Lia så ned på papiret. Otte uger. Normalt tog det et halvt år at skabe femten couture-stykker fra bunden. Det var ikke kun en mulighed; det var en fælde, designet så hun enten ville skabe et mirakel eller brænde ud i fuld offentlighed.

Hun tog kuglepennen og skrev under uden at blinke. “Jeg har kun én betingelse, Julian,” sagde hun roligt. “Jeg vælger selv, hvem der arbejder i mit atelier. Og jeg vil have Marco overført som min produktionskoordinator.”

Julian løftede et øjenbryn. “Lyd- og lysteknikeren?”

“Manden, der ikke var bange for at trykke på knappen, da alle andre så den anden vej,” rettede Lia ham. “I dette hus har jeg mere brug for loyalitet end fine titler.”

Det nye studie, Lia fik tildelt i østfløjen, var rummeligt og badet i nordvendt lys, men da hun trådte ind i det senere samme formiddag, var det tydeligt, at velkomsten var isbelagt.

Tre ældre skræddere, som Julian havde tildelt hende fra hovedafdelingen, stod med korslagte arme ved klippebordene. Deres leder, Madame Corinne, en kvinde der havde arbejdet for modehuset i tyve år og åbenlyst havde favoriseret Selenas klike, målte Lia fra top til tå med et blik, der kunne fryse kogende vand.

“Så pigen, der plejede at samle vores knappenåle op fra gulvet, skal nu fortælle os, hvordan man konstruerer en silhuet?” sagde Corinne køligt, højt nok til at de to andre skræddere fnisede.

Lia lagde sin gamle, slidte skitsebog på det store hvide bord. Hun hævede ikke stemmen. Hun havde lært i kælderen, at dem, der råber højest, sjældent er dem, der holder på nålen, når stoffet glider.

“Jeg ved præcis, hvor dygtige I er, Madame Corinne,” sagde Lia og åbnede sin blok på en frisk side. “Jeg ved også, at det var jer tre, der konstruerede korsettet til Selenas åbningskjole sidste forår – det korset, hvor venstre sidesøm gav sig to centimeter under pressen, fordi I brugte fransk silkeorganza som foring i stedet for dobbeltvævet coutil.”

Smilene stivnede øjeblikkeligt på de tre skrædderes ansigter. Det havde været en dybt begravet hemmelighed i systuen – en fejl, som Lia selv havde måttet reparere i skjul fem minutter før showet, mens Corinne tog æren for det færdige resultat.

Lia så direkte ind i Corinnes øjne. “Jeg er ikke her for at lege chef. Jeg er her for at skabe femten kjoler, der kommer til at skrive historie. Hvis I er for stolte til at sy efter mine tegninger, står døren åben. Men hvis I bliver, lover jeg jer, at krediteringslisten i programmet til Paris-showet for første gang i Maison Valmonts historie ikke kun vil bære designerens navn, men navnene på hver eneste håndværker, der har lagt en søm. Valget er jeres.”

Der var dødstille i lokalet. For håndværkere, der havde tilbragt hele deres liv i skyggen af arrogante chefdesignere, var offentlig anerkendelse i Paris den ultimative drøm. Corinne så ned på Lias skitser – de præcise, matematiske snitlinjer, den dristige drapering – og nikkede langsomt, næsten umærkeligt.

“Hvilket stof starter vi med?” spurgte den ældre kvinde.

I døråbningen stod Marco med en papkasse fyldt med kabler, en bærbar computer og to kopper kaffe. Han fangede Lias blik og formulerede et lydløst ‘Hold da op’ med læberne, før han trådte ind.

De følgende fire uger forvandlede studiet på tredje sal til en summende bikube af kreativitet. Lia kaldte kollektionen “Brudflader” (Fractures). Ideen var født direkte ud af øjeblikket på catwalken: tøj, der på afstand så skrøbeligt og æterisk ud som glas og spindelvæv, men som tæt på var konstrueret med en næsten rustningsagtig indre styrke. Kjoler med skjulte, arkitektoniske ståltrådsstrukturer, håndfarvet silke i nuancer af røg, midnatsblå og dyb smaragd, og broderier, der lignede det japanske kintsugi – kunsten at reparere knust keramik med rent guld.

Lia og Marco arbejdede ofte til langt ud på natten. Når skrædderne var gået hjem, sad Marco ved det lille hjørnebord og styrede leverandøraftaler, presseforespørgsler og tidsplaner, mens Lia draperede stof på ginerne.

En sen tirsdag aften, mens regnen piskede mod de høje ruder, kom Marco hen til hende med en tallerken varm mad fra en lille italiensk bistro nede på gaden. Han tog resolut saksen ud af hendes stive fingre.

“Spis,” sagde han blidt. “Dine hænder ryster igen. Og denne gang er det ikke på grund af Selena.”

Lia sank ned på en taburet og gned sine ømme skuldre. “Jeg føler bare, at uret tikker højere for hver time. Hvis det her kun bliver en døgnflue… hvis kritikerne i Paris siger, at jeg kun fik chancen af medlidenhed…”

Marco satte sig på hug foran hende, så hun var tvunget til at se på ham. Hans brune øjne var varme og rolige, det stik modsatte af den falske, polerede verden omkring dem.