægge hans liv?!”
Jeg så på Nadia. Så drejede jeg hovedet og så på Mark.
Mark sad helt stille. Han kiggede ikke ned i bordet længere. Han så direkte på mig, og i hans øjne var der ingen frygt – kun en dyb, stille accept. Han nikkede svagt til mig. Vi havde talt om dette aftenen før. Vi havde truffet beslutningen sammen.
Jeg vendte blikket tilbage mod Nadia.
“Du har aldrig forstået, hvad det vil sige at være en rigtig familie, Nadia,” sagde jeg klart. “Du tror, at kærlighed handler om at dække over hinandens forbrydelser og undgå konsekvenser. Men min mand og jeg opdrog vores søn til at tage ansvar. Da Mark skubbede mig, begik han sit livs største fejl. Og i morges klokken otte, før vi kom herhen, var Mark og jeg nede på politistationen.”
Nadia snappede efter vejret.
“Mark har meldt sig selv,” fortsatte jeg roligt. “Han har afgivet fuld tilståelse for uagtsom legemsbeskadigelse i affekt, og jeg har indgivet min officielle forklaring. Fordi han selv har meldt sig, er tidligere ustraffet, og fordi jeg som offer har forklaret de formildende omstændigheder omkring det ekstreme psykiske pres, du udsatte ham for, har anklagemyndigheden vurderet, at han står til en betinget dom og samfundstjeneste.”
Jeg rejste mig langsomt op fra stolen og støttede hænderne på glasbordet, mens jeg så ned på hende og Thomas.
“Dit trumfkort er værdiløst, Nadia. Vi har selv lagt det på bordet. Men du og Thomas? I står over for anklager om groft mandatsvig for fire millioner kroner, dokumentfalsk, ulovlig medicinering med fare for liv og førlighed, samt grov afpresning. Og da vi forlod politistationen i morges, afleverede Simon kopier af alt det, der ligger foran jeres advokat lige nu.”






