Vanessa himlede med øjnene. “Åh, hold dog mund, Daniel. Du kunne ikke engang drive en pølsevogn uden at gå konkurs, hvis din mor ikke betalte regningerne. Tror du virkelig, at jeg spildte mine bedste år på en mand som dig, hvis der ikke var en gevinst for enden af regnbuen?”

Daniel så ud, som om nogen havde slået luften ud af ham. “Hvad mener du? Vi er gift…”

“Ikke efter i morgen,” sagde Vanessa koldt. “Når Eleanor har bekræftet overførslen, går halvtreds procent til Adrian, og halvtreds procent går til min konto i Schweiz. Du kan beholde dette hus og din mors små tekstilfabrikker, når hun… desværre går bort af et hjerteanfald i nat.”

Daniels ansigt mistede al farve. Han trådte et skridt frem. “Går bort? Nej! Aftalen var, at hun bare skulle skrive under! Vi skulle ikke gøre hende fortræd!”

Adrian Voss stak hånden ind under sin jakke og trak en tung, sort pistol med lyddæmper frem. Han pegede den ikke på mig, men direkte mod Daniels bryst.

“Sæt dig ned i hjørnet og hold din kæft, knægt,” sagde Voss med en stemme så flad og følelsesløs, at det fik nakkehårene til at rejse sig. “Ellers sørger jeg for, at politiet finder det som et tragisk familieopgør, hvor den gældsplagede søn skød sin mor og derefter sig selv.”

Daniel frøs. Hans læber rystede, og han sank ned på en stol ved døren med hænderne over ansigtet. Han kiggede på mig gennem fingrene. “Mor… jeg vidste ikke… jeg sværger, jeg troede bare, det var mine penge…”

Jeg så på den mand, jeg havde født og elsket højere end mit eget liv. Og for første gang følte jeg absolut ingenting. Den snor, der havde bundet mit hjerte til hans, var skåret over.

“Du solgte mig for penge, du ikke engang havde tjent, Daniel,” sagde jeg stille. “Det eneste, der overrasker mig, er, at du solgte mig så billigt.”

Jeg vendte mit blik tilbage mod Voss og Vanessa. Jeg sørgede for at tale tydeligt, så mikrofonen i mit hår fangede hver en stavelse.

“Så lad mig forstå det ret, hr. Voss,” sagde jeg. “Du og Raymond Vale hvidvaskede 42 millioner dollars gennem Halcyon Freight. Du dræbte chaufføren i Pennsylvania for at dække over svindlen og skyde skylden på min mand. Og nu vil du og Raymond Vales datter tvinge mig med våbenmagt til at overføre niogfirs millioner dollars til jeres konti, hvorefter du har tænkt dig at myrde mig i mit eget hjem?”

Voss smilede skævt. “En præcis opsummering, fru Bennett. Du har altid haft ry for at have hovedet skruet godt på. Så du forstår også, at hvis du ikke læner dig frem til kameraet på den computer og læser bekræftelseskoden højt inden for de næste tredive sekunder, så skyder jeg først din søn i knæskallen, og derefter gør jeg det langsomt og særdeles smertefuldt for dig.”

Vanessa lænede sig frem, hendes øjne glitrede af grådighed og triumf. “Gør det nu bare, Eleanor. Ligesom jeg sagde til festen: Du er jo vant til at betjene folk. Betjen os en sidste gang.”

Jeg så på skærmen. Så så jeg på Vanessa.

“Du har ret i én ting, Vanessa,” sagde jeg og lænede mig frem, som om jeg skulle til at læse koden på skærmen. “Jeg startede med at gøre rent og sy tøj for folk som dig. Ved du, hvad man lærer, når man vasker andre menneskers beskidte tøj?”

Vanessa rynkede panden. “Hvad?”

“Man lærer præcis, hvor alle pletterne gemmer sig. Og man lærer, hvordan man skaffer sig af med affald.”

Jeg trykkede ikke på godkendelsesknappen. I stedet trykkede jeg på Delete-tasten og lukkede skærmen ned med et smæld.

“Hvad fanden gør du?!” skreg Vanessa og sprang op fra stolen.

Voss hævede pistolen mod mit hoved og tog et skridt frem. “Det var din sidste fejltagelse, gamle kone.”

“Nej, Adrian,” lød en dyb stemme fra døren til spisestuen. “Det var din.”

Dørene til spisestuen fløj op.

Thomas trådte ind i stuen, og lige bag ham stod to mænd i skudsikre veste med våbnene hævet, efterfulgt af de føderale agenter. Samtidig lød lyden af knust glas fra terrassedøren, da de to andre sikkerhedsfolk stormede ind med laserdots, der dansede direkte på Adrian Voss’ brystkasse.

“FBI! Smid våbnet! Smid det nu!”

Voss stivnede. Men det var ikke agenterne eller pistolerne, der fik ham til at tabe kæben og stirre som en mand, der havde mistet forstanden. Det var synet af den enoghalvfjerdsårige mand i den falmede grønne frakke.

“Thomas?” hviskede Voss, mens pistolen blev vristet ud af hans hånd af en agent, der tvang ham ned i gulvet med et hårdt knæ i ryggen. “Du… vi så dig brænde op…”

“Du så det, jeg ville have dig til at se, Adrian,” sagde Thomas roligt og gik hen og stillede sig ved siden af min sofa.