“Hun fornærmede mig!” hvæsede Conrad, idet han klamrede sig til sin indignation. “Hun anklagede mig for svindel foran mine egne bidragydere! Hun stjal regnskaber! Hun trådte frem mod mig—”

“Hun er gravid i ottende måned,” afbrød Silas. Hans øjne forlod ikke Conrads ansigt. “Hendes mand døde for elleve måneder siden. Og hun er Roman Mercers lillesøster.”

Flere personer omkring bordet trak vejret skarpt ind.

En af mødrene, en kvinde ved navn Vivian Sterling, hvis mand ejede halvdelen af byens logistikterminaler, slap sin dyre designerpen. Den rullede over bordet og faldt til gulvet med en lille, metallisk klang. Vivian så på Evelyn med opspærrede øjne.

“Roman Mercer?” hviskede Vivian. “Mercer Holdings? Er hun… er hun en Mercer?”

“Nej,” udbrød Conrad, men stemmen svigtede ham næsten. “Evelyn Mercer er en simpel gymnasielærer. Hun har været ansat i tre år på en fast overenskomst. Hun bor i en lejet lejlighed på Elm Street! Hendes mand kørte en ti år gammel stationcar! Dette er et fupnummer. Kemp, sig dog noget!”

Wallace Kemp sank tilbage i sin stol. Han lignede en mand, der havde set en dommer iføre sig den sorte hætte. “Conrad… Roman Mercer ejer gælden. Al Hawthornes gæld.”

Der blev så stille, at man kunne høre regndråberne piske mod de store palævinduer ud mod campus’ perfekt klippede plæner.

“Hvad snakker du om?” Conrads stemme var reduceret til en hæs hvisken.

“Obligationerne for den nye idrætsfløj,” sagde Kemp med mat stemme og stirrede ned i sine hænder. “Da vi udvidede for fire år siden, kunne banken ikke dække resten af finansieringen uden en ekstern garant. Vi udstedte private gældsbreve gennem et konsortium i Delaware. Jeg vidste det ikke dengang… ingen af os vidste det, før konsortiet blev opkøbt i foråret. Roman Mercer ejer syvogtredive millioner dollars af Hawthornes fremmedkapital. Hvis han opsiger lånene, tilhører denne bygning, grunden og selve navnet ham inden fredag aften.”

Conrads blik flakkede febrilsk fra Kemp til Silas og til sidst ned på Evelyn, der sad sammensunket i stolen og stadig holdt sig om kinden. Blodet fra hendes flækkede læbe var tørret ind til en tynd, mørk skorpe.

“Hun ville have fortalt dig det,” sagde Silas tørt. “Hvis du havde spurgt. Men Evelyn forlod sin families forretninger for seks år siden. Hun ville ikke have deres penge. Hun ville ikke have deres magt. Hun ville være lærer. Hun ville undervise børn i litteratur og leve af sin egen løn. Hun ville bevise, at hun kunne bygge et liv uden sin brors skygge.”

Silas lagde hånden fladt på den sorte mappe.

“Men du kunne ikke nøjes med at underbetale hende, Conrad. Du stjal stipendiepenge fra drenge som Owen Price. Og da hun fandt ud af det, slog du hende i ansigtet.”

Døren til mødelokalet gik op igen.

Der var ingen, der bankede på. Døren blev blot skubbet op, bredt og ubesværet, og fire mænd trådte ind. De bar ikke skolens marineblå sikkerhedsuniformer. De bar skræddersyede, mørkegrå jakkesæt, paraplyer med træhåndtag, og den type diskrete øresnegle, som man kun så på folk, der beskyttede statsoverhoveder eller mænd, der var rigere end stater.

De spredte sig lydløst langs væggen. Bag dem trådte en mand ind, som fik rummets temperatur til at falde endnu et par grader.

Roman Mercer var toogfyrre år gammel, højere end Silas og med det samme ravfarvede blik, som Evelyn havde arvet fra deres mor. Hvor Evelyns ansigt var åbent, blødt og præget af de følelser, hun nægtede at skjule, var Romans ansigt skåret ud af granit. Hans mørke hår var vådt af regnen, og hans sorte uldfrakke var knappet helt op i halsen. Han bar ingen smykker, intet ur, intet overflødigt. Han udstrålede en rå, kontrolleret tyngde, der fik de rige bestyrelsesmedlemmer til at ligne skuespillere i et amatørteater.

Han så ikke på Conrad. Han så ikke på bestyrelsen. Hans blik fandt Evelyn i det sekund, han passerede dørtrinet.

Evelyn trak vejret ind gennem næsen, en skarp, smertefuld indånding. “Roman. Gå væk.”

Roman standsede ved hendes stol. Han bøjede sig ned på hug foran hende, så han var i øjenhøjde. Hans bevægelser var bløde, næsten umærkelige, men der var en sitren i hans store hænder. Han løftede forsigtigt fingrene og lod fingerspidserne svæve en millimeter over hendes hævede kindben, uden at røre, som om han frygtede at gøre mere ondt.

“Hvem gjorde det, Evie?” spurgte han. Hans stemme var ikke vred. Den var uhyggeligt rolig. En flad, kold ro, der var langt farligere end raseri.

“Det betyder ikke noget,” sagde Evelyn stædigt, selvom tårerne nu for første gang pressede sig på i hendes øjenkroge. Ikke af svaghed, men af den overvældende udmattelse, der fulgte i kølvandet på ugers frygt og ensomhed. “Jeg har papirerne. Svindlen er bevist. Vi behøver ikke… du skal ikke gøre dette til dit show.”

Roman så på hendes mund. Han så den lille stribe tørret blod.