Lyden af Béatrice Delmas’ sorte sedan, der forsvandt ned ad den grusede allé, efterlod en iskold stilhed mellem de gamle stenmure. Hendes sidste ord hang i den fugtige aftenluft som en giftig tåge: Spørg ham, hvorfor hans kone i virkeligheden mistede livet.

Jeg stod som forstenet med Mistrals tøjler knuget i min ene hånd, mens mine arme rystede under vægten af Élise og Manon. Ved min side trak Lucas vejret tungt, hans barneøjne vekslede mellem mig og den høje, tavse mand foran os. Étienne Delmas’ ansigt var lukket, som hugget i den grå basalt fra Cantal-bjergene, men jeg så, hvordan knoerne på hans hænder hvidnede, da han knyttede dem.

I et sekund overvejede jeg at vende om. At trække Mistral ud gennem smedejernsporten og gå ud i den faldende nat. Men så klynkede Manon svagt mod mit bryst. En tør, hæs lyd af udmattelse, som skar gennem al min frygt og stolthed. Mine døtre havde ikke råd til min mistænksomhed.

— Madeleine! kaldte Étienne igen, og denne gang var hans stemme lavere, men ladet med en autoritet, der ikke tålte modsigelse. — Tag børnene med ind i køkkenet. Varm mælken og red op i det store gæsteværelse på første sal, det mod syd. Lucas, kom med mig. Vi sørger for din hest.

En trivelig kvinde i tresserne med sølvgråt hår samlet i en stram knude kom hurtigt ud fra hovedhuset. Hendes øjne udvidede sig, da hun så vores forkomne tilstand, men der var kun varme i hendes blik, da hun lagde en hånd på min skulder.

— Kom indenfor, lille fru Morel, sagde hun blidt. — Vinden bider i aften.

Inden jeg fulgte efter hende, så jeg tilbage. Lucas tøvede med at slippe Mistrals grime, men da Étienne rakte ham en spand med frisk havre og nikkede mod den oplyste stald, blødte drengens ansigt op.

Den nat glemmer jeg aldrig. At se Élise og Manon drikke grådigt af sutteflaskerne, mens varmen fra det enorme støbejernskomfur langsomt tøede vores frosne lemmer op, var som at vende tilbage til livet. Da tvillingerne endelig faldt i en dyb, rolig søvn i en bred vugge af egetræ, som Madeleine havde fundet frem fra loftet, og Lucas sov tungt under en tyk edderdunsdyne i det tilstødende kammer, sad jeg alene tilbage ved vinduet.

Udenfor lå godset Les Hautes Terres badet i måneskin. Det var en fæstning af velstand og ensomhed. Men Béatrices ord nægtede at slippe mig.

To dage senere, mens jeg var i gang med at sortere en bunke ubetalte fakturaer og foderbestillinger på det støvede kontor i stueetagen, kom Madeleine ind med en bakke te. Jeg havde allerede opdaget, at jeg havde flair for tallene. Inden jeg mødte min afdøde mand, Julien, havde jeg arbejdet som bogholderassistent på et savværk i Aurillac. Étiennes regnskaber var ikke bare uordentlige – de var mærkelige.

— De gør fremskridt med papirerne, kan jeg se, bemærkede Madeleine og stillede koppen foran mig.

Jeg så op på hende.

— Madeleine… hvad skete der med Amélie Delmas for fjorten år siden?

Den ældre kvinde stivnede. Hun lukkede langsomt døren til gangen, før hun vendte sig mod mig.

— Frøken Béatrice har en skarp tunge, og grådighed gør hende ond, sagde Madeleine lavmælt. — Amélie faldt fra klipperne ved Puy Mary under en storm. Hun var taget ud for at lede efter en flok kvier, der var brudt gennem hegnet. Nogle i landsbyen hviskede om, at hun og Étienne havde haft et voldsomt skænderi samme morgen. At hun ville forlade ham, og at han fulgte efter hende.

Mit hjerte sank.

— Og hvad tror De? spurgte jeg.

Madeleine så mig direkte i øjnene.

— Jeg vaskede hr. Étiennes tøj den aften, fru Morel. Hans hænder var flået til blods af klippestykker og torne, fordi han i fire timer havde forsøgt at klatre ned i kløften for at redde hende, før redningsmandskabet nåede frem. Han elskede hende så højt, at en del af ham døde på det bjerg. Skænderiet den morgen handlede ikke om dem. Det handlede om Béatrice og hendes mand, som allerede dengang forsøgte at presse penge ud af gården til deres mislykkede forretninger i Clermont-Ferrand. Amélie havde opdaget det.

En sær lettelse skyllede gennem mig, men den blev hurtigt afløst af en ny uro. For på skrivebordet foran mig lå netop årsopgørelserne for de seneste tre år.

DEL 3: De skjulte spor i regnskabet og i sadlen

Ugerne gik og blev til tre måneder. Vinteren strammede sit greb om bjergene, men indenfor på Les Hautes Terres blomstrede mine børn. Élise og Manon fik runde, røde kinder, og deres pludren fyldte de ellers så tavse gange. Selv Étienne ændrede sig umærkeligt. Jeg fangede ham en eftermiddag i staldgangen, hvor han stod med Manon på armen og tålmodigt lod hende hive i hans gråsprængte skæg, mens han forklarede Lucas, hvordan man vurderer kvaliteten af vinterhø.