“Geneviève Valmont tilbød mig Julians job for tyve minutter siden,” sagde Lia stille, mens de stoppede midt på Pont des Arts.
Marco lænede sig mod rækværket og så på hende med et smil. “Kreativ direktør for hele Maison Valmont. Ikke dårligt for en pige fra kælderen. Hvad svarede du?”
Lia så ud over floden, mod Eiffeltårnet der glimtede i det fjerne. Hun tænkte på systuen, på lugten af damp og stof, og på de mange år, hvor hun havde syet andres drømme sammen, mens hendes egne lå gemt i en notesbog.
“Jeg sagde nej tak,” svarede hun og så på Marco.
Han løftede overrasket øjenbrynene. “Nej?”
“Maison Valmont vil altid være et hus bygget på gamle intriger,” sagde hun og trak en lille, foldet serviet op af sin taske. På den havde hun allerede tegnet et nyt logo – enkelt, skarpt og frit. “Men Geneviève indvilligede i at finansiere et uafhængigt datterselskab som kompensation for Julians indbrud. Mit eget navn på døren. Fuld kontrol. Ingen bestyrelse, der dikterer, hvem der betyder noget.”
Hun trådte tættere på Marco, indtil hun kunne mærke varmen fra hans jakke i den kølige nattevind.
“Men jeg mangler en administrerende direktør og partner,” sagde hun blidt. “En, der kan holde styr på kaosset, og som ved, hvornår man skal tænde for det store lys.”
Marco så ned på hende, og det rolige, loyale smil, der havde reddet hende den skæbnesvangre aften på catwalken, bredte sig i hans ansigt. Han lagde sin arm om hendes skulder – en berøring, der ikke rummede nogen trussel, kun styrke og et løfte om fremtiden.
“Jeg tænker,” hviskede han og kyssede hende blidt på panden, “at vi først lige er begyndt.”
Under dem flød floden videre gennem natten, og for første gang i sit liv så Lia ikke længere sig selv som pigen bag gardinet. Hun var arkitekten bag sin egen skæbne – og hele verden ventede på at se, hvad hun ville skabe som det næste.






