Så snart hun trådte ind i vinterhaven, sænkede samtalerne sig til en lav, summende hvisken.
Isabella stod ved et marmorbord omgivet af en gruppe unge adelskvinder. Med et sukkersødt smil trådte hun frem og nejede akkurat så dybt, som etiketten krævede, men ikke en millimeter mere.
“Deres Kongelige Højhed,” sagde Isabella med en stemme, der var høj nok til, at hele rummet kunne høre det. “Hvor er det modigt af Dem at møde op i dag. Vi talte netop om, hvor udmattende det må være at forsøge at passe ind i en verden, der slet ikke er skabt til… Deres facon.”
Nogle af kvinderne bag hende skjulte et fnis bag deres vifter.
Olivia mærkede den velkendte knude i maven, men hun tænkte straks på lille Maja, den otteårige pige fra gymnastikskolen, der for blot en uge siden havde lært at slå sit første vejrmølle efter måneders frygt. Hvis Olivia veg tilbage nu, ville hun svigte alt det, hun lærte sine elever.
“Det har du helt ret i, Lady Isabella,” svarede Olivia roligt og tog en kop te fra en forbipasserende tjener. “Mange af stolene her på slottet er faktisk frygteligt ubehagelige og alt for smalle. De er bygget til folk, der kun sidder stille og ser pæne ud, ikke til folk, der rent faktisk laver noget. Derfor har jeg bedt slotsforvalteren om at skifte dem ud i riddersalen. Det er på tide, at slottet tilpasser sig virkeligheden, frem for at virkeligheden skal klemme sig ned i en forældet form.”
Isabellas smil stivnede. Inden hun kunne nå at svare, trådte dronning Victoria ind i vinterhaven.
“Jeg kunne ikke være mere enig med min svigerdatter,” erklærede Victoria med sin skarpe, autoritære stemme, der fik adelskvinderne til at rette ryggen i en fart. “De gamle stole gav mig alligevel ondt i ryggen. Olivia, kom og sæt dig hos mig. Vi skal gennemgå budgettet for børnehjemmene i nord.”
Ydmyget måtte Isabella trække sig tilbage, men blikket i hendes øjne lovede, at dette langt fra var forbi.
Mens hverdagens små stikpiller fortsatte i slottets korridorer, bryggede en langt alvorligere storm op i skyggerne.
Marcus, den tidligere chefrådgiver, sad ganske vist fængslet i statsfængslet for sit underslæb mod gymnastikskolen, men under retssagen havde en detalje plaget både Adrian og Olivia: De penge, Marcus havde stjålet fra skolen, udgjorde kun en brøkdel af de beløb, der var gået igennem hans hemmelige skuffeselskaber. Hvor var resten af pengene kommet fra, og hvem havde hjulpet ham med at skjule sporene i finansministeriet i så mange år? Marcus havde nægtet at udtale sig, overbevist om, at magtfulde venner snart ville få ham løsladt.
En regnfuld aften sad Olivia på sit kontor på gymnastikskolen. Hun gennemgik arkiverne fra de andre skoler og ungdomshjem i distriktet, som var blevet lukket over de seneste ti år. Hendes tidligere regnskabsfører, en ældre mand ved navn Hr. Lind, sad over for hende med brillerne langt nede på næsen og bunker af gulnede papirer foran sig.
“Se her, Deres Højhed,” sagde Hr. Lind og pegede med en rystende finger på et regnskab fra et nedlagt musikakademi for fattige børn i havnekvarteret. “Og her fra et børnehospital i vestdistriktet. Det er det nøjagtig samme mønster. Først bliver deres statsstøtte skåret ned på grund af ‘manglende resultater’. Derefter bliver bygningerne erklæret faldefærdige af en kongelig inspektør, hvorefter grundene bliver solgt på tvangsauktion for slik og ingenting til et selskab ved navn KroneInvest.”
Olivia lænede sig frem. “Og hvem ejer KroneInvest?”
“Selskabet er registreret gennem tre forskellige stråmænd,” mumlede Hr. Lind og bladrede gennem et gammelt skøde. “Men kautionisten for banklånene… det er Hertug Henrik. Isabellas far.”
Det løb Olivia koldt ned ad ryggen. Marcus havde ikke været hjernen bag svindlen. Han havde blot været hertugens redskab inde på slottet – manden, der sørgede for, at dronning Victoria satte sin underskrift på de rigtige dokumenter uden at stille spørgsmål. Hertug Henrik havde systematisk lukket byens sociale institutioner for at opkøbe de værdifulde bygrunde og bygge luksuslejligheder til adelen.
“Hvis vi går til rådet med dette nu, vil hertugen bruge sin indflydelse til at begrave beviserne, før vi overhovedet når ind i retssalen,” sagde Olivia alvorligt. “Vi mangler det direkte bindeled, der beviser, at hertugen beordrede Marcus til at forfalske rapporterne til dronningen.”
Netop i det øjeblik lød der et voldsomt brag fra skolens indgangsparti.
Olivia og Hr. Lind fór sammen. Skolen var tom på denne tid af aftenen – troede de. Hurtigt samlede Olivia de vigtigste dokumenter, gemte dem under sin frakke og hviskede til Hr. Lind, at han skulle låse sig inde i redskabsrummet og tilkalde vagterne.
Da Olivia trådte ud i den store gymnastiksal, så hun to mørkklædte mænd med masker bryde døren op til arkivrummet. En af dem holdt en dunk med petroleum i hånden. De var ikke kommet for at stjæle papirerne; de var kommet for at brænde hele skolen ned til grunden, så alle spor forsvandt i flammerne.






