“Leverandøren var i hemmelighed kontrolleret af Marcus, hans mors chefrådgiver.”

En mumlen af ​​chok genlød gennem salen.

Marcus, som var i nærheden af ​​tronen, protesterede straks.

“Disse beskyldninger er absurde!”

Olivia kiggede direkte på ham.

“Jeg sendte tre breve med en anmodning om en undersøgelse. Alle svarene kom fra jeres kontor, hvor I forsikrede mig om, at alt var inden for lovens rammer.”

Adrian gennemgik dokumenterne.

Så lagde han mærke til den sidste side.

Det var en officiel ordre, der bemyndigede skolens lukning, underskrevet af dronningen.

“Mor,” spurgte han stille, “undersøgte du sagen, før du underskrev dette?”

Victorias hænder begyndte at ryste.

“Marcus forsikrede mig om, at de finansielle rapporter var korrekte.”

“Men tjekkede du?”, insisterede Adrian.

Dronningen var ude af stand til at svare.

Olivia tørrede en tåre af sit ansigt.

“Jeg brugte fire måneder på at forsøge at komme i kontakt med paladset. Ingen ville lytte til mig. Da jeg fandt ud af, at vinderen af ​​konkurrencen ville have ret til en privat audiens med prinsen, indså jeg, at dette måske var min eneste chance.”

Adrian kiggede på hulahopringen i sine hænder.

“Så du har trænet til det her?”

Olivia smilede trist.

“Jeg havde trænet i årevis. Det eneste jeg skulle overvinde i dag var frygten for at blive ydmyget igen.”

For første gang sænkede Victoria blikket.

Adrian beordrede en uafhængig undersøgelse, og Marcus blev øjeblikkeligt suspenderet fra sine pligter.

Men før Olivia kunne gå, henvendte prinsen sig til hende.

“Du har vundet det publikum, min mor lovede. Hvad vil du spørge mig om?”

Olivia svarede uden tøven.

“Giv skolen tilbage til de børn.”

To måneder senere bekræftede efterforskerne, at Marcus havde underslået skolens penge gennem svigagtige kontrakter. Der blev indledt en straffesag, og de manglende penge blev inddrevet.

Victoria erkendte offentligt, at hun havde fejlet ved ikke at undersøge skolens lukning, og undskyldte personligt over for Olivia.

Skolen er genåbnet med Olivia som rektor.

Adrian begyndte at besøge hende regelmæssigt, i starten for at hjælpe med at renovere forladte klasseværelser og købe udstyr.

Men han indså hurtigt, at han ville blive der, selv efter arbejdet var slut, lytte til Olivias historier, grine med sine elever og opdage, hvor meget de havde til fælles.

Deres venskab udviklede sig gradvist til kærlighed.

Et år senere blev de gift.

Ved bryllupsfesten overraskede Olivia alle.

I stedet for at lave en hulahopring-demonstration inviterede han sine elever ind i den kongelige sal.

Børn i forskellige højder, kropstyper og evner kom ind med farverige hulahopringe.

Nogle klarede sig selvsikkert, mens andre snublede og prøvede igen. Deres familier fejrede hvert forsøg.

Victoria var den første person, der rejste sig op og klappede.

Så henvendte han sig til Olivia.

“Jeg brugte så meget tid på at bedømme folks udseende, at jeg glemte at se, hvem de virkelig var.”

Olivia holdt blidt hendes hånd.

“Så husk venligst disse børn.”

Dronningen nikkede, tårer glimtede i hendes øjne.

Mens Adrian omfavnede sin nye kone, fortsatte børnene med at optræde under lysekronerne.

Dronningen havde inviteret Olivia til paladset i forventning om at se hende mislykkes. Men i stedet afslørede kvinden, som alle hånede, en frygtelig uretfærdighed, reddede en skole og ændrede den kongelige familie for altid.

Bryllupsfestens glæde og lyden af børnenes latter under de funklende lysekroner varede til langt ud på natten. Men da den sidste gæst havde forladt slottet, og musikken var døet ud, begyndte det virkelige liv bag de tykke paladsmure. For Olivia var titlen som prinsesse ikke en slutning på et eventyr, men begyndelsen på en helt ny kamp – en kamp, der skulle vise sig at være langt mere snedig og farlig end en simpel konkurrence med en hulahopring.

De første måneder som Prinsesse Olivia var præget af en skærende kontrast mellem to verdener. Om formiddagen var hun stadig på gymnastikskolen i den fattigere del af hovedstaden, hvor hun iført løstsiddende træningstøj hjalp børn med lavt selvværd med at finde styrken i deres egne kroppe. Om eftermiddagen måtte hun vende tilbage til slottet, hvor hofetikette, stramme silkekjoler og hviskende tjenestefolk ventede hende.

Selvom dronning Victoria havde ændret sig og nu behandlede sin svigerdatter med en nyfunden, omend lidt klodset, respekt, var resten af det kongelige hof ikke lige så tilgivende. Aristokratiet havde i århundreder været bundet af strenge, usynlige regler om stamtavler, skønhedsidealer og social status. At en kvinde af folket – og tilmed en kvinde, der ikke passede ind i deres smalle idealer – nu bar kronprinsens ring, blev af mange betragtet som en direkte fornærmelse mod monarkiet.

I spidsen for denne tavse modstand stod Isabella og hendes far, Hertug Henrik, den mest indflydelsesrige mand i Det Kongelige Råd.

En kølig eftermiddag i oktober blev Olivia inviteret til det årlige Velgørenhedsselskab for Rigets Fremtid, en traditionsrig begivenhed afholdt i slottets vinterhave. Luften var tung af parfume og lyden af klirrende porcelæn. Olivia bar en mørkegrøn fløjlskjole, som hun selv havde fået syet om, så hun kunne trække vejret frit og bevæge sig naturligt, frem for de kvælende korsetter, som hofmoden ellers dikterede.