Rummet syntes at snurre et øjeblik.
Naomi tænkte tilbage på den dag i soveværelset. Ethan og Marisa på sengen, under det samme tæppe, hviskende sammen over den blå mappe. Marisas tårer på advokatkontoret: “Jeg gav ham det meste af min opsparing. Vi prøvede at redde familien.”
Det hele havde været et skuespil. Selv da de blev afsløret med de forfalskede papirer, havde de løjet for hende. Marisa var ikke en stakkels, manipuleret mor, der ville redde sin svigersøn. De to havde planlagt et kup mod hende fra begyndelsen. Huset, som Naomis biologiske far havde efterladt i en båndlagt fond til hende, var den sidste brik i deres puslespil.
Og den nat, hun lå på fødegangen og ringede sytten gange, sad de ikke hos en lånehaj i panik. De sad og fejrede, at udbetalingen var gået igennem.
“De har stadig pengene,” sagde Naomi stille.
“En stor del af dem, ja,” nikkede Jesper. “Men Viktor Holm har tydeligvis opdaget, at skødet på dit hus blev blokeret af tinglysningsretten. Derfor presser han dem nu. Og i stedet for at aflevere de kontanter, de har gemt, prøver Ethan og Marisa at få Viktor til at tvinge dig til at skrive under på en ny overdragelse ved at true dig og Lily.”
Naomi kiggede ned på sine hænder. De rystede overhovedet ikke længere.
“Viktor sagde, at vi ses på torsdag,” sagde Naomi. “Han vil have, at jeg skriver under.”
“Vi går til afdelingen for organiseret økonomisk kriminalitet lige nu,” sagde Jesper. “Med min revisors papirer og din forklaring…”
“Nej,” afbrød Naomi.
Jesper stoppede op og så spørgende på hende.
“Hvis politiet bare anholder Viktor eller indkalder Ethan til afhøring, vil Ethan og Marisa nægte alt om truslerne,” sagde Naomi. “De vil sige, at de ikke anede, hvad Viktor fandt på, og pengene på Cypern vil aldrig dukke op igen. Og Viktor vil bare sende en anden, når han kommer ud mod kaution, fordi han stadig tror, jeg har pengene eller kan tvinges til at give huset.”
Hun så direkte ind i Jespers øjne.
“Viktor vil have sine penge. Og jeg ved, hvem der har dem. Jeg vil have, at Viktor, Ethan, Marisa og politiet er i samme rum på samme tid. Og jeg vil have, at de selv lægger alle beviserne på bordet.”
Jesper betragtede hende længe. Så bredte et langsomt, respektfuldt smil sig på hans læber. “Fortæl mig, hvad du tænker, Naomi.”
Onsdag aften ringede Naomi til Marisa.
Det var første gang i fire måneder, hun selv tog kontakt. Marisa svarede efter blot to ring.
“Naomi?” Marisas stemme lød stakåndet, spændt. “Gudskelov. Hvordan har du det? Hvordan har lille Lily det?”
Naomi lukkede øjnene et sekund for at holde kvalmen nede. Den moderlige bekymring i Marisas stemme var så veløvet, at det næsten var skræmmende.
“Hun har det ikke godt, mor,” løj Naomi og lod sin stemme knække med en rystende hulken, hun vidste, Marisa ville æde råt. “Og jeg er så bange. Der var en mand… han ringede til mig i går. Viktor Holm.”
Der blev dødstille i telefonen. Naomi kunne høre Marisas hurtige vejrtrækning.
“Han sagde, at der holder mænd uden for min lejlighed,” fortsatte Naomi og lod tårerne klinge i stemmen. “Han sagde, at hvis gælden ikke bliver betalt i morgen, så… så ved jeg ikke, hvad de gør ved mig og Lily. Mor, jeg kan ikke mere. Jeg er helt alene.”
“Åh, skat,” udbrød Marisa straks, og lettelsen under den påtagede medfølelse var næsten til at tage og føle på. “Det gør mig så ondt. Ethan har været helt ude af den, disse mennesker er gale! Vi anede ikke, at de ville gå efter dig, Naomi, det må du tro på!”
“Jeg er ligeglad med huset nu,” sagde Naomi og snøftede i telefonen. “Jeg vil bare have, at Lily er i sikkerhed. Hvis jeg skriver under på det skøde… lader de os så være i fred?”
På den anden side af linjen kunne Naomi høre en dæmpet lyd – som om Marisa dækkede mikrofonen med hånden og hviskede til nogen i rummet ved siden af. Ethan. De var sammen. Selvfølgelig var de det.
“Naomi, hør efter,” sagde Marisa og lød nu ivrig og handlekraftig. “Hvis du overdrager huset til Viktor, sletter han hele gælden. Så er vi alle sammen fri. Dig, Lily, Ethan, mig. Vi kan lægge hele dette mareridt bag os. Jeg kan komme hjem til dig lige nu, så kan vi…”
“Nej, ikke i lejligheden!” sagde Naomi hurtigt. “Mændene holder stadig dernede. Mød mig i huset på Birkelunden i morgen klokken to. Mine lejere er på ferie i denne uge, så huset står tomt. Tag Ethan med. Og giv Viktor besked om at komme derhen med papirerne. Jeg skriver kun under, hvis han giver mig en skriftlig kvittering på stedet om, at jeg aldrig hører fra ham igen.”






