“Hey!” råbte Olivia, og hendes stemme rungede gennem den store sal.
Mændene vendte sig brat om. Da de så, at det kun var en enkelt kvinde – og tilmed den “tunge prinsesse”, som sladderbladene ofte gjorde grin med – trak den ene mand en kniv, mens den anden grinede hånligt.
“Sikke et held,” sagde manden med kniven. “En tragisk ulykke, hvor prinsessen indebrænder i sin elskede skole. Hertugen vil betale os dobbelt.”
Han løb frem mod hende, sikker på, at hun ville være for langsom til at reagere.
Men han kendte intet til Olivia.
Hun havde trænet sin krop hver eneste dag siden hun var ti år gammel. Hendes størrelse var ikke en svaghed; under kjolen gemte der sig en enorm muskelkraft, en perfekt balance og en kropskontrol, som få i kongeriget kunne matche.
Da manden huggede ud efter hende, trådte Olivia ikke tilbage. Hun drejede lynhurtigt rundt på hælen med en dansers præcision, greb fat i hans håndled og brugte hans egen fart og sin egen kropsvægt til at kaste ham i en bue hen over sin hofte. Han ramte gymnastikmåtten med et så voldsomt drøn, at luften blev presset ud af hans lunger, og kniven røg hen ad gulvet.
Den anden mand stirrede vantro på sin makker, før han smed dunken med petroleum og forsøgte at flygte mod udgangen.
Olivia greb det nærmeste redskab, der lå ved ribberne: en tung, professionel hulahopring af massivt træ og messing, som blev brugt til styrketræning. Med et kraftfuldt sving kastede hun ringen lavt hen over gulvet. Den spandt gennem luften, ramte mandens ankler med fuld kraft og fældede ham øjeblikkeligt, så han gled hen ad det bonede trægulv.
Sekunder senere brasede slottets livvagter ind gennem hoveddøren med Adrian i spidsen, der var kommet for at hente sin hustru efter et sent møde.
Synet, der mødte kronprinsen, fik ham til at måbe: To professionelle lejesvende lå stønende på gulvet, mens Olivia stod roligt over dem, lidt forpustet, men fuldstændig uskadt, i færd med at binde den ene mands hænder med et sjippetov.
“Olivia!” udbrød Adrian og løb hen til hende. “Er du okay?”
“Jeg har det fint,” sagde hun og tørrede støv af hænderne. “Men vores gæster her har netop tilstået, at de arbejder for Hertug Henrik. Og jeg tror, vagterne har et par spørgsmål til dem.”
Næste morgen var Det Kongelige Råd samlet i den store tronsal. Alle rigets ministre, generaler og adelige var til stede, uvidende om nattens dramatiske begivenheder. Hertug Henrik sad på sin vante plads tæt ved tronen, mens Isabella sad på tilskuerrækkerne med et utålmodigt udtryk. Hun ventede tydeligvis på de “tragiske nyheder” fra nattens brand, som hendes far havde antydet ville rydde vejen for hendes fremtid.
I stedet gik dørene op, og kongelige gardere marcherede ind – efterfulgt af Adrian, dronning Victoria og en særdeles levende prinsesse Olivia.
Hertug Henrik blegnede, da han så Olivia træde ind med en tyk mappe under armen.
“Hertug Henrik,” begyndte Adrian uden omsvøb, mens han blev stående foran tronen. “I nat blev to mænd anholdt i forsøget på at sætte ild til den kongelige gymnastikskole og myrde min hustru. Begge mænd har under afhøring peget på Dem som deres arbejdsgiver.”
Et gisp gik gennem salen. Hertugen rejste sig øjeblikkeligt, hans ansigt rødt af vrede.
“Det er en skandaløs løgn!” tordnede han. “Hvem vil tro på to simple kriminelles ord mod en hertug af riget? Det er tydeligt, at denne… denne kvinde,” han pegede foragteligt på Olivia, “forsøger at fjerne rigets mest loyale støtter for at sikre sin egen magt!”
Flere af de konservative rådsmedlemmer nikkede samtykkende. Hertugen havde dybe rødder i magteliten.
“Jeg regnede ikke med, at kriminelles ord ville være nok for Dem, Hertug,” sagde Olivia klart og trådte frem i midten af salen – præcis på den plet, hvor hun over et år tidligere havde drejet sin hulahopring. “Derfor tog jeg mig friheden til at besøge Marcus i hans fængselscelle i morges.”
Hertugen stivnede.
“Da Marcus hørte, at Deres lejesvende forsøgte at brænde arkiverne ned – de selvsamme arkiver, hvor Marcus’ egen underskrift stod som garant – gik det op for ham, at De havde tænkt Dem at lade ham tage hele skylden alene,” fortsatte Olivia og åbnede mappen. “I bytte for en mildere dom i et sikret fængsel valgte han at aflevere sin personlige korrespondance med Dem. Breve med Deres eget segl, hvor De beordrer lukningen af syv skoler og et børnehospital, så Deres selskab, KroneInvest, kunne overtage grundene.”
Olivia rakte brevene til rådsformanden, men det var dronning Victoria, der trådte ned fra tronen og tog dem først.
Victoria læste det øverste brev. Hendes ansigt var som hugget i granit, men hendes øjne flammede af et raseri, som ingen i salen nogensinde havde set før. I årevis havde hertugen og Isabella smigret hende, spillet på hendes forfængelighed og hendes fordomme, og brugt hende som en blind marionet til at stjæle fra rigets svageste borgere.






