“Lia, jeg har siddet i kontrolkabinen til hundrede shows,” sagde han stille. “Jeg har set tusind kjoler passere gennem lyset. Da du trådte ud i den smaragdgrønne kjole, holdt folk ikke vejret, fordi du faldt. De holdt vejret, det sekund du trådte ind på scenen – før Selena overhovedet rørte dig. Fordi det, du skaber, har en sjæl. Du behøver ikke bevise for dem, at du hører til her. Du skal bare lade dem se, hvem du er.”
Hans hånd hvilede let over hendes. I et kort øjeblik forsvandt presset, deadlines og frygten. Men øjeblikket blev brat afbrudt, da Lias telefon lyste op på klippebordet.
Det var en nyhedsnotifikation fra Vogue Business.
Overskriften fik blodet til at fryse i Lias årer: Selena Vender Tilbage: Signerer Eksklusiv Kontrakt med Konkurrenten Maison De Vries – Og Medbringer “Den Sande Kollektion”.
Lia åbnede artiklen med rystende fingre. Selena havde ikke trukket sig tilbage i skam. Hendes far, en magtfuld mediemogul, havde købt sig ind i Maison Valmonts største rival, det franske modehus De Vries. I et stort, tårevædet interview hævdede Selena nu, at hun var blevet “manipuleret og sat i en fælde” hos Valmont, og at hun og De Vries’ chefdesigner ville præsentere deres egen kollektion i Paris – samme aften, blot to timer før Lias show.
Men det var billedet i bunden af artiklen, der fik Lia til at gispe.
Selena stod i et fotostudie iført en prototype-kjole i mørkeblå silke med gyldne, brudte linjer hen over brystet. Det var en direkte kopi af Brudflader-konceptet.
“Hvordan…” hviskede Lia. “Vi har holdt dørene låst. Ingen uden for dette rum har set de nye skitser!”
Marco rejste sig hurtigt, hans ansigt var pludselig alvorligt. Han gik hen til sin computer og åbnede sikkerhedsloggen for etagen, som han stadig havde teknisk adgang til fra sit tidligere job. Hans fingre fløj hen over tastaturet.
“Vent lidt,” mumlede han. “Dørene har været låst om natten, ja. Men rengøringsholdet… Nej, det er ikke rengøringen. Se her.” Han pegede på et tidsstempel fra tre nætter tidligere, klokken 03:14. Et adgangskort havde åbnet døren til Lias studie i syv minutter.
Kortet tilhørte ikke en skrædder. Det tilhørte heller ikke en assistent.
Registreringsnummeret tilhørte Julian Vance.
Næste morgen stormede Lia ikke ind på Julians kontor. Hun havde lært af sin første konfrontation med Selena, at vrede uden beviser kun giver modstanderen magt. I stedet bad hun roligt Julian om at komme ned i studiet for at se de seneste prøver.
Da direktøren trådte ind, iført sit upåklagelige jakkesæt og med et bekymret udtryk i ansigtet, var kun Lia og Marco til stede.
“Lia, det gør mig så ondt med De Vries-artiklen,” begyndte Julian straks med dyb, teatralsk sympati. “Vores advokater kigger allerede på det, men som du ved, er det næsten umuligt at bevise ophavsret på modekoncepter i rette tid før et show…”
“Det behøver advokaterne ikke,” afbrød Lia ham. Hendes stemme var kold som stål. “Fordi tyveriet ikke skete hos De Vries. Det skete her. Klokken tre om natten i søndags. Med dit nøglekort, Julian.”
Julian stivnede. I et par sekunder forsøgte han at opretholde masken, men da Marco drejede sin computerskærm og viste ham overvågningsbilledet fra gangen, hvor Julian selv lukkede en kurér fra De Vries ind i studiet, faldt facaden bort.
Han sukkede tungt og stak hænderne i lommerne. Ikke med skam, men med en kynisk forretningsmands træthed.
“Du forstår ikke branchen endnu, Lia,” sagde han koldt. “Tror du virkelig, at bestyrelsen hos Valmont ønskede, at en ukendt syerske skulle overtage husets fremtid? Den smaragdgrønne kjole gav os god omtale i en uge, men Selenas far kontrollerer fjerdedelen af de magasiner, hvor vi køber annoncer. Han truede med at boykotte hele Valmont-koncernen, hvis ikke Selena fik sin oprejsning.”
“Så du solgte mine designs til konkurrenten for at give hende en sejr i Paris?” spurgte Lia, mens hendes hjerte hamrede mod ribbenene. “Du satte mig op til at fejle, så det ville se ud som om, jeg var den, der kopierede De Vries, når de går på scenen to timer før os!”
“Det er forretning,” sagde Julian glat. “Valmont overlever et dårligt show fra en nybegynder. Vi overlever ikke en mediekrig mod Selenas familie. Hvis du er klog, trækker du dig nu på grund af ‘kreativ udmattelse’. Så sørger jeg for, at du får et pænt fratrædelsesbeløb.”
Han vendte sig for at gå, sikker på at han havde knust hende.
“Julian,” sagde Lia.
Han stoppede ved døren og så sig tilbage.
“Din kontrakt med mig,” sagde Lia og holdt en kopi af dokumentet op, som hun havde underskrevet fire uger tidligere, “indeholder en klausul i paragraf 7 om, at hvis kollektionen aflyses af huset, tilfalder alle rettigheder Valmont. Men hvis kollektionen gennemføres som planlagt i Paris, har jeg fuld kunstnerisk kontrol over præsentationen på catwalken.”






