“Virkelig?” sagde Naomi roligt og åbnede en skuffe i spisebordet, hvorfra hun trak en tyk mappe frem – en kopi af de papirer, Jespers revisor havde samlet. Hun skubbede dem hen over bordet til Viktor. “Konto nummer 4490-8821 i Limassol Commercial Bank. Oprettet tre uger før jeg fødte. Der står i øjeblikket 4,2 millioner kroner på den. De tre millioner stammer direkte fra det kontante lån, du udbetalte til dem den nat, jeg lå på hospitalet. Resten er penge, de har trukket ud af Ethans firma, før de lod det gå konkurs.”
Viktor åbnede mappen. Han bladrede langsomt gennem kontoudskrifterne, overførselsbilagene og selskabsdokumenterne, hvor både Ethans og Marisas underskrifter stod tydeligt. Jo mere han læste, desto mørkere blev udtrykket i hans ansigt.
“Du fortalte mig,” sagde Viktor uden at løfte blikket fra papirerne, “at pengene gik tabt i et byggeprojekt, der gik konkurs. Du fortalte mig, at du ikke havde en øre, og at din kone sad på den eneste værdi, I havde tilbage.”
“Viktor, hør nu her…” Ethans stemme knækkede. Sveden sprang frem på hans pande. Han kiggede desperat på Marisa. “Sig noget til ham!”
“Det var Ethans idé!” skreg Marisa pludselig og pegede rystende på ham. Panikken rev enhver facade væk på et splitsekund. “Det var ham, der sagde, at vi kunne beholde kontanterne i udlandet og lade dig tage Naomis hus! Han sagde, at du aldrig ville opdage kontoen på Cypern, fordi den stod i mit pigenavn!”
“Hold kæft, Marisa!” brølede Ethan og greb fat i hendes arm. “Det var dig, der forfalskede hendes underskrift! Det var dig, der sad i hendes seng og planlagde det hele med mig, fordi du ikke ville nøjes med din pension! Du sagde, at Naomi var så dum og forblændet, at hun aldrig ville opdage det, før vi var rejset!”
Naomi sad helt stille ved bordenden og så på dem.
Hvert et ord, de råbte i ansigtet på hinanden, blev optaget i krystalklar kvalitet af politiets udstyr og transmitteret direkte op til betjentene på første sal. Ikke alene tilstod de bedrageriet mod hende og forfalskningen af underskriften ned til mindste detalje – de tilstod også groft skyldnersvig, skattesvig og hvidvask for åben mikrofon.
Og Viktor Holm? Han så på dem med et udtryk af ren afsky.
“Så I brugte mig,” sagde Viktor stille og trådte et skridt tættere på Ethan, der bakkede ind mod væggen. “I tog mine penge, gemte dem i udlandet, og sendte mig efter en nybagt mor med et forfalsket dokument for at gøre jeres beskidte arbejde. Og da det slog fejl, løj I mig lige op i ansigtet for at få mig til at true hende.”
“Jeg kan overføre pengene i dag!” stønnede Ethan og holdt hænderne op foran sig. “Hele beløbet plus renter! Vi har koderne lige her på Marisas telefon! Vi kan logge ind og overføre de 3,8 millioner til din konto med det samme, bare lad være med at gøre os noget!”
“Gør det,” beordrede Viktor koldt. “Nu. Til det cypriotiske holdingselskab, der står på side tre i min mappe.”
Med rystende fingre hev Marisa sin telefon op af tasken, åbnede den skjulte bank-app til den udenlandske bank – et direkte digitalt bevis, som politiet ellers skulle have brugt måneder med internationale retsanmodninger på at få adgang til – og tastede koderne ind, mens Ethan dikterede Viktors kontonummer.
“Sådan!” hulkede Marisa og vendte skærmen mod Viktor. “Overførslen er godkendt! Pengene er dine!”
Viktor kiggede på skærmen og nikkede langsomt. “Fint. Og som tak for ulejligheden og for at have spildt min tid med jeres små familieintriger, tror jeg, at I overfører de sidste 400.000 på den konto også. Kald det et dummebøde-gebyr.”
Det var præcis det øjeblik, døren til trappeopgangen gik op.
“Politiet! Ingen rører sig!”
Fire betjente trådte ind i stuen, mens blå blink pludselig lyste op ude i indkørslen og blokerede den sorte SUV.
Marisa udstødte et skrig og tabte telefonen ned på spisebordet – stadig åben på den ulovlige bankkonto. Viktor Holm frøs et sekund, kiggede på sin åbne mappe med gældsbeviserne, på Marisas telefon og til sidst på Naomi, der stadig sad roligt i sin stol med kuglepennen mellem fingrene.
Viktor forsøgte ikke engang at løbe. Han lukkede blot øjnene et kort øjeblik og sukkede dybt, mens han rakte hænderne frem til håndjernene. Han vidste, at han var blevet spillet ud mod dem af den eneste person i rummet, de alle tre havde undervurderet.
Ethan derimod gik fuldstændig i opløsning. Da betjentene lagde ham i håndjern, kæmpede han imod og stirrede vantro på Naomi.
“Naomi! Hvad har du gjort?!” råbte han, mens han blev tvunget ned mod gulvet. “Du ødelægger mit liv! Jeg kommer i fængsel for det her!”
Naomi rejste sig langsomt fra stolen. Hun glattede sin bluse og gik hen, så hun stod et par skridt fra Ethan og Marisa, der nu begge var i håndjern.






