Mellem Lucas og Étienne opstod der et stille bånd. Min søn savnede sin far med en smerte, han sjældent satte ord på, og han brugte hver en ledig time efter skole i stalden hos Mistral. En søndag sidst i februar kom Lucas ind på mit kontor med et alvorligt udtryk i ansigtet. Han lukkede døren bag sig.
— Mor, jeg skulle smøre læderet på Mistrals sadel, som hr. Étienne lærte mig, hviskede han. — Inde under sadelklappen, der hvor syningen var gået lidt op… der var et hulrum i polstringen. Far har gemt noget derinde.
Lucas lagde en flad pakke, omhyggeligt viklet ind i olieret lærred, på mit skrivebord. Mine fingre rystede, da jeg løsnede knuderne. Indeni lå en tyk, brun konvolut med mit og Lucas’ navn skrevet med Juliens velkendte, skrå håndskrift.
Da jeg læste brevet, måtte jeg gribe fat i bordkanten for ikke at falde.
”Min elskede Claire, min tapre Lucas,” begyndte det. Datoen øverst var kun fire dage før den ulykke på byggepladsen i Lyon, der havde kostet ham livet. ”Hvis I finder dette brev, er det fordi jeg ikke er vendt hjem, og fordi I har været tvunget til at søge hjælp det eneste sted i dalen, hvor anstændigheden stadig bor.”
Tårerne slørede mit syn, men jeg tvang mig selv til at læse videre. Julien forklarede, at han aldrig havde arbejdet på en tilfældig byggeplads i Lyon. Tre år tidligere, da tørken nær havde ruineret vores lille gård, havde Étienne Delmas i al hemmelighed lånt Julien en stor sum penge uden renter, mod at Julien – som var uddannet tømrer og landmåler – hjalp ham med at opkøbe og sikre de omkringliggende skovparceller og kildevæld i bjergene.
Men under dette arbejde havde Julien opdaget noget livsfarligt: Béatrice Delmas og hendes forretningspartner i Lyon var i gang med ulovligt at pantsætte dele af Les Hautes Terres ved hjælp af forfalskede fuldmagter for at dække en enorm spillegæld og spekulationsgæld. De planlagde at tvinge Étienne til tvangsauktion og sælge jorden til et konsortium.
”Jeg tog til Lyon for at konfrontere notaren og sikre originaldokumenterne,” skrev Julien. ”Men jeg tror, de ved, jeg er her. I denne konvolut ligger skøderne på de tre kildevæld på østsiden – Étienne insisterede på at registrere dem i Lucas’ og vores ufødte børns navne som betaling for mit arbejde og for at beskytte vandrettighederne mod Béatrice. Uden vandet fra østbakken er hele dalens kvægdrift værdiløs. Pas på Étienne, Claire. Han er en god mand, omgivet af ulve. Og gem dette, til den dag ulvene angriber.”
Jeg sad længe med brevet i skødet, mens brikkerne i mit hoved faldt på plads med et iskoldt klik. Julien var ikke bare et tilfældigt offer for et sammenstyrtet stillads. Og de uregelmæssigheder, jeg i de sidste to uger havde fundet i Étiennes digitale bogholderi, var ikke sjusk.
Samme aften, efter at børnene var lagt i seng, lukkede jeg mig inde på kontoret. Jeg gennemgik hver eneste overførsel, hver eneste faktura for dyrlægeudgifter og maskinindkøb fra det seneste år. Béatrice havde stadig adgang til en gammel erhvervskonto fra dengang, deres far levede. Og nu så jeg mønsteret: Små, drypvise udbetalinger til fiktive leverandører. I alt 28.000 euro var blevet drænet fra driften over de seneste to måneder – og de elektroniske spor var klodset manipuleret, så det så ud, som om de var blevet godkendt fra den computer, jeg sad ved hver dag.
Hun ville ikke bare stjæle fra sin bror. Hun ville skaffe mig af vejen med et eneste slag.
Jeg tog to USB-nøgler frem fra skuffen. På den ene kopierede jeg hele det rå regnskab, bankudskrifterne, IP-logfilerne fra serveren og de scappede kopier af de falske fakturaer, som jeg fandt i papirkurven på netværksdrevet. Den anden lagde jeg i pengeskabet. Derefter gik jeg op til Lucas.
— Læg brevet og papirerne tilbage i sadlen, skat, hviskede jeg og kyssede hans pande. — Og uanset hvad der sker i morgen, må du ikke sige et ord, før jeg beder dig om det.
DEL 4: Fælden klapper
Næste formiddag klokken ti rullede to blå biler fra gendarmeriet ind på gårdspladsen, tæt fulgt af Béatrices sorte sedan.
Étienne var ude på de fjerne enge for at tilse de drægtige køer, præcis som Béatrice vidste, han altid var om tirsdagen. Jeg stod i døråbningen med et rent forklæde på, mens Élise og Manon sov tungt og mætte i deres vugge ovenpå efter deres morgengroed. Lucas stod ved staldporten med en strigle i hånden.
Béatrice steg ud med et triumferende, næsten medfølende udtryk, hun tydeligvis havde øvet foran spejlet. Sammen med hende gik kaptajn Rocher fra gendarmeriet i Mauriac samt to betjente.
— Det gør mig så ondt, kaptajn, sagde Béatrice højt nok til, at lyden bar over hele gårdspladsen. — Min bror har et alt for blødt hjerte. Jeg gennemgik kvartalsopgørelsen med vores revisor i går aftes og opdagede, at der mangler 28.000 euro. Overførslerne er startet, præcis en uge efter at denne kvinde fik adgang til koderne.






