“Klokken to i morgen på Birkelunden,” gentog Marisa. “Vi skal nok være der, skat. Du gør det rigtige. En mor må altid beskytte sit barn.”
Da Naomi lagde på, sad hun længe med telefonen i hånden. “En mor må altid beskytte sit barn.” Marisa havde aldrig været hendes rigtige mor – ikke i hjertet, ikke i gerning. Men Naomi var Lilys mor. Og i morgen klokken to ville regnskabet blive gjort op.
Torsdag formiddag arbejdede tre teknikere fra politiets særlige efterforskningsenhed hurtigt og lydløst i stuen på Birkelunden 14. Jesper Vestergaard havde brugt sine bedste kontakter hos statsadvokaten. Da politiet hørte, at Viktor Holm personligt ville møde op for at modtage et ejendomsskøde opnået gennem afpresning og ulovlig tvang, var de ikke i tvivl.
Små mikrofoner og skjulte linser blev placeret i bogreolen og i lampen over spisebordet. To civilklædte betjente gemte sig på førstesalen, netop i det soveværelse hvor Naomi måneder forinden havde fundet Ethan og Marisa under samme tæppe. Yderligere to vogne holdt skjult to gader væk.
Lily var trygt hos Sophie på den anden side af byen.
Klokken 13:45 ankom Ethan og Marisa.
Da Naomi åbnede døren for dem, så de begge næsten triumferende ud under deres alvorlige miner. Ethan var iført et dyrt jakkesæt, han tydeligvis ikke havde solgt trods sin påståede ruin, og Marisa bar sin sædvanlige silkeskjorte og et par diskrete diamantøreringe, Naomi aldrig havde set før.
“Naomi,” sagde Ethan blødt og trådte ind i entréen. Han forsøgte at lægge en hånd på hendes skulder, men hun trådte et skridt tilbage, som om hun var rystet og nervøs. “Du ser træt ud. Det er snart overstået, det lover jeg.”
“Har I talt med ham?” spurgte Naomi lavt og kiggede mod vinduet.
“Han er her lige om lidt,” sagde Marisa og gik ind i stuen, hvor hun så sig omkring med et næsten grådigt blik på de høje paneler og stukloftet. “Det er selvfølgelig synd med huset, Naomi, men vi skal nok hjælpe dig, når Ethan kommer på fode igen. Vi starter et nyt konsulentfirma i næste måned.”
“Et nyt firma?” spurgte Naomi uskyldigt og satte sig ved spisebordet, præcis hvor kameraets vinkel var bedst. “Men jeg troede, I havde mistet alt? At du havde mistet hele din opsparing, mor?”
Ethan sendte Marisa et skarpt, advarende blik, men Marisa viftede det væk med hånden. Hun følte sig sikker nu. Naomi var knækket, troede hun.
“Man finder jo altid en udvej, når man står sammen,” sagde Marisa glat.
Netop i det øjeblik lød der en dyb brummen fra indkørslen. En sort SUV rullede ind foran huset. To mænd steg ud. Den ene var bredskuldret og blev stående ved bilen; den anden var en høj, velklædt mand i en mørkeblå frakke med en lædermappe under armen.
Viktor Holm.
Da Naomi lukkede ham ind, gled hans kolde, grå øjne hurtigt hen over rummet, før de hvilede på Ethan og Marisa. Der var ingen venlighed i hans blik over for dem – kun foragt.
“Fru Lind,” sagde Viktor og nikkede høfligt til Naomi, mens han lagde lædermappen på spisebordet. “Det glæder mig, at vi kunne finde en fornuftig løsning uden yderligere misforståelser.”
“Jeg vil bare have fred,” sagde Naomi og satte sig igen. Hendes stemme lød anstrengt, men hendes puls var forbløffende rolig. “Har du dokumenterne?”
Viktor åbnede mappen og lagde en ny overdragelsesaftale samt et gældsbevis frem. “Når du skriver under her, overgår ejendommen til mit investeringsselskab som fuld indfrielse af lånet på tre millioner kroner plus påløbne renter, i alt 3,8 millioner kroner. Derefter er Ethan og Marisa gældfri hos mig, og dit navn slettes fra vores bøger.”
Ethan tog allerede en kuglepen op af sin inderlomme og rakte den frem mod Naomi. “Skriv under her, Naomi. Så er det slut.”
Naomi tog kuglepennen, men satte den ikke på papiret. I stedet lænede hun sig tilbage i stolen og så på Viktor Holm.
“Viktor,” sagde hun, og med ét var al frygt og rysten væk fra hendes stemme. Den var klar, skarp og iskold. “Inden jeg giver dig et hus til fire millioner kroner for at dække deres gæld, er der én ting, jeg gerne vil forstå. Hvorfor tager du ikke bare de kontanter, Ethan og Marisa gemmer på Cypern?”
Stilheden i stuen var total.
Ethan stivnede med hånden halvt ude i luften. Marisas ansigt mistede al farve.
Viktor Holm stoppede midt i en bevægelse. Hans øjne smalnede, og han flyttede langsomt blikket fra Naomi over på Ethan.
“Hvad taler hun om, Ethan?” spurgte Viktor med en stemme, der var farligt lav.
“Hun… hun aner ikke, hvad hun snakker om!” stammede Ethan og trådte et skridt tilbage. “Hun er hysterisk, Viktor! Hun prøver bare at trække tiden ud, ligesom jeg sagde til dig! Der er ingen penge på Cypern!”






