Kaptajn Rocher så alvorligt på mig. Han var en korrekt mand, som kendte familien Delmas’ betydning på egnen.
— Fru Claire Morel? Vi har modtaget en formel anmeldelse om underslæb og dokumentfalsk. Jeg er nødt til at bede Dem om at udlevere nøglerne til kontoret og følge med os til afhøring.
Béatrice trådte helt hen til trappen, så kun jeg kunne høre hende, mens gendarmerne gik ind i forhallen. Hendes øjne glimtede af kold triumf.
— Jeg advarede dig, hviskede hun. — Inden aften er dine unger overdraget til de sociale myndigheder, og du sidder i en celle i Aurillac. Dette hus og disse jorder vil vende tilbage til min familie, ikke til en snylters børn. Pak jeres pjalter.
Jeg fældede ikke en eneste tåre. Mit hjerte slog roligt, næsten langsomt, drevet af en klarhed, som kun mødre, der kæmper for deres børns overlevelse, kender til.
I det samme lød lyden af en tung firehjulstrækker, der bremsede hårdt op på gruset. Étienne sprang ud af førerhuset. Madeleine havde ringet til ham, så snart hun så bilerne på vej op ad bjerget.
— Hvad foregår der her?! tordnede han og stillede sig øjeblikkeligt imellem mig og kaptajn Rocher. — Rocher, hvad laver dine folk i mit hus?
— Étienne, prøv nu at bevare roen, sagde Béatrice og lagde en hånd på sin brors arm, som han straks rystede af sig. — Din lille “forvalter” har tømt driftskontoen for 28.000 euro via falske foderfakturaer. Jeg har revisorrapporten lige her. Jeg gør kun dette for at redde dig fra endnu en katastrofe!
Étienne vendte sig langsomt mod mig. Der var ingen vrede i hans øjne, kun et dybt, smertefuldt spørgsmål.
— Claire? sagde han lavt.
— Jeg har ikke taget en eneste centime, Étienne, svarede jeg med fast stemme. Så vendte jeg mig mod kaptajn Rocher, rakte hånden ned i min forklædelomme og trak USB-nøglen og en mappe med udskrifter frem. — Og jeg behøver ikke at låse kontoret op for Dem, kaptajn. Jeg har allerede samlet alle sikkerhedskopierne af regnskabet til efterforskerne.
Béatrice rynkede panden, og et kort glimt af usikkerhed fløj over hendes ansigt.
— Hvad er det for noget vrøvl? Hun har sikkert forfalsket tallene!
— Man kan forfalske et regneark, frøken Delmas, sagde jeg roligt og rakte mappen til kaptajn Rocher. — Men man kan ikke forfalske bankens egne transaktions-id’er eller MAC-adressen på den computer, der har autoriseret udbetalingerne. Hvis De kigger på side fire, kaptajn, vil De se, at de fem overførsler på i alt 28.000 euro til selskabet Auvergne Agro-Conseil ganske rigtigt er bogført i mit system om eftermiddagen. Men selve bankoverførslen er godkendt med en digital nøgle, der tilhører Béatrice Delmas, fra en IP-adresse i Clermont-Ferrand – på tidspunkter, hvor både Madeleine og hr. Delmas kan bevidne, at jeg befandt mig her på gården uden internetadgang på grund af snestormen i februar.
Kaptajn Rocher bladrede hurtigt gennem papirerne. Hans øjenbryn trak sig sammen, mens han læste.
— Desuden, fortsatte jeg og så direkte på Béatrice, hvis ansigt nu var blevet ligblegt, — tog jeg mig den frihed at undersøge Auvergne Agro-Conseil i handelsregistret. Selskabet har ingen ansatte og ingen foderlagre. Det er et postkasseselskab oprettet for otte måneder siden af en vis Marc Valéry i Lyon. Den samme mand, som De skylder over to hundrede tusind euro.
— Det er løgn! skreg Béatrice, og hendes elegante maske krakelerede fuldstændigt. — Étienne, hører du, hvad hun siger?! Smid hende ud! Dette er vores families jord! Du har ingen arvinger, og når banken i Lyon kræver kautionen indfriet i næste uge, overtager Marc og jeg alligevel kontrollen med bestyrelsen!
Étienne stirrede på sin søster, som om han så hende for første gang.
— Hvilken kaution, Béatrice? Hvad har du gjort?
— Du har begravet dig selv i denne stald i fjorten år! råbte hun desperat. — Jorden her er millioner værd, men du lader den rådne op! Ja, jeg brugte den gamle fuldmagt fra fars tid til at stille østmarkerne som sikkerhed for vores investeringsfond i Lyon. Og hvad så? Om ti dage udløber fristen, og du kan ikke sælge kvæg nok til at dække den, for uden vandet fra kildevældene på østbakken vil ingen bank låne dig en rød øre!
En tung stilhed sænkede sig over gårdspladsen. Selv gendarmerne stod helt stille.
Jeg så over mod staldporten og nikkede stille.
DEL 5: Brevet fra graven
Lucas trådte frem i sollyset. I sine hænder bar han Mistrals gamle, slidte lædersadel. Han gik lige hen foran Étienne og kaptajn Rocher, satte sadlen på jorden, bøjede sig ned og trak den brune konvolut i det olierede lærred ud fra det skjulte rum under sadelklappen.
— Min far sagde i sit brev, at jeg skulle give det her til hr. Étienne, når ulvene kom, sagde Lucas med sin klare drengestemme.






