“Nathan er død,” sagde Roman meget lavt. “Jeg lovede ham på hans dødsleje, at ingen nogensinde ville røre dig.”

“Nathan vidste, at jeg kunne passe på mig selv,” hviskede hun tilbage.

“Ikke mod folk som dette,” svarede Roman. Han rejste sig langsomt op. Da han vendte sig mod forsamlingen, syntes hele rummet at trække sig sammen.

Conrad Voss forsøgte at rette ryggen. Som rektor for en af landets mest prestigefyldte privatskoler havde han talt med senatorer, bankdirektører og udenlandske ambassadører. Han var vant til at dominere et rum med sin veltalenhed og sin ulastelige fremtræden. Han prøvede at finde den tone frem nu.

“Hr. Mercer,” sagde han med en stemme, der kæmpede for ikke at ryste. “Der er sket en… en dybt beklagelig misforståelse her til formiddag. Stemningen eskalerede. Deres søster fremsatte uhyrlige anklager mod skolens ledelse, og i kampens hede—”

“Du slog en gravid kvinde,” sagde Roman.

“Det var en refleks! Hun provokerede—”

“Silas,” afbrød Roman uden at hæve stemmen.

“Ja, Roman?” Silas stod stadig ved siden af bordet med armene over kors.

“Hvor lang tid tager det at lukke North Vale Educational Consulting?”

“Registreringsdokumenterne er allerede ved at blive undersøgt af statsadvokatens afdeling for økonomisk kriminalitet,” svarede Silas nøgternt, som om han læste en vejrudsigt op. “De modtog en anonym anmeldelse klokken syv i morges. Sammen med kontoudtogene fra den offshore-konto i Cayman Islands, som Conrad Voss oprettede under sin kones pigenavn i 2021.”

Conrads ansigt mistede al farve. Han greb fat i armlænet på sin stol for ikke at snuble bagover. “Hvad… hvordan ved I…”

“Du er en amatør, Conrad,” sagde Roman koldt. Han gik et skridt nærmere bordet. De bestyrelsesmedlemmer, der sad tættest på, trak sig instinktivt tilbage, så deres stole skrabede mod gulvet. “Du troede, du stjal fra forældre, der var for rige og travle til at læse årsregnskaberne, og fra børn, der var for fattige til at have en stemme. Du troede, at fordi Owens mor vasker gulve om natten, ville hun bare bøje nakken og sige tak, da du tog hendes søns fremtid fra ham.”

Roman stoppede to skridt fra Conrad. Rektoren var høj, men Roman tårnede sig op over ham med en fysisk tilstedeværelse, der fik Conrad til at virke skrøbelig, hul og gammel.

“Min søster kom her for at give de børn en chance,” fortsatte Roman. “Hun ville ikke bruge mit navn. Hun forbød mig at donere en eneste dollar til Hawthorne, fordi hun ville se, om en institution som denne kunne overleve på reel hæderlighed. Og du beviste, at den ikke kunne.”

“Dette er afpresning,” fremstammede Conrad. “Wallace! Bestyrelsen må gribe ind! Vi har advokater—”

“Dine advokater er i gang med at opsige deres kontrakter,” sagde Silas fra baggrunden og kiggede på sin telefon. “Firmaet Miller & Vance har netop meddelt, at de trækker sig som repræsentanter for Hawthorne Preparatory med øjeblikkelig virkning på grund af interessekonflikt. Det viser sig, at Miller & Vance har Mercer Holdings som deres største klient.”

En tung, kvælende lammelse sænkede sig over Conrad Voss. Han så rundt på bestyrelsesmedlemmerne. Mænd og kvinder, han havde spist middage med, delt whisky med på eksklusive golfklubber, godkendt deres børns tvivlsomme eksamensresultater for. Ingen af dem mødte hans blik. Wallace Kemp stirrede stift ned i bordpladen. Vivian Sterling kiggede ud ad vinduet.

De havde allerede opgivet ham. I deres verden var illoyalitet ikke en synd; det var en overlevelsesstrategi.

“Hvad vil De have?” hviskede Conrad. Han sank ned på kanten af sit sæde, og hans skuldre faldt sammen. Den elegante, uantastelige leder var forsvundet; tilbage sad en ængstelig, midaldrende mand, hvis livsværk smuldrede mellem fingrene på ham.

Roman Mercer så på ham med uendelig foragt.

“Jeg vil ikke have noget af dig,” sagde Roman. “Loven tager dine penge. Fængslet tager din frihed. Og offentligheden tager det sidste af din værdighed, når aviserne trykker historien i morgen tidlig.”

Roman vendte sig om og gik tilbage til Evelyn. Han bøjede sig ned igen, tog hendes hænder i sine og trak hende blidt, men bestemt op fra stolen. Evelyn protesterede ikke længere. Kroppen var tung, og den følelsesmæssige udmattelse havde overmandet hendes stædighed. Hun støttede sig mod sin bror, mens han lagde en arm om hendes skuldre.

“Vi tager på hospitalet,” sagde Roman lavmælt til hende. “Lægen skal se på den kind. Og på barnet.”

“Jeg skal have mine papirer,” mumlede Evelyn og kiggede ned på de spredte dokumenter på gulvet. “Owens sag… de andre atten stipendier…”

“Silas tager dem,” sagde Roman blidt. “Og Evelyn… Owen Price mister ikke sit stipendium. Fra i dag er fonden genetableret. Ikke gennem Hawthorne. Gennem en uafhængig fond i Nathans navn.”

Ved nævnelsen af Nathans navn lukkede Evelyn øjnene, og en enkelt tåre fandt vej gennem det hævede mærke på hendes kind. Hun nikkede svagt.