Hun ville slette mig fra deres liv. Hun vidste ikke, at jeg havde alle nøglerne.
Næste morgen, klokken seks fyrre to , ringede min telefon.

Jeg havde knap nok sovet. Regnen var fortsat med at piske mod skodderne i min lejlighed i Wazemmes, og hver dråbe syntes at gentage den samme sætning, den Léa havde udtalt foran sin hvidvin, sine stearinlys og de tallerkener, jeg havde givet hende.

Vi kan leve uden dig.

Jeg kiggede på min mobiltelefonskærm. Martine Ochoa.

“Er du allerede vågen?” spurgte jeg, mens jeg tog telefonen.

“Jeg gik ikke i seng, Monique. Og det gjorde du heller ikke, så vidt jeg har hørt.”

Hendes stemme havde ændret sig. Det var ikke længere kun min advokats og min vens. Den havde den rolige, hårde stemme, hun plejede at have, når en lejer truede en af ​​mine viceværter, eller når en konkurrent forsøgte at få mig til at underskrive et tvivlsomt dokument.

“Hvad fandt du?”

Stilhed.

“Der er noget, du skal se, før jeg blokerer noget. Det handler om Thomas. Og Léa.”

Mit hjerte sank.

“Har de gæld?”

“Meget værre end det. Kom på kontoret. Nu, hvis du kan.”

En time senere var jeg hjemme hos Martine på Avenue du Peuple-Belge. Himlen var grå, kanalen havde tinfarven. Jeg havde taget det første par sorte bukser på, jeg kunne finde, en cremefarvet sweater og min beige frakke fra dagen før. Min gamle brune taske hang på min arm. Den Léa havde gjort grin med uden at sige det direkte.

Den havde kostet tyve euro på et loppemarked for femogtredive år siden.

Det var med denne taske, at jeg havde transporteret de første huslejeindtægter for Lefebvre-gruppen.

Martine ventede på mig bag sit store egetræsbord med briller på næsetippen. Foran hende stod en mørkeblå mappe med en hvid etiket.

Armand-Lefebvre-fil — Aster-projektet.

Jeg satte mig ned uden at tage min frakke af.

“Hvad er der, Martine?”

Hun lagde sin hånd på ryglænet.

“Kontrakten som Thomas underskrev for otte år siden, da han ville købe sin lejlighed med Léa. Den du nægtede at se på, fordi han fortalte dig, at det bare var en simpel bankformalitet.”

Jeg huskede den dag rigtig godt.

Thomas var otteogtyve, Léa seksogtyve. De havde lige annonceret deres forlovelse på en overpriset restaurant på Grand-Place. Thomas ankom til mig to dage senere med et nervøst smil og en mappe under armen.

“Mor, vi har fundet en smuk lejlighed i nærheden af ​​Euralille. Den er lidt over vores budget, men med din hjælp skal det nok gå. Du skal bare stå som garant.”

Jeg havde bedt om at se dokumenterne.

Han sukkede.

“Det er ikke kompliceret, mor. Léa har allerede undersøgt det hele med sin bror, som kender nogen i banken.”

Hans bror var ikke bankmand. Han arbejdede med eventplanlægning i Madrid. Men på det tidspunkt ville jeg ikke dæmpe deres entusiasme. Jeg betroede sagen til Martine, som anmodede om nogle ændringer. Så kom Thomas tilbage med andre dokumenter, der allerede var underskrevet.

Jeg vidste aldrig præcis, hvad de indeholdt.

Martine åbnede mappen.

“Léa havde oprettet en finansiel ordning i et skuffeselskabs navn. Et selskab kaldet Aster Conseil. Officielt skulle det hjælpe dem med at forhandle lånet og optimere deres investeringer. I virkeligheden blev det brugt til at overføre pengebeløb til adskillige konti i udlandet.”

Jeg stirrede på hende.

“I udlandet?”

“Først Madrid. Så Lissabon. Til sidst Dubai.”

Lyden af ​​regn syntes at forsvinde bag vinduerne.

“Mener du, at Léa hvidvasker penge?”

“Jeg vil ikke bruge det ord endnu. Men der er nogle meget mistænkelige transaktioner. Og i de sidste seks måneder er ikke alle de overførsler, du har foretaget til Thomas, endt på hans personlige konto. Nogle af dem gik gennem Aster Conseil.”

Jeg mærkede mine fingre blive kolde.

“Vidste Thomas det?”

Martine sænkede blikket, hvilket var sjældent for hende.

“Han underskrev dokumenterne. Men jeg ved ikke, om han forstod deres implikationer. Der er mere i det.”

Hun tog et ark papir frem.

Det var en fuldmagt.

Mit navn stod nederst. Min underskrift også.

Jeg genkendte min håndskrift … eller i det mindste noget, der forsøgte at efterligne den.

En fuldmagt gav Thomas ret til at handle på vegne af Lefebvre Group i forbindelse med visse aktivtransaktioner.

“Det har jeg aldrig skrevet under.”

“Jeg ved det.”

“Hvordan kan du vide det?”

Martine påpegede en detalje nær signaturen.

“Fordi du altid skriver under med et punktum under ‘e’et’et til Monique Lefebvre. Det har du gjort, siden du var tyve. Denne gang er der ikke et punktum. Og fordi dette dokument blev underskrevet den 14. april sidste år. Du var i Bordeaux med mig, foran en notar, i forbindelse med erhvervelsen af ​​Bassins à Flot-pakhusene.”

Jeg lukkede øjnene.

Nogen havde forfalsket min underskrift.

Og denne person havde brugt mit navn til at få adgang til de virksomheder, jeg havde bygget op hele mit liv.