Julian trak på skuldrene. “Og hvad så? Om to uger i Paris vil hele modepressen allerede have set dine tretten bedste silhuetter hos De Vries kl. 18.00. Når dine modeller går på kl. 20.00, vil du ligne en plagiatør. Held og lykke med den kunstneriske kontrol.”
Døren smækkede bag ham.
Marco så forfærdet på Lia. “De har billeder af alle ginerne. Alle tretten færdige kjoler. Vi har to uger til Paris, Lia! Selv med Corinne og teamet kan vi umuligt tegne og sy en helt ny kollektion på fjorten dage. Det er fysisk umuligt.”
Lia stod helt stille midt i lokalet. Sollyset faldt ind gennem vinduerne og ramte ginerne med de mørkeblå og grønne kjoler, som hun havde lagt sit hjerteblod i. Hun gik langsomt hen til den nærmeste gine og strøg hånden hen over den gyldne kintsugi-søm.
Så gjorde hun noget, der fik Marco til at tabe kæben.
Hun tog sin store skræddersaks, stak den ind under den gyldne søm ved skulderen og klippede den over med et enkelt, skarpt klip.
“Lia! Hvad laver du?!” udbrød Marco.
Men Lia klippede videre. Hurtigt, præcist, langs en usynlig linje i den tunge, mørkeblå silke. Og da det yderste lag stof faldt ned omkring ginens talje og lagde sig som et dramatisk slæb, gispede Marco.
Indenunder den mørkeblå silke var kjolen ikke bare foret med almindeligt lærred. Hele den indvendige struktur – det, som Julian og hans kurér aldrig havde set, fordi de kun havde fotograferet kjolerne udefra på ginerne – var et mesterværk i sig selv. Et komplekst, håndvævet gitter af sølvtråd, perlemorsperler og blodrødt silkeorganza, der foldede sig ud som vingerne på en fugl føniks, når det ydre lag blev løsnet.
Lia vendte sig mod Marco med et blik, der brændte af den samme ild, som da hun tog mikrofonen på catwalken.
“Jeg voksede op i dette hus’ kælder, Marco,” sagde hun stille. “Jeg vidste fra den dag, Julian gav mig denne kontrakt, at han aldrig ville lade mig vinde uden kamp. Tror du virkelig, jeg ville lade mine virkelige hemmeligheder stå fremme på en gine om natten?”
Hun løftede en flig af det blodrøde og sølvfarvede indre.
“De Vries og Selena har stjålet skallen,” sagde Lia, og et lille, farligt smil bredte sig på hendes læber. “Lad dem vise den frem i Paris. For vi skal ikke sy nye kjoler de næste to uger. Vi skal gøre os klar til at skrælle løgnen af foran hele verden.”
Paris i modeugen var et elektrisk stormvejr af blitzlys, sorte limousiner og champagne. Men i kulisserne i Palais de Tokyo, hvor Maison Valmont skulle afholde sit show, var stemningen tyk af spænding.
Klokken 18:30 tikkede de første billeder og videoer ind fra Maison De Vries’ show på den anden side af Seinen.
Det var præcis så ødelæggende, som Julian havde planlagt. Selena havde åbnet showet for De Vries iført en tro kopi af Lias mørkeblå Brudflader-kjole, og modepressen var i ekstase. På de sociale medier begyndte rygterne allerede at svirre, lækket af Selenas PR-team: ‘Har hørt, at Valmonts nye designer, Lia, har forsøgt at kopiere De Vries’ efterårstema. Pinligt for en nybegynder!’
I backstage-området hos Valmont stod modellerne nervøst og kiggede på deres telefoner. Flere af journalisterne ude i salen mumlede åbenlyst og sammenlignede billederne fra De Vries med det lækkede program for Lias show. På første række sad modeverdenens mest frygtede redaktører – og midt iblandt dem, ankommet i sidste øjeblik med et triumferende smil og sin far ved sin side, sad Selena. Hun havde skiftet tøj og var kommet udelukkende for at overvære Lias offentlige ydmygelse. Ved siden af hende sad Julian Vance, der knap nok forsøgte at skjule sit tilfredse smil.
Bag tæppet samlede Lia sine femten modeller, Madame Corinne og skrædderteamet i en tæt cirkel.
“Ude i den sal,” sagde Lia lavmælt, mens hun så på hver enkelt af dem, “sidder der folk, som tror, at mode handler om, hvem der kan stjæle hurtigst og smile pænest. De tror, de allerede har set vores kollektion i aften. Er I klar til at vise dem, hvad ægte håndværk er?”
Madame Corinne rettede på sine briller og strammede en sidste skjult tråd på åbningsmodellens skulder. “Lad os give dem en lektion, de aldrig glemmer, chef,” sagde den gamle skrædder med stolthed i stemmen.
Oppe i kontrolboksen sad Marco med headsettet på. Han fangede Lias blik gennem glasruden og gav hende et fast nik.
Klokken slog 20:00. Lyset i salen dæmpedes til et totalt mørke.
I stedet for den sædvanlige dunkende technomusik begyndte showet med lyden af en enkelt, dyb cello – og lyden af en saks, der klippede gennem tungt stof, forstærket gennem højttalerne, så det lød som et hjerteslag.
Det første spotlight tændtes.
Ud på catwalken trådte Lias første model. Hun bar den mørkeblå kjole med de gyldne kintsugi-linjer.






