Jeg frøs. Marlow-kontrakten i 2003. Det havde været miraklet, der vendte alt. Den ordre, der gjorde mig fra en fattig enke med en symaskine til direktør for en fabrik med fyrre ansatte. Jeg havde altid troet, det var rent held, fordi deres indkøpschef havde syntes godt om mine vareprøver.

“Du vil have taknemmelighed for at kaste krummer til mig fra skyggerne?” spurgte jeg og rejste mig langsomt. “Mens jeg begravede en fremmed mand i din kiste? Mens jeg opdrog en søn, der uden sin far voksede op til at blive en svag, grådig kujon, der ser til, mens hans kone beder hans mor om at spise blandt toiletterne?”

Thomas blegnede. “Hvad gjorde hun?”

“Det er ligegyldigt, hvad hun gjorde,” sagde jeg og vendte mig mod Samuel. “Fordi vi ikke længere spilder tid på fortiden. Thomas, da Daniel opsøgte dig for fire år siden, hvorfor fortalte du ham om uret?”

Thomas så forvirret ud. “Det gjorde jeg ikke. Jeg sværger! Da Daniel fandt mig i Maine, var han desperat. Han skyldte penge til nogle farlige typer på grund af et mislykket byggeprojekt. Jeg gav ham de kontanter, jeg havde sparet sammen ved at arbejde på værftet, og jeg bad ham sværge på aldrig at fortælle dig eller Vanessa om mig. Jeg sagde intet om de niogfirs millioner!”

“Så hvordan fandt han koden?” spurgte Samuel.

Thomas tørrede regnvandet væk fra panden med en rystende hånd. “Raymond Vale vidste, at jeg gemte mine koder i mine ure. Før han døde, må han have skrevet det i sine optegnelser. Vanessa har ledt efter det ur i årevis. Da Daniel havde det på i aften… må hun have overtalt ham til at lade en urmager åbne det for at få det ‘renset’ og skiftet remmen til ære for jubilæet.”

Jeg tænkte tilbage på middagen. Daniel havde haft en ny læderrem på uret. Og viserne havde bevæget sig.

“Daniel vidste ikke engang, at koden i uret var til den store konto,” indså jeg med en blanding af væmmelse og medlidenhed. “Men han gav hende adgang til dine gamle forsikringsmapper ved at stjæle autorisationskoden fra mit pengeskab derhjemme. De arbejdede sammen om at plyndre dig og mig, men Vanessa har hele tiden haft sin egen dagsorden.”

Min telefon vibrerede på bordet.

Det var ikke et ukendt nummer denne gang. Det var Daniel.

Samtidig lyste Samuels computerskærm op med en rød advarselsboks.

“Eleanor,” sagde Samuel hurtigt og bøjede sig over tastaturet. “Nogen forsøger at gennemføre en straksoverførsel fra Cayman-kontoen lige nu. De bruger en digital fuldmagt med din forfalskede underskrift – sandsynligvis kopieret fra de dokumenter, du underskrev, da du kautionerede for Daniels hus sidste år.”

“Kan de gennemføre den?” spurgte jeg.

“Banken på Caymanøerne kræver to-faktor-godkendelse ved beløb over ti millioner, fordi Thomas satte kontoen op med et labyrintisk sikkerhedssystem,” sagde Samuel, mens hans fingre fløj over tasterne. “De har koden fra uret, og de har den gamle forsikringsnøgle. Men banken har sat overførslen i bero i fireogtyve timer og kræver fysisk eller verificeret biometrisk bekrftelse fra kontohaveren i morgen tidlig klokken ni.”

“Kontohaveren er mig,” sagde jeg.

“Præcis. Og det har Vanessa og Adrian Voss lige opdaget.”

Jeg kiggede ned på min blinkende telefon, hvor Daniels navn lyste.

“Voss arbejder sammen med Vanessa?” spurgte Thomas skarpt.

“Selvfølgelig gør han det,” svarede jeg, og for første gang den aften mærkede jeg den isnende klarhed, der havde gjort mig til en frygtet forretningskvinde i tekstilbranchen. “Vanessa er Raymond Vales datter. Da hun fandt koden i uret i aften, har hun kontaktet sin fars gamle partner, Adrian Voss, for at bruge hans netværk i bankverdenen til at tømme kontoen, før jeg opdagede noget. Derfor stod Voss uden for restauranten. Han var der ikke for at tale med mig – han var der for at sikre sig, at jeg ikke forlod festen for tidligt og tjekkede mine konti.”

Da jeg nægtede at spise på toilettet og gik i utide, havde jeg ødelagt deres tidsplan.

Telefonen holdt op med at ringe. To sekunder senere tikkede en tekstbesked ind fra Daniel.

Mor, vær sød at tage telefonen. Jeg er så ked af, hvordan Vanessa opførte sig i aften. Vi er taget hjem til dit hus for at vente på dig, så vi kan give dig en ordentlig undskyldning. Kom hjem, vi har lavet te.

Jeg læste beskeden højt.

Thomas greb fat i bordkanten. “Du må ikke tage derhen! Adrian Voss er i det hus lige nu. De har brug for dit fingeraftryk og din stemmebekræftelse for at frigive pengene, før banken åbner i morgen!”

“Og når de har fået min bekræftelse?” spurgte jeg stille.

Ingen i rummet behøvede at svare. En syvogtresårig kvinde, der faldt ned ad sin egen kældetrappe eller fik et “hjerteanfald” efter et voldsomt skænderi med sin familie på en regnfuld oktobernat – ingen ville stille spørgsmål. Og Daniel og Vanessa ville arve både mit firma, mit hus og de niogfirs millioner dollars, som de ville dele med Voss.