“Léa,” hviskede jeg.

“Sandsynligvis. Men Thomas selv gav dokumentet til vores tidligere revisor, François Delcourt. Det er det, der bekymrer mig.”

Navnet François vakte gammel smerte. Han havde arbejdet for mig i 22 år. Han havde deltaget i Thomas’ fødselsdage; han havde kendt min mand før hans død. Tre måneder tidligere havde han anmodet om tidlig pensionering med den begrundelse, at han var udmattet.

“Er François involveret?”

“Han forlod Frankrig i går aftes. Enkeltbillet til Madrid.”

Jeg rejste mig pludselig op.

Stolen skrabede hen over parketgulvet.

“Så ring til politiet. Få alle deres konti blokeret. Få deres computere, deres kort, alt beslaglagt.”

Martine rejste sig efter tur.

“Jeg kan indlede sagen, men lyt godt efter. Der er en anomali, der ikke hænger sammen. De underslæbte midler gik ikke ind på Léas konti. De blev ikke brugt til at købe tøj, rejser eller tasker. En stor del blev doneret til en lægefond i Lyon. En anden del betalte honorarer til en praksis, der specialiserer sig i sjældne sygdomme.”

Jeg kiggede på det uden at forstå.

“Hvad har Thomas med det at gøre?”

Martine kneb læberne sammen.

“Jeg tror, ​​din søn har skjult noget for dig i lang tid. Noget alvorligt.”

—

Klokken elleve var jeg foran Thomas og Léas bygning.

Regnen var holdt op, men fortovene glitrede stadig. Jeg havde brugt hele rejsen på at spekulere på, hvilken slags mor jeg havde været uden at se noget. Jeg havde lært Thomas at læse, at køre bil, at rejse sig selv, efter at de andre børn havde drillet ham med hans enkle tøj. Jeg havde set ham græde, da hans far døde af et hjerteanfald, da han kun var ni.

Men jeg havde ikke indset, at min søn kunne lyve for mig.

Eller måske har jeg aldrig haft lyst til at se det.

Jeg ringede på deres dørklokke.

Det var Thomas, der åbnede den.

Han havde grå joggingbukser på, hans ansigt var magert, hans hår var et rodet rod. Han så ud som om, han var ti år ældre end dagen før. Da han så mig, trådte han tilbage.

“Mor…”

Jeg gik ind uden at vente på hans invitation.

Lejligheden havde mistet sin tidligere pragt i dagslyset. De hvide buketter var visne. To beskidte glas lå på bordet. I et hjørne af stuen stod Léas kufferter åbne.

Hun kom ud af værelset, svøbt i en cremefarvet silkemorgenkåbe.

“Du har ikke ret til at komme ind her på den måde.”

Jeg så hende direkte i øjnene.

“Det er sjovt. I går aftes syntes du, jeg var en byrde. I dag husker du, at jeg har rettigheder.”

Thomas kørte en hånd hen over ansigtet.

“Lea, lad os tale sammen.”

Hun frøs til.

“Undskyld?”

“Jeg sagde, lad os tale.”

Det var første gang, jeg havde hørt ham tale sådan til hende.

Léa lo, men hendes latter var tør.

“Jamen godt. Tal. Under alle omstændigheder er du ude af stand til at træffe en beslutning uden dit lille familiemøde.”

Hun gik hen mod døren.

Thomas sagde højere:

“Du tager ikke afsted. Ikke denne gang.”

Lea vendte sig om.

Hans øjne hvilede på mig, derefter på ham.

“Har du talt?” spurgte hun.

Thomas sænkede hovedet.

Og jeg forstod, at hans tavshed dagen før ikke havde været fejhed.

Det var frygt.

“Snakket om hvad?” spurgte jeg.

Thomas sad tungt i sofaen.

“Mor … jeg er syg.”

Alt stoppede.

Byen bag karnapperne, bilerne nedenfor, det sorte ur på væggen. Selv mit åndedræt.

“Hvad sagde du lige?”

Han løftede sine rødmende øjne mod mig.

“Jeg har en genetisk kardiomyopati. En sjælden form. Lægerne opdagede den for ni måneder siden, efter jeg kollapsede på klinikken. De siger, at den kan forblive stabil … eller forværres meget hurtigt.”

Mine ben var næsten ved at give efter.

Jeg greb fat i ryglænet på en stol.

Min mand døde af et hjerteanfald i en alder af 42.

I 22 år havde jeg fortalt mig selv, at det var stress, cigaretter, træthed. At der ikke var nogen forbindelse med Thomas.

Men pludselig fik hvert minde en anden farve.

Thomas’ åndenød som teenager. Hans svimmelhed efter fodbold. De gange han sagde, at han “følte sig sløv”.

“Hvorfor fortalte du mig ikke noget?”

Min stemme brød sammen ved det sidste ord.

Thomas kiggede på Léa.

Hun smilede ikke længere.

“Fordi jeg ikke ville have, at du skulle se på mig, som du så på far til sidst,” svarede han. “Som en, der kunne forsvinde fra den ene dag til den anden. Jeg ville ikke have, at du skulle genopleve det.”

Jeg ville tage ham i mine arme.

Men en anden tanke ramte mig.

“Og hvad med Aster Conseil? De forfalskede dokumenter? François Delcourt?”

Thomas blev bleg.

Léa trådte frem.

“Han forfalskede ikke noget. Det var mig.”

Jeg vendte mig mod hende.

“Du forfalskede min underskrift.”

“Ja.”