Vanessa stod som forstenet, mens en kvindelig agent greb fat i hendes arme og lagde de kolde håndjern omkring hendes håndled – lige hen over det diamantarmbånd, jeg havde betalt for til hendes fødselsdag året før.

“Slip mig!” hylede Vanessa, og al hendes påtagede overklasse-elegance krakelerede i ren panik. “Ved I ikke, hvem jeg er?! Hun lyver! Den gamle kælling har sat det hele op! Daniel, gør noget! Sig, at det var din mors penge!”

Men Daniel rørte sig ikke. Han sad på stolen ved døren og stirrede med vidtåbne, rædselsslagne øjne på sin far, og derefter på den lille mikrofon, jeg nu roligt tog ud af mit hår og lagde på sofabordet.

Samuel Price trådte ind gennem hoveddøren med sin mappe under armen. Han så på det raserede rum, rettede på sit slips og nikkede til den ledende FBI-agent.

“Vi har hele tilståelsen på bånd, agent Miller,” sagde Samuel tørt. “Både mordet i Pennsylvania, hvidvaskningen i Halcyon Freight, afpresningen og drabsforsøget på fru Bennett. Båndet overføres direkte til statsanklagerens server i dette øjeblik.”

“Du kan ikke gøre det her!” skreg Vanessa og sled i håndjernene, mens hun blev ført mod døren. Hendes ansigt var forvrænget af raseri, da hun passerede mig. “Jeg er din svigerdatter! Vi er familie!”

Jeg rejste mig op og så hende direkte i øjnene.

“Når du kommer i statsfængslet, Vanessa,” sagde jeg med den samme blide stemme, jeg havde brugt ved middagsbordet, “så vil du opdage, at man spiser i samme rum, som man har sit toilet. Jeg er sikker på, du hurtigt vænner dig til det.”

Vanessa spyttede efter mig, men ramte kun gulvtæppet, før agenterne skubbede hende og en tavs, sammenbidt Adrian Voss ud i den regnfulde nat, hvor blå og røde blink nu oplyste hele indkørslen.

Stuen blev stille.

Tilbage var kun Samuel, Thomas, jeg selv – og Daniel, som nu også havde fået håndjern på af den sidste agent, der stod og ventede ved døren.

Daniel græd. Ligesom han havde gjort, da han var seks år gammel og havde slået knæet på cyklen.

“Mor,” hulkede han og faldt ned på knæ foran mig. “Mor, vær sød… sig til dem, at jeg ikke vidste, at han havde en pistol! Jeg ville aldrig lade dem gøre dig fortræd! Jeg var bare så presset… Vanessa truede med at gå fra mig, og kreditorerne… Far! Sig noget til hende!”

Han kiggede op på Thomas.

Thomas så ned på den søn, han havde forladt som dreng, og som han havde forsøgt at redde i det skjulte som voksen. Der var en dyb, bundløs sorg i Thomas’ gamle øjne.

“Jeg gav dig alt, hvad jeg havde i Maine, Daniel,” sagde Thomas lavt. “Og du solgte min placering til din kone, så hun kunne presse din mor. Jeg døde for syvogtyve år siden for at beskytte jer. Men jeg ser nu, at jeg beskyttede den forkerte.”

Daniel vendte sig desperat mod mig. “Mor! Jeg er dit eneste barn! Du kan ikke lade dem sætte mig i fængsel! Hvem skal så tage sig af dig, når du bliver gammel?”

Jeg så ned på gulduret om hans håndled. Jeg bøjede mig ned, løsnede spændet på den nye læderrem og tog uret af hans arm.

“Samuel,” sagde jeg uden at flytte blikket fra min søn. “Er Plan B aktiveret?”

“Fuldt ud, Eleanor,” svarede Samuel. “Huset i centrum, som står i dit selskabs navn, er opsagt med øjeblikkelig virkning. Hans kreditkort er spærret, og kautionen for hans firmaer er trukket tilbage under klausulen om grov misligholdelse og svig. Og med hans medvirken til ulovlig indtrængen i dine finansielle systemer samt ulovlig frihedsberøvelse i aften, kigger han på mindst fem til otte år uden mulighed for prøveløsladelse.”

“Mor, nej!” skreg Daniel, mens agenten trak ham op på benene. “Eleanor! Du skylder mig det her! Jeg er din søn!”

Det var første gang, han kaldte mig ved fornavn. Ligesom Vanessa havde gjort.

“Jeg gav dig livet, Daniel,” sagde jeg roligt. “Og jeg betalte for de første fyrre år af det. De næste fyrre må du selv finansiere.”

Agenten førte ham ud. Hans råb og hulken døde langsomt ud, da hoveddøren lukkede bag dem.

Samuel rømmede sig diskret. “Jeg går ud og giver de sidste dokumenter til agent Miller. Hvad med Cayman-kontoen, Eleanor? Da pengene oprindeligt stammer fra Halcyon Freight, men har forrentet sig i et lovligt blindt trustfond…”

“Staten tager de oprindelige 42 millioner til dækning af de gamle krav og erstatning til den dræbte chaufførs familie,” sagde jeg uden tøven. “Det var den aftale, du lavede med statsanklageren for at give Thomas immunitet som kronvidne mod Voss, ikke sandt?”

Samuel nikkede imponeret. “Jo. Og de resterende syvogfyrre millioner i oparbejdede renter?”

“De er fuldt lovlige og tilhører dig,” sagde Thomas stille henne fra pejsen.