Hun sagde det med så kold ro, at min vrede næsten kvalte mig.

“Du har underslæbt penge fra min gruppe. Du har brugt min syge søn til at gøre det.”

“Jeg reddede ham.”

Thomas rejste sig op.

“Lea, vær stille.”

“Nej. Ikke efter alt, hvad jeg har gjort for dig. Ikke efter hvad du bad mig om at gøre.”

Jeg vendte mig mod min søn.

“Spurgte du ham?”

Han kollapsede mod væggen.

“De franske specialister sagde, at vi måtte overvåge det, vent. Léa fandt et hold i Lyon, der udførte en eksperimentel protokol. Det krævede hundredtusindvis af euro. Forsikringen ville ikke dække noget. Hun fortalte mig, at hun kunne få pengene uden at skade dig.”

“Uden at gøre mig fortræd?” gentog jeg.

Léa krydsede armene.

“De har millioner, Madame Lefebvre. Bygninger, aktier, virksomheder. De bemærker ikke engang de beløb, De sender. De giver penge til Thomas, som De kaster krummer til en sulten fugl, men De har altid ønsket at forblive den, der bestemmer. Den, der sparer.”

Jeg tog et skridt hen imod hende.

“Det var ikke krummer. Det var alt, hvad jeg kunne give min søn.”

“Præcis. Du lærte ham aldrig at leve uden dig.”

Udtrykket fra dagen før kom tilbage, men det havde ikke længere den samme betydning.

Jeg opdrog ikke Thomas til at være afhængig af mig.

Jeg ville simpelthen bare gøre godt igen for alle de år, hvor jeg ikke havde kunnet give ham en sorgfri barndom.

Ved at prøve så hårdt på at beskytte ham, er jeg måske endt med at forhindre ham i at fortælle mig sandheden.

Thomas græd stille.

“Jeg ville fortælle dig det, mor. Jeg prøvede hundrede gange. Men hver gang så jeg dit ansigt … Og Léa sagde, at vi ville ordne det, før du blev bekymret. Så var der François. Så overførslerne. Så blev alt for meget.”

“Hvorfor ydmygede du mig i går aftes?”

Denne gang svarede han ikke.

Lea gjorde det.

“Fordi jeg vidste, at du ville afbryde overførslerne. Og hvis du afbrød dem, ville du til sidst se på regnskabet. Jeg ville have, at du skulle gå vredt. Jeg ville have, at du skulle tro, at det var et familieskænderi, ikke et økonomisk anliggende.”

Jeg fiksede det.

“Du ville presse mig til at handle uden at tjekke.”

“Jeg ville spare tid.”

“For at gøre hvad?”

Der blev hørt en lyd i gangen.

Hoveddøren åbnede sig.

Élodie dukkede op med en lille kuffert i hånden og sin mobiltelefon klistret til øret. Hun frøs til, da hun så os tre.

“Lea … de er her.”

Bag hende krydsede to civilklædte politibetjente tærsklen.

Martine fulgte efter dem.

Hun gav mig et kort, næsten umærkeligt blik.

“Fru Lefebvre,” sagde en af ​​politibetjentene, “vi er nødt til at afhøre fru Léa Armand og hr. Thomas Lefebvre som led i en efterforskning af tillidsbrud, dokumentfalsk og brug af forfalskede dokumenter.”

Elodie smed sin kuffert.

Léa rørte sig dog ikke.

Så begyndte hun at grine.

En skarp, afbrudt latter.

“Tror du virkelig, at jeg er problemet?”

Hun vendte sig mod Thomas.

“Fortæl ham det. Fortæl din mor, hvad du opdagede i din fars filer.”

Thomas blev hvid.

Mit blod løb koldt.

“Min far døde for 22 år siden, Léa.”

“Nej, Monique,” mumlede hun. “Din mand døde ikke af et hjerteanfald. Det er, hvad du fik at vide.”

Martine tog et skridt.

“Léa, sig ikke et ord mere.”

Men Thomas’ ansigt havde allerede givet mig svaret, før han overhovedet talte.

Han vidste det.

Min søn vidste noget om sin fars død.

“Thomas.”

Han dækkede sit ansigt med hænderne.

“Jeg fandt fars arkiver i en gammel kuffert hos dig. For tre måneder siden. Jeg ledte efter familiedokumenter på grund af hans sygdom. Han havde skrevet breve. Til dig. Til mig. Han havde opdaget, at François Delcourt allerede underslog penge i starten af ​​Lefebvre-gruppen. Far ville anmelde ham.”

Jeg kunne ikke trække vejret mere.

François.

Min revisor. Min ven. Manden der forsørgede mig efter min mands død.

“Hvad taler du om?”

Thomas tog en krøllet kuvert op af lommen.

“Der var også en lægeerklæring. Far fik ikke et hjerteanfald. Han blev langsomt forgiftet med et lægemiddel, der forårsagede hjerteproblemer. Rapporten blev aldrig givet til politiet. François havde forbindelser på det tidspunkt.”

Verden bøjede sig under mine fødder.

Jeg satte mig ned, eller måske faldt jeg. Jeg kan ikke huske det.

Jeg kunne se min mand, Paul, i sin hospitalsseng. Hans tynde fingre, der ledte efter mine. Hans hæse stemme, der bad mig om ikke at svigte Thomas.

Og François, der stod nær døren med fugtige øjne, fortalte mig, at han ville tage sig af regnskabet, at jeg aldrig ville være alene.

Han havde dræbt Paul. Så kom han ind i mit liv for at stjæle det, han havde hjulpet mig med at bygge.

Léa talte med lav stemme.