De begyndte at gå mod døren, flankeret af de fire mænd i jakkesæt. Vagterne ved døren trådte ærbødigt til side. Men lige før de nåede døråbningen, standsede Silas Crowe ved Conrads stol.

Silas bøjede sig ned, så hans mund var tæt på Conrads øre.

“Du spurgte, hvem Roman var,” hviskede Silas, så kun Conrad kunne høre det. “Du glemte at spørge, hvem Nathan var.”

Conrad løftede langsomt sit hvide ansigt. “Hvad?”

“Nathan Mercer,” sagde Silas med en iskold præcision. “Evelyns mand. Den mand, du troede døde i en tilfældig spritulykke på Route 17 for elleve måneder siden. Den mand, hvis bil blev ramt bagfra af en lastbil ejet af et datterselskab under North Vale Consulting.”

Conrads øjne spærredes op i ren, rå rædsel. Hans mund åbnede sig, men der kom ingen lyd ud.

“Vi vidste, hvad du gjorde ved regnskaberne for et år siden, Conrad,” fortsatte Silas, og et svagt, koldt smil rørte ved hans læber. “Nathan fandt ud af det først. Og du troede, du kunne begrave sandheden under en bunke knust metal på en mørk landevej. Men Evelyn fandt hans noter. Hun fandt ud af det hele på egen hånd, uden nogensinde at vide, at hendes mand døde for de samme papirer.”

Silas rettede sig op, knappede sin jakke og tog sin frakke over armen.

“Roman vidste det hele tiden,” sagde han højt nok til, at hele lokalet kunne høre de sidste ord. “Han ventede bare på, at du begik en fejl foran vidner. Og Conrad… du kunne ikke have valgt et bedre publikum.”

Silas vendte sig om på hælen og fulgte efter Roman og Evelyn ud i den brede gang, mens de tunge dobbeltdøre lukkede sig bag dem med et dæmpet, definitivt klik.

Udenfor faldt regnen i tunge, grå gardiner over Hawthorne Preparatory Schools historiske murstensbygninger. Træerne langs alleen stod nøgne og dryppende, mens en række sorte biler ventede med tændte lygter foran hovedtrappen.

Da de nåede den store stentrappe, standsede Evelyn et øjeblik. Den kolde regnluft ramte hendes ansigt som en lussing af en helt anden slags – ren, kold og vækkende. Hun kiggede op på den massive facade, hvor skolens latinske motto var hugget ind over indgangspartiet: Veritas Vos Liberabit – Sandheden skal frigøre jer.

Hun mærkede barnet bevæge sig igen under sin hånd. En dyb, rytmisk bevægelse. Smerten i lænden var der stadig, men den lammende følelse af frygt og ensomhed, som havde fulgt hende siden Nathans død, var forsvundet. Den var blevet erstattet af noget hårdere, noget urokkeligt.

Roman åbnede døren til den bagerste bil for hende. “Kom ind i varmen, Evie.”

Hun så på sin bror, manden hun havde forsøgt at flygte fra for at skabe sin egen identitet, manden hvis magt hun havde frygtet og foragtet. Men da hun mødte hans blik nu, så hun ikke en nådesløs forretningsmand. Hun så den dreng, der engang havde siddet ved hendes sygeseng, da hun havde lungebetændelse som barn; den bror, der aldrig ville lade verden knuse hende, uanset hvor hårdt hun forsøgte at stå alene.

“Roman,” sagde hun, før hun satte sig ind.

“Ja?”

“Owen Price skal have sin eksamen.”

Roman smilede for første gang den dag – et lille, sjældent smil, der nåede helt op til hans øjne.

“Owen Price får sin eksamen, Evelyn. Og Hawthorne får en ny ledelse. Fra i dag.”

Hun satte sig ind i det bløde lædersæde, og døren lukkede med et solidt, dæmpet tryk, der udelukkede regnen, skolen og fortidens spøgelser. Bilen gled lydløst ud ad indkørslen, mens ambulancernes og politiets fjerne sirener så småt begyndte at kunne høres gennem den grå regndis over byen.