Jeg stod helt stille på det skæve trappetrin. Eftermiddagskulden fra Oregon-luften syntes med ét at trænge lige igennem min uldne tjenestejakke, gennem det skudsikre panser på mit bryst og helt ind i marven.

De havde set sporet. Nu vidste de, at noget var galt. Jeg hørte den velkendte, metalliske lyd af en pistolslæde, der blev trukket tilbage og slap en patron ind i kammeret.

Den tredje nøgle i bundtet gled ind i hængelåsen. Jeg vred rundt. Låsen sprang op med et skarpt klak.

Jeg rev kæden af, skubbede døren op og skubbede børnene ud på den tilgroede bagtrappe.

»Løb mod hækken for enden af haven!« hviskede jeg til Leo. »Hjælp Anna! Hold hinanden i hænderne og bliv nede i græsset!«

»Hvad med dig?« spurgte Leo med tårer i øjnene.

»Jeg dækker jer. Løb!«

Børnene styrtede gennem det høje, visne ukrudt i baghaven mod en tæt ligusterhæk, der adskilte grunden fra naboejendommen. Pigen i mine arme klyngede sig desperat til min hals, hendes spinkle fingre borede sig ind i mit kød som kløer.

Bag mig blev køkkendøren sparket op på vid gab.

»Stå stille, for helvede!« råbte manden i den mørke jakke. Han hævede en pistol med lyddæmper mod min ryg.

Jeg vendte mig rundt i samme sekund, lod mig falde til jorden bag en gammel, rusten olietank i haven, mens jeg skærmede den lille pige med hele min krop. To hvislende skud skar gennem luften og borede sig ind i olietankens metal med dump klang. Gnister føg gennem den grå eftermiddag.

»Portland Politi!« råbte jeg og stak min Glock frem om hjørnet af tanken. »Smid våbnet og læg dig ned!«

Svaret var yderligere tre hurtige skud, der splintrede murværket over mit hoved. De var professionelle. De råbte ikke, de tøvede ikke. De skød for at eliminere.

Jeg lænede mig ud og affyrede to skud mod køkkendøren. Det ene ramte dørkarmen og sendte træsplinter i ansigtet på skytten; det andet borede sig ind i hans kraveben. Han udstødte et kort, kvalt brøl og snublede baglæns ind i køkkenet.

Men hvor var den anden?

En kuldegysning løb ned ad min ryg. Der havde været to mænd i kassevognen.

Jeg kiggede mod hækken. Leo og Anna kæmpede for at presse sig igennem de tætte grene ind til naboens have. Men på den anden side af hækken — i nabohavens indkørsel — dukkede en mørk silhuet op. Den anden mand havde løbet udenom huset for at afskære flugtvejen.

Han greb fat i Annas krave og trak hende brutalt tilbage gennem grenene, så hun faldt om i græsset med et skrig.

»Hjælp!« råbte Leo — det første råb, den dreng sandsynligvis havde udstødt i årevis. Det var et råb af ren, uforfalsket livskraft. »Mark! Hjælp os!«

Han brugte mit fornavn. Ikke ‘betjent Dunham’. Mark.

Noget knækkede indeni mig. Al forsigtighed, al procedure, al frygt for mit eget liv forsvandt i en hvidglødende bølge af beskyttertrang. Jeg placerede den lille pige sikkert bag olietanken.

»Bliv her. Rør dig ikke,« sagde jeg til hende, og hun nikkede med store, våde øjne.

Jeg rejste mig op i fuld højde, løb tværs over den åbne græsplæne mod hækken, mens jeg affyrede tre præcise skud mod manden, der holdt Anna. Det første skud ramte jorden foran hans fødder og fik ham til at springe tilbage; det andet skud flåede gennem hans venstre overarm. Han slap pigen med en forbandelse og trak sit eget våben.

Vi stod ti meter fra hinanden. Ingen dækning.

Tiden syntes at gå i stå. Jeg så hans pistol hæve sig mod mit bryst. Jeg så flammen fra hans mundingsild.

En brændende smerte flåede gennem min venstre skulder, som om nogen havde stukket et glødende jernspyd igennem kødet. Kraften fra slaget slyngede mig et halvt skridt tilbage, men jeg holdt balancen. Mit eget våben var allerede rettet ind.

Jeg trykkede på aftrækkeren. To gange. Centreret midt i hans brystkasse.

Manden sank sammen som en tom sæk mel. Hans pistol faldt ned i det visne græs med en dump lyd, og hans øjne stirrede tomt op mod den grå Portland-himmel.

Stilhed.

Denne gang var det en anden slags stilhed. Det var stilheden efter et tordenvejr.

Jeg pressede min højre hånd mod min sårede skulder. Blodet sivede varmt og tykt gennem min uniformsjakke, men kuglen havde ramt musklen og var gået rent igennem uden at knuse knogler eller ramme en hovedpulsåre. Smerten var voldsom, men jeg kunne stadig stå.

Jeg skyndte mig hen til børnene. Leo sad på knæene ved siden af Anna og holdt hendes hånd. Begge børn rystede ukontrolleret, men de var uskadte.

»Det er ovre,« sagde jeg hæst, mens mit eget blod dryppede ned på græsset. »De gør jer ikke noget mere.«

Jeg vendte tilbage til olietanken, løftede den yngste pige op med min uskadte arm og førte dem alle tre gennem hullet i hækken, ind i naboens indkørsel og ud på den åbne gade.

Nu, hvor vi var ude af husets radioskygge, tændte min skulderradio pludselig med et knitrende brag.