Jeg stod helt stille på det skæve trappetrin. Eftermiddagskulden fra Oregon-luften syntes med ét at trænge lige igennem min uldne tjenestejakke, gennem det skudsikre panser på mit bryst og helt ind i marven.

Leo pegede mod døren for enden af gangen. Den var tung, solid og forsynet med to hængelåse på ydersiden — men låsene var ikke låst i øjeblikket; de hang åbne i deres beslag, som om nogen for nylig var gået ind eller ud.

»Nummer Et og Nummer To er derinde,« sagde Leo, og for første gang hørte jeg en svag sprække i hans kontrollerede facade. Hans læber bævede. »Men de taler ikke mere. De glemte, hvordan man gør, efter den sidste vinter. Fader Thomas sagde, det var et tegn på fremskridt. Men i dag… i morges hørte jeg ham sige til en mand i telefonen, at Nummer Tre var klar til ‘udfasning’. Han sagde, at en bil ville komme og hente mig i aften klokken seks.«

Han kiggede på sit lille, billige plastikur med et revnet glas. Uret viste 15:42.

»Jeg vidste, hvad det betød,« hviskede Leo, og to blanke tårer skar gennem støvet på hans kinder. »Udfasning betyder, at man kommer ned i kælderen og aldrig ser skolen igen. Ligesom pigen før mig. Nummer Nul.«

Hvert eneste instinkt, jeg havde opbygget gennem et årti i uniform, skreg på at handle nu. Jeg greb min radio på skulderen, trykkede på sendetasten for at tilkalde forstærkning: »Centralen, dette er Dunham, 10-18, jeg har brug for—«

Der kom kun en statisk, hvid hvæsen fra højttaleren. Død. Fuldstændig død.

Jeg kiggede ned på radioens display. Ingen forbindelse. Huset var enten skærmet af bly eller udstyret med en aktiv jammer. I en almindelig forstadsvilla i West Portland burde det være umuligt, men her stod jeg, afskåret fra omverdenen i et hus, der føltes mere og mere som en bunker.

»Radioen virker ikke herinde,« sagde Leo tørt, som om han havde forudset det. »Det opdagede postbuddet også engang, da han ville ringe efter hjælp. Men Fader Thomas fik ham til at gå igen.«

»Leo, gå bag mig,« beordrede jeg, mens min hånd uvilkårligt gled hen over læderet på mit hylster og løsnede sikkerhedsstroppen over mit tjenestevåben, en Glock 17.

Jeg nærmede mig den tunge dør for enden af gangen. Træet var massivt, måske forstærket indvendigt. Jeg lagde øret mod sprækken. Der var en lyd. Ikke stemmer, men en rytmisk, svag skrabende lyd, som kridt mod en tavle, blandet med en dæmpet, monoton mumlen, der gentog de samme stavelser igen og igen:

»Renhed er fravær af vilje. Fred er fravær af støj. Renhed er fravær af vilje…«

Jeg tog en dyb indånding, greb dørhåndtaget med venstre hånd og skubbede døren op, mens min højre hånd hvilede klar på våbnet.

Synet, der åbnede sig, ætsede sig ind i min nethinde for evigt.

Værelset var et stort rum, hvor alle indvendige vægge var blevet revet ned. Gulvet var dækket af tynde madrasser, arrangeret med millimeters præcision i lige rækker. Der var ingen vinduer; de var blevet muret til med gasbetonblokke, og det eneste lys kom fra kolde, flimrende lysstofrør i loftet.

I midten af rummet sad to piger. Den ene så ud til at være omkring ti år, den anden måske tolv. De var begge iført identiske, groft vævede, grå kitler. Deres hår var klippet helt tæt til hovedbunden, præcis som Leos. De sad på knæene foran hver deres lille skrivepult. Deres hænder bevægede sig mekanisk over papirark. De skrev ikke med penne; de brugte fedtfarver til at gentage de samme ord overalt: STILHED ER VORES GAVE.

Da døren gik op, kiggede ingen af dem op. Ikke en millimeter bevægede deres hoveder sig. Deres øjne forblev klistret til papiret, mens deres hænder fortsatte deres uendelige, mekaniske dans. De var tynde — frygteligt tynde. Deres håndled lignede grene, der ville knække ved den mindste berøring, og deres hud havde den sygelige, gennemsigtige bleghed, som mennesker får, når de ikke har set solen i månedsvis.

»Piger?« sagde jeg forsigtigt og trådte ind. »Jeg er politibetjent. I er i sikkerhed nu.«

Ingen reaktion. Ikke engang et gisp.

»De må ikke svare, før klokken ringer,« hviskede Leo bag mig. Han holdt fast i fligen af min uniformsjakke med begge hænder, så hans knoer var hvide. »Hvis de taler før klokken, får de ingen mad i morgen.«

Jeg mærkede en vrede blusse op indeni, så varm og voldsom, at det sortnede for mine øjne et øjeblik. Jeg havde set narkomaner, der forsømte deres spædbørn; jeg havde set voldelige fædre, der slog i beruselse; men dette her var noget andet. Dette var kold, metodisk tortur, maskeret som orden og fromhed.

»Vi skal væk herfra. Alle sammen. Lige nu,« sagde jeg og tog fat i den ældste piges skulder.

Hendes krop var stiv som sten. Da min hånd rørte hendes kittel, gav hun et skingert, kvælt hyl fra sig — en lyd af ren, primitiv rædsel, ikke rettet mod mig, men mod konsekvensen af at blive forstyrret.