Naomis hjerte begyndte at hamre mod ribbenene. “Hvad fortalte han?”

“Han fortalte, at du faktisk var med i planen fra starten. At I aftalte, at du skulle melde underskriften falsk for at trække tiden ud og narre os, så I kunne beholde huset i familien, mens han gik personligt konkurs. Han gav os endda din nye adresse som bevis på sin ‘samarbejdsvilje’.”

Naomi mistede vejret et øjeblik. Hun kiggede ned på Lily, der sov trygt i barnevognen med sin lille hånd knyttet om sin sutteklud.

Ethan havde ikke bare svigtet hende, da hun fødte. Han havde ikke bare forsøgt at stjæle hendes hjem. Nu, hvor væggene lukkede sig om ham, havde han kastet hende og sin egen nyfødte datter direkte for løverne for at købe sig selv lidt mere tid.

“Det er løgn,” hviskede Naomi. “Jeg har optagelser. Jeg har beviser på, at de gjorde det bag min ryg.”

“Måske,” sagde Viktor. “Men mine folk kigger i øjeblikket op mod vinduerne i din lejlighed på 2. sal. Det er en fin lille altan, du har. Vi giver dig 48 timer til at finde ud af, hvordan du og din familie vil indfri de tre millioner kroner, Ethan skylder. Huset på Birkelunden ville dække det fint. Vi ses på torsdag, Naomi.”

Linjen blev afbrudt.

Naomi gik langsomt hen til stuevinduet og trak gardinet en millimeter til side. Nede på gaden, på den anden side af vejen under et gadehjørne, holdt en mørkegrå sedan med tonede ruder.

Hun rystede ikke denne gang. Den svaghed, hun havde følt i soveværelset fem dage efter fødslen, var for længst brændt væk og erstattet af noget koldt og knivskarpt. Hun var mor nu. Og hvis Ethan og Marisa troede, at de kunne ofre hende og Lily for at redde deres eget skind, skulle de komme til at fortryde det resten af deres liv.

Hun ringede ikke til Ethan. Hun ringede heller ikke til politiet med det samme – hun vidste, at en vag telefonisk trussel fra et taletidskort ikke ville få patruljevogne til at holde vagt døgnet rundt, og slet ikke hurtigt nok til at stoppe folk som Viktor Holm. Hun havde brug for mere end forsvar. Hun havde brug for et modangreb.

Hun ringede til sin søster, Sophie, og bad hende hente dem via baggården. En time senere var Naomi og Lily indlogeret på et anonymt hotel i den anden ende af byen, betalt med kontanter, mens hendes advokat, Jesper Vestergaard, sad over for hende i hotellets lille lounge.

Jesper var en mand i slutningen af halvtredserne med gråsprængt hår og øjne, der havde set det værste i menneskers natur gennem tredive år i strafferet og familieret. Da Naomi fortalte ham om opkaldet fra Viktor Holm, strammede hans kæbe sig.

“Viktor Holm,” sagde Jesper lavt og tog sine briller af. “Jeg kender navnet. Han driver et såkaldt ‘konsulentfirma’ nede ved havnen. Politiet har forsøgt at få skovlen under hans lånevirksomhed i årevis, men hans ofre tør aldrig vidne, og hans regnskaber er gemt bag tre lag skuffeselskaber.”

“Ethan gav ham min adresse, Jesper,” sagde Naomi. Hendes stemme var helt rolig, men hendes øjne brændte. “Han fortalte dem, at jeg var en del af svindlen.”

“Fordi Ethan er en kujon,” konstaterede Jesper nøgternt. “Men i sin desperation har han muligvis begået sit livs største fejl. Og Viktor Holm har lige begået sin.”

“Hvordan det?”

Jesper lænede sig frem over bordet. “Når Ethan og Marisa forfalskede din underskrift for at opnå et lån hos Viktor, begik de bedrageri. Men hvad tror du, Ethan i virkeligheden har brugt alle de penge på? Hans byggefirma har ikke haft store projekter i over et år. Man taber ikke tre millioner kroner til en lånehaj plus hele sin mors opsparing på almindelig drift uden videre.”

Naomi rynkede panden. “Han sagde, at firmaet blødte penge på grund af stigende materialepriser og tabte licitationer.”

“Jeg fik en revisorven til at kigge nærmere på de regnskaber, vi krævede udleveret under skilsmissen,” sagde Jesper og åbnede sin mappe. “Naomi, Ethans firma gik ikke ned på grund af træpriser. Der er blevet trukket enorme beløb ud til kontante hævninger og overførsler til udenlandske konti på Cypern. Og ved du, hvem der står som medunderskriver på den erhvervskonto, hvor pengene forsvandt fra?”

Naomi stirrede på ham. En kold fornemmelse bredte sig i hendes bryst. “Marisa?”

“Præcis,” sagde Jesper. “Din mor – eller rettere, den kvinde der adopterede dig, da du var lille, og som altid har talt om familie – har ikke bare ‘lånt’ Ethan sin opsparing. Hun har aktivt hjulpet ham med at tømme selskabet før en planlagt konkurs. De lånte penge af Viktor Holm med dit hus som kaution, ikke for at redde firmaet, men for at få kontanter i hånden, som de kunne gemme væk, inden kreditorerne kom. De regnede med, at Viktor ville overtage dit hus, når lånet misligholdtes, og at du ville stå tilbage med regningen, mens de sad med millionerne i skjul.”