“Jeg mødte François i Madrid for to år siden. Han kom for at tilbyde mig et job. Han ville have tilbage, hvad han kaldte ‘sin andel’ af Lefebvre-gruppen. Da Thomas blev syg, fortalte han mig, at han kunne hjælpe os med at finansiere behandlingen. Til gengæld skulle jeg give pengene videre.”

“Og du accepterede,” hviskede jeg.

Hun lukkede øjnene.

“Ja. I starten, ja. Fordi Thomas var bange. Fordi jeg var bange. Fordi jeg troede, at et par bankoverførsler ikke ville ændre noget ved din formue.”

“Så hvorfor skulle nogen ønske at flygte til Madrid?”

Élodie begyndte at græde.

“Fordi François ville give Léa skylden for det hele,” sagde hun. “Han havde forberedt beviserne. Han truede hende. Han sagde, at hvis hun talte, ville Thomas også blive anklaget.”

Thomas kom på knæ hen til mig.

“Mor, jeg sværger, at jeg aldrig havde til hensigt at stjæle fra dig. Jeg ville bare leve længe nok til at ordne alt.”

Jeg lagde mine hænder på hans ansigt.

Han var altid min lille dreng.

Ikke ham der sov på en stol i mit køkken, ikke ham der var bange for tordenvejr. En mand der havde løjet, der var faret vild, der havde ladet sin kone gøre mig fortræd. Men min søn.

“Du skulle have stolet på mig.”

Han hulkede.

“Jeg ved det.”

Politiet tog Léa og Élodie med til afhøring. Thomas skulle også have været med dem, men Martine havde allerede arrangeret, at hans helbredstilstand blev taget i betragtning. Inden hun gik, stoppede Léa foran mig.

Jeg troede, jeg hadede hende.

Jeg ville have haft alle mulige grunde i verden.

Alligevel så hun pludselig så ung ud. Så træt. Som en kvinde, der havde overbevist sig selv om, at hun kontrollerede spillet, og lige havde opdaget, at hun ikke havde været andet end en brik.

“Jeg er ked af det,” sagde hun.

Jeg svarede ikke med det samme.

Så hviskede jeg:

“Du stjal ikke bare penge fra mig, Léa. Du prøvede at stjæle min søn. Det er det, jeg stadig ikke kan tilgive.”

Hun sænkede hovedet.

—

De følgende uger var lange.

François Delcourt blev arresteret i Madrid tre dage senere. Han havde forsøgt at komme ombord på et fly til Argentina med falske dokumenter. Efterforskningen afslørede, at han havde underslået penge i 26 år, først fra Paul, derefter fra mig. Han havde udnyttet min sorg, min tillid og mit utrættelige arbejde.

Men han havde ikke taget alt.

Lefebvre-gruppen var solid. Martine og Adrien havde sikret sig virksomhederne i tide. Medarbejderne fandt sandheden ud af det uden at miste deres job. Regnskaberne blev revideret, ordningerne blev afviklet, og aktiverne blev beskyttet.

For første gang i årevis løste jeg ikke et problem ved at underskrive en check.

Jeg måtte lære at lytte til Thomas uden at redde ham med det samme.

Han begyndte sin lægekur i Lyon. Behandlingerne var vanskelige, men han reagerede godt. Denne gang var jeg til stede ved alle vigtige aftaler, ikke som en mor, der bestemmer for ham, men som en kvinde, der sad ved siden af ​​ham, når han var bange.

Léa samarbejdede med retssystemet.

Hendes rolle i de forfalskede dokumenter blev ikke slettet, men hendes samarbejde førte til opdagelsen af ​​beviser mod François, især dem, der var relateret til Pauls død. Élodie bekræftede, at hun ikke var klar over den kriminelle oprindelse af de oprindelige midler, selvom hun efterfølgende havde valgt at vende det blinde øje til.

Thomas og Léa er gået fra hinanden.

Den dag han kom tilbage for at hente sine ejendele fra lejligheden i Euralille, fulgtes jeg med ham, fordi han havde bedt mig om det.

Léa stod ved siden af ​​karnappen. Vejret var dejligt for første gang i lang tid. Sporvognsskinnerne skinnede i det blege sollys.

Hun kiggede på Thomas.

“Jeg elskede dig, det ved du godt.”

“Jeg ved det,” svarede han. “Men du endte med at synes bedre om tanken om at redde mig end jeg selv syntes om.”

Hun nikkede.

Så vendte hun sig mod mig.

“Du havde ret i ikke at tilgive mig.”

Jeg så den i lang tid.

“Jeg sagde aldrig, at jeg ikke ville tilgive dig. Jeg sagde, at jeg ikke vidste hvordan endnu. Det er ikke det samme.”

Hun gav et trist smil.

Det var måske første gang, jeg havde set hende uden maske.

—

Seks måneder senere kom Thomas hjem til mig til frokost en søndag.

Ikke på en restaurant, ikke i en udstillingslejlighed over Lille. I mit lille køkken i Wazemmes, det hvor fliserne stadig havde en revne nær radiatoren, havde jeg lavet en pot-au-feu, ligesom da han var barn.

Han ankom med frisk brød og markedsblomster.

“Det behøvede du ikke at medbringe,” sagde jeg.

Han smilede.

“Jeg ved det. Men jeg ville gerne.”