På papiret stod der sort på hvidt, at de tolv hektar skov og kildevandsjord bag gården – det selvsamme område, hvor kommunen og et stort mineralvandskonsortium netop var i gang med at opkøbe jord for millioner af euro til et nyt tapperi – slet ikke tilhørte hverken Lucien eller Madeleine.

I sit testamente havde Adriens bedstefar sprunget en generation over og overdraget det fulde ejerskab af kildevandsjorden direkte til sit eneste barnebarn på den side af familien: Adrien Morel, med den klausul, at jorden først kunne sælges eller bebygges den dag, Adrien fyldte 40 år.

Colette og Damien havde i tre år forhandlet i hemmelighed med mineralvandskonsortiet og givet sig ud for at være de retmæssige ejere af hele matriklen via det falske skøde. De havde endda modtaget et forskud på 150.000 euro fra selskabet mod løfte om, at den endelige kontrakt skulle underskrives den kommende fredag på rådhuset.

Adrien lænede sig tilbage i stolen, og for første gang siden han var ankommet til Auvergne, bredte et lille, koldt smil sig på hans læber.

Han greb sin telefon og ringede igen til Claire Valéry.

— Adrien? Klokken er næsten midnat. Er dine forældre okay?

— De sover trygt, Claire. Men glem tvangsauktionen et øjeblik. I morgen tidlig skal du ikke bare kontakte statsadvokaten. Du skal også ringe til direktøren for kildevandskonsortiet i Auvergne og borgmesteren i Saint-Martial-des-Bois. Min tante og min fætter har solgt jord, der har tilhørt mig personligt, siden jeg var ti år gammel – og på fredag har de tænkt sig at underskrive den endelige kontrakt på rådhuset.

I den anden ende af røret hørtes et stille gisp efterfulgt af lyden af en fyldepen, der ramte en notesblok.

— Sig ikke mere, Adrien. Vi lader dem ikke bare blive anholdt. Vi lader dem skrive under foran hele kommunalbestyrelsen, notaren og konsortiets advokater på fredag – lige inden vi klapper fælden i.

DEL 4

Fredag formiddag kl. 10.00 skinnede solen skarpt over torvet i Saint-Martial-des-Bois. På trods af Adriens trusler om tirsdagen havde Colette og Damien overbevist sig selv om, at han blot havde bluffet. De havde ikke hørt fra politiet i tre dage – hvad de ikke vidste var, at statsadvokaten efter aftale med Claire Valéry havde holdt anholdelsesordren tilbage for at sikre det fældende bevis på det igangværende millionsvindelnummer med mineralvandskonsortiet.

I rådhusets store mødesal var der dækket op med kaffe, croissanter og champagne på køl. Borgmesteren, notaren fra Clermont-Ferrand og tre jakkesætsklædte direktører fra Sources d’Auvergne SA stod omkring det lange mahognibord.

Colette var iført en ny, cremehvid dragt, og Damien bar et skræddersyet jakkesæt. De strålede af selvtilfredshed. For dem var dette dagen, hvor de endelig skulle indkassere checken på 1,8 millioner euro for skov- og kildevandsjorden og forlade landsbyen som velhavende folk, før Adrien kunne nå at trække dem i en langstrakt civil retssag om det gamle stuehus.

— Så mangler vi blot de sidste underskrifter på overdragelsen af matrikel 42B og 43A, sagde notaren og skubbede det tykke kontraktsæt hen foran Colette og Damien. — Når De begge har skrevet under her som befuldmægtigede ejere af Morel-boet, frigives restbeløbet på 1.650.000 euro straks til Deres konto.

Damien greb fyldepennen med et bredt grin og satte sin underskrift med en teatralsk bevægelse. Han gav pennen videre til sin mor. Colette bøjede sig frem og prentede sit navn på den stiplede linje.

— Sådan, sagde notaren og satte sit segl på dokumentet. — Handlen er hermed juridisk bekræftet og registreret.

I samme sekund gik de tunge dobbeltdøre til rådhussalen op.

Ind trådte Adrien Morel, klædt i et mørkegråt jakkesæt. Ved hans højre side gik Maître Claire Valéry med en lædermappe under armen. Ved hans venstre side gik hans far, Lucien – nybarberet, iklædt en pæn skjorte og en varm frakke, støttet til en stok, men med rank ryg og et klart, fast blik.

Og lige bag dem trådte kaptajnen for det lokale gendarmeri ind i salen, flankeret af fire uniformerede betjente og en repræsentant fra anklagemyndigheden i Clermont-Ferrand.

Champagneglasset i Damiens hånd stivnede i luften. Colette tabte kuglepennen ned på mahognibordet, hvor den trillede hen over den friske underskrift.

— Hvad… hvad foregår der her?! udbrød borgmesteren forvirret og så fra gendarmerne til Adrien. — Vi er midt i en privat ejendomshandel!

— Nej, hr. borgmester, sagde Claire Valéry med en stemme, der rungede i den højloftede sal. — De har netop været vidne til fuldbyrdelsen af et groft dokumentfalsk og bedrageri af særlig farlig karakter. Kaptajn, har De fået bekræftet underskrifterne?

Notaren blegnede og rejste sig halvt op fra sin stol. — Undskyld mig, men hvem er De? Jeg har selv tinglyst skødet fra Lucien Morel for tre år siden!