Jeg stod helt stille på det skæve trappetrin. Eftermiddagskulden fra Oregon-luften syntes med ét at trænge lige igennem min uldne tjenestejakke, gennem det skudsikre panser på mit bryst og helt ind i marven.

»Hvem er på vej, Thomas? Hvem henter børnene?«

Han svarede ikke. Han lukkede bare øjnene og begyndte at mumle sin monotone remse igen: »Fred er fravær af støj… renhed er fravær af vilje…«

Jeg vendte mig om mod rummet. Pigerne lå stadig ubevægelige på gulvet. Leo sad på hug med hænderne over ørerne og stirrede på mig med store, rædselsslagne øjne.

»Leo!« sagde jeg og skyndte mig hen til ham. Jeg tog hans ansigt mellem mine hænder. »Hør på mig. Vi skal have pigerne ud herfra. Nu. Hvor fører bagdøren hen? Er der en bagdør?«

Leo rystede svagt på hovedet. »Bagdøren er låst med en metalkæde. Fader Thomas har nøglen i sin lomme.«

Jeg ransagede mandens lommer på et splitsekund. Tegnebog, et par nøgler, en pakke mentolpastiller. Jeg greb nøglebundtet.

»Okay,« sagde jeg og rejste mig op. Jeg gik hen til den ældste pige. »Skat, du skal rejse dig op nu. Vi skal ud i solen. Kan du høre mig? Prøven er forbi. Fader Thomas bestemmer ikke mere.«

Hun kiggede op på mig. For første gang mødte hendes øjne mine, og det var som at kigge ind i en brønd uden bund. Men så så hun Leo, der stod bag mig og nikkede ivrigt.

»Det er sandt, Anna,« sagde Leo med en stemme, der knækkede over. »Han lovede det. Han lovede, at vi ikke skal lade som om mere.«

Pigen, Anna, tog en rystende indånding. Det var den første dybe vejrtrækning, hun havde taget i årevis, lød det som. Hun rakte en tynd, bleg hånd frem og greb fat i min uniformsærme.

»Solen…?« hviskede hun. Ordet lød fremmed på hendes tunge, som et sprog hun engang havde kendt, men næsten glemt.

»Ja, solen,« smilede jeg, selvom mit hjerte hamrede af angst for, hvad der ventede udenfor. »Lad os hente din søster.«

Sammen fik vi rejst den anden pige op. Hun var endnu mere svækket, næsten ude af stand til at bære sin egen vægt. Jeg løftede hende op i mine arme — hun vejede knap nok mere end en bunke tørt løv — og tog Anna i hånden, mens Leo fulgte tæt bag os, med hånden fast plantet i mit bælte.

Vi gik ud i den lange gang igen. Huset føltes anderledes nu; den falske ro var brudt, erstattet af en snigende fornemmelse af fare. Thomas lå stadig i kælderrummets døråbning og stønnede dæmpet. Jeg lod ham ligge; håndjernene ville holde ham, indtil jeg kunne få børnene i sikkerhed og skaffe forstærkning.

Da vi nåede entreen, kiggede jeg ud gennem de smalle sprækker i persiennerne mod gaden.

Mit blod frøs til is.

En sort, uindregistreret kassevogn var netop holdt ind til kantstenen foran huset. Den stod i tomgang, med mørktonede ruder og en mat, ridset lakering. To mænd steg ud fra hver sin side af førerhuset. De var klædt i almindeligt, anonymt arbejdstøj — mørke jakker, kasketter — men måden, de bevægede sig på, var ikke almindelig. De bevægede sig med den målrettede, koordinerede ro, man ser hos professionelle lejesoldater eller trænede kidnappere. Den ene gik mod bagklappen på vognen, mens den anden trak noget op af lommen — en nøgle til fordøren.

De var ikke kommet for at forhandle. De var kommet for at hente varerne.

»Leo,« hviskede jeg skarpt og trak børnene ind bag en muret skillevæg i gangen. »Kender du de mænd?«

Leo kiggede gennem sprækken, og hele hans krop stivnede i absolut panik.

»Det er dem, der tog Nummer Nul,« hviskede han, så spinkelt, at jeg knap kunne høre det. »De kommer altid i par. Hvis de ser dig, dræber de dig, betjent Dunham. De har våben under jakkerne.«

Jeg vurderede hurtigt situationen.

Jeg havde en pistol med 15 patroner i magasinet og én i kammeret. Ingen forstærkning på vej, ingen radio, tre børn — to af dem ude af stand til at løbe — og to bevæbnede mænd på vej ind ad hoveddøren. At blive i huset betød en regulær belejring, og i et snævert rum med børn som gidsler ville det ende i en tragedie.

Vi måtte ud gennem baghaven.

»Bagdøren,« hviskede jeg. »Hurtigt!«

Vi skyndte os ned mod køkkenet bagerst i huset. Køkkenet var lige så uhyggeligt sterilt som resten af huset: tomme stålborde, intet mad fremme, kun en række glas med tørrede bønner og piller mærket med vitaminbetegnelser. Bagdøren var af massivt træ med en tung jernkæde viklet om håndtaget og låst med en hængelås.

Ude fra fordøren lød en lyd: Nøglen blev sat i låsen. Den tunge hoveddør klikkede op.

»Thomas?« råbte en dyb, hæs mandsstemme inde fra gangen. »Er de pakket? Vi har en stram tidsplan.«

Jeg fandt nøglebundtet frem med svedige fingre. Prøvede den første nøgle. For stor. Den anden. For flad. Ude i gangen standsede skridtene.

»Thomas? Hvorfor flyder der blod på gulvet?«