Victoria kiggede op på Hertug Henrik og derefter op på Isabella på balkonen.

“Du udnyttede min blindhed, Henrik,” sagde Victoria med en stemme så kold som is. “Du fodrede min arrogance og fik mig til at tro, at værdighed handlede om silke, titler og et smalt taljemål, mens du i virkeligheden rådnede dette kongerige op indefra.”

“Deres Majestæt, jeg gjorde kun, hvad der var bedst for kronens økonomi…” stammede hertugen, mens sveden sprang frem på hans pande.

“Kronen tilhører folket, ikke grådige mænd i dyre frakker,” afbrød Victoria ham skarpt. “Gardere! Anhold Hertug Henrik for højforræderi, korruption og drabsforsøg på kronprinsessen. Alle KroneInvests ejendomme og formuer beslaglægges øjeblikkeligt.”

Oppe på balkonen rejste Isabella sig i panik. “Deres Majestæt, jeg vidste intet om dette! Jeg sværger!”

Victoria kiggede op på den unge kvinde, som hun engang havde ønsket som sin svigerdatter. “Måske kendte du ikke til papirerne, Isabella. Men du kendte til kulden i dit eget hjerte. Du er forvist fra hoffet. Brug tiden ude i landet på at lære, hvad et menneske i virkeligheden er værd.”

Mens hertugen blev ført bort i lænker, og Isabella skyndte sig ud af salen med ansigtet gemt i hænderne, sænkede der sig en dyb stilhed over rådet. De adelige, der dagen før havde hvisket og grinet bag deres vifter, bøjede nu hovedet i dyb respekt, da Olivia gik forbi dem. Hun havde ikke vundet deres respekt ved at ændre sig efter deres regler; hun havde vundet den ved at stå urokkeligt fast på sin egen styrke og retfærdighedssans.

De beslaglagte midler fra Hertug Henriks formue blev starten på den største reform i kongerigets historie, ledet af prinsesse Olivia og støttet fuldt ud af dronning Victoria og prins Adrian.

I løbet af det næste år grundlagde Olivia Det Kongelige Akademi for Bevægelse og Fællesskab, som åbnede afdelinger i alle landets provinser. Det var skoler, hvor intet barn kunne afvises på grund af fattigdom, handicap eller kropsbygning. Her lærte børnene gymnastik, dans, musik og håndværk i et miljø, hvor målet ikke var at se ens ud, men at opdage, hvad netop deres krop og sind kunne udrette.

To år efter brylluppet var der igen fest i hovedstaden. Den første nationale opvisningsdag fandt sted på det store stadion midt i byen, hvor tusindvis af borgere var samlet.

I den kongelige loge sad dronning Victoria med sit lille barnebarn på skødet – en sund, smilende lille pige ved navn Emilia, opkaldt efter Olivias mor. Ved siden af hende stod Adrian med et stolt smil, mens han kiggede ned på banen.

Nede på græsset stod Olivia. Hun bar ikke krone i dag, men en enkel, dyblilla træningsdragt med det kongelige våbenskjold broderet på brystet. Omkring hende stod fem hundrede børn og unge fra hele riget, klar med hulahopringe, vimpler og trommer.

Inden musikken gik i gang, tog Olivia mikrofonen. Hendes stemme lød klart ud over det enorme stadion.

“Engang troede jeg, at man skulle passe ind i andres rammer for at få lov til at være med,” sagde hun og så op mod tribunerne, hvor tusindvis af familier lyttede. “Men sandheden er, at styrke ikke har én bestemt form. Ynde har ikke én bestemt vægt. Og værdi måles aldrig med et målebånd, men med det mod, vi viser, når vi rejser os og tager vores plads i verden.”

Hun løftede sin gamle, slidte lilla og turkise hulahopring op i luften, så solen glimtede i den.

“Lad os vise dem, hvad vi kan!”

Musikken brød løs, og i samme sekund satte fem hundrede ringe sig i bevægelse i et bølgende, farverigt hav af livsglæde og energi. Oppe i logen rejste dronning Victoria sig med lille Emilia i armene og klappede af sine lungers fulde kraft, mens hele kongeriget jublede med hende.