Étienne tog imod konvolutten med rystende hænder. Da han så skriften på omslaget, veg al farve fra hans ansigt.
— Julien…? hviskede han. — Jeg troede… da jeg hørte om ulykken i Lyon, troede jeg, at papierne var gået tabt med ham. Jeg turde ikke kontakte dig, Claire, fordi jeg frygtede, at de folk, der var skyld i hans død, ville gå efter dig og børnene, hvis de vidste, at vi kendte hinanden.
Mine øjne fyldtes endelig med tårer, da jeg hørte sandheden. Étienne havde ikke taget os ind af tilfældig medlidenhed den aften ved porten. Han havde genkendt Mistral. Han havde vidst, hvem vi var, fra det øjeblik jeg nævnte mit navn, og han havde beskyttet os i stilhed.
Étienne rakte de officielle skøder og Juliens brev til kaptajn Rocher, mens han læste den sidste del højt.
— Pantebrevene i Lyon er ugyldige, sagde Étienne, og hans stemme genvandt sin dybe styrke, mens han så på sin søster. — For de tre kildevæld og hele østbakken har ikke tilhørt Les Hautes Terres i snart et år. Jeg overdrog dem lovligt og tinglyst til Julien Morels børn som tak for hans trofasthed. Du har pantsat jord, der tilhører en niårig dreng og to spædbørn, Béatrice. Det er groft bedrageri.
Kaptajn Rocher lukkede mappen med et skarpt smæld. Hans blik flyttede sig fra dokumenterne til Juliens brev, hvor navnet på forretningspartneren i Lyon og omstændighederne omkring byggepladsen var nøje beskrevet.
— Frøken Delmas, sagde kaptajnen koldt. — På baggrund af disse dokumenter og mistanken om både groft dokumentfalsk, underslæb og mulig forbindelse til sagen i Lyon, anholder jeg Dem.
— Rør mig ikke! skreg Béatrice, da de to betjente trådte frem og greb hende om armene. — Étienne! Jeg er din søster! Dit eget kød og blod!
Étienne så på hende uden had, kun med en uendelig træthed.
— Min familie er dem, der beskytter dette hjem, Béatrice. Ikke dem, der forsøger at brænde det ned. Efterforskningen vil vise, hvad du og Valéry ellers har på samvittigheden – både hvad angår Julien og hvad der skete den morgen for fjorten år siden, da Amélie løb ud i stormen efter at have talt med dig.
Béatrice stivnede, og hendes ansigt faldt sammen i ren rædsel. Hun sagde ikke et ord mere, da hun blev ført ind på bagsædet af politibilen.
Da sirenerne og lyden af motorer var døet hen nede i dalen, stod vi tilbage på den stille gårdsplads. Solen brød gennem skyerne over Cantal-bjergene og fik sneen på tinderne til at glitre.
Étienne gik langsomt hen til Lucas, lagde sig på det ene knæ i gruset, så han var i øjenhøjde med min søn, og lagde en stor, varm hånd på hans skulder.
— Din far var den modigste mand, jeg nogensinde har kendt, Lucas, sagde han hæst. — Han gav sit liv for at sikre jeres fremtid og redde denne gård. Mistral bliver i sin boks, og så længe jeg trækker vejret, er dette dit hjem.
Lucas slog armene om halsen på den store mand og gemte sit ansigt mod hans uldfrakke.
Étienne rejste sig med drengen ind til sig og så på mig. De fjorten års vinter i hans øjne var endelig smeltet bort. Fra det åbne vindue på første sal lød lyden af Madeleine, der nynnede, mens Élise og Manon vågnede med små, glade pludrelyde.
Jeg trådte hen til dem og lagde min hånd oven på Étiennes. Vi havde begge mistet alt det, vi troede var vores liv – men midt i ruinerne havde vi fundet en fremtid, som ingen kunne tage fra os.






